Jeg fik nasset mig til et lift fra hjemadressen, hvor familien havde taget bilen til påskefrokost, så Kim samlede mig op og vi stødte til de andre i havnen. Rungsted havn var forbløffende tom. Hverken fiskere eller sejlere så vi noget til.

Det var dagen for julefrokosten. Jeg havde formiddagen fri, og vejret så tilforladeligt ud. Der blev bidt til bolle, og jeg fik lov at sove nattens koncert ud, og mødte på havnen hvor båden allerede var i vandet, og fire utålmodige basser sad klar.

Vi skulle have lyttet til Allan; tænkte jeg, da jeg stod ud af bilen på Helsingør Nordhavn hvor vinden susede i masterne. Men nu var vi jo nået så langt, og selvom vi ikke ligefrem kom tørskoet frem, så skulle vi jo ikke så langt.

Det startede med drømmen om en fridag og heldagstur. Det blæste ned til en fyraftensdyk og da dagen oprandt var der kun én reel mulighed. Vi drog til Hundested.

Endelig ankom de sidste stumper,  der skulle give mulighed for et helt tørt dyk igen. 

Det var pølsevejr, med udsigt til strømslæk ved Helsingør. Jeg svingede forbi Harald efter gas og et supermarked efter pølser.