23/8-2011

Saturnus I stedet for at vente til tirsdagsdyk om aftenen, var vi fire morgenbasser som ville bruge hele dagen i Havgassen, på denne solrige og stille dag. Klokken lidt i otte, mødtes Henrik, PPP, Henrik Juhl og jeg selv i Gilleleje havn og enedes om at trodse dønningerne nordfra, ved at hugge os godt 17 mil gennem dem med 15 – 18 knobs fart, for at nå vraget af det tyske hjælpeskib Saturnus.

Kullen passeret og næsten fremme

Trods stort set ingen vind, blev der meget hoppen, huggen og skumsprøjt før vi passerede kullen, herefter jævnede vandet sig lidt ud, for at blive stille og blankt da vi nåede vor destination. Selvom vraget kun er godt 30 meter langt, er der meget at se på og undersøge. Det gik jeg så i gang med, efter at have skåret kæden fri af trawlet på havbunden og surret den omkring kanonen. Sigten var vel omkring 2-4 meter og varierede noget, alt efter hvor på vraget man befandt sig, strømmen var lige præcis stærk nok, til at fjerne det mudder man hvirvlede op og svag nok, til ikke at kunne mærkes når man svømmede omkring. Jeg undersøgte minutiøst hver en krog, som jeg så ofte har gjort – og alligevel, dukker der så ting op jeg tidligere har overset. Denne gang var det ikke noget jeg kunne bruge, men jeg havde på min tur rundt iagttaget 3 havkatte som legede gemmeleg og én af dem, var lige tilpas til 8 middagsgæster. På mit andet dyk lånte jeg så et håndspyd, for at omgøre dette vilde dyr til en lækker ret. Men vildskaben var overvældende, håndspyddets kvalitet meget ringe og jeg trak mig derfor. Culottesteg er også meget bedre. Mens jeg senere lå på deko, hoppede først den ene af de ombordværende i vandet og inden jeg nåede stigen, også den anden. Hmmm, det må vi vist lige have op i sikkerhedsudvalget, hvad nu hvis jeg skulle have haft hjælp med en tung pose, eller en hævesæk på stigen?

På vej hjem efter et par glimrende dyk.

Da jeg efter endt dykning pakkede mit grej sammen, opdagede jeg at jeg havde glemt at spise madpakken. Det skyldes delvist, at Juhl imellem dykkene gav kaffe og samtidigt uddelte snegle, der hver især mindede om en middelstor skærekage. Mætte af kage og indtryk fra havets dybeste kringelkroge, styrede vi nu hjemad og selvom vi nu skød 24 knob, kunne vi drikke øl uden at spilde. Det gælder om at have den rette mand ved roret. Allan Jensen

23/8-2011

Jubilæumsdyk på Robert  Sten har gennem de sidste måneder talt ned, eller rettere, op til de 1000 dyk, han snart ville have i logbogen En logbog som han rent faktisk stadigvæk troskyldigt udfylder efter hvert eneste dyk, og jagter rundt efter en signatur fra sin dykkermakker, hvis han ellers har en! Denne tirsdag var dagen, hvor han ville nå de tusind, og han havde også sagt, at det runde tal ikke skulle fejres efter et dyk i Trykkerdammen eller på Hvenprammen. Vi – måske mest mig – valgte, at vi skulle på Robert. Vejrudsigten var sådan lidt ulden med vind fra SØ, men der var lovet en del strøm ved Helsingør, og målingen ved Drogden var heller ikke for god, så valget var ikke så svært. Vi var 7 mand og det tog lidt tid at komme af sted fra Farum, men efter lidt gaslogistik og kørselsdisponering gik det mod Rungsted. På havnen var der heldigvis plads til, at vi kunne komme til med det samme, og selv om ting ta’r tid, kom vi da på havet inden solnedgang. Første forhindring på sejlturen mod Hven var de mange lystsejlere, der ynder at sejle kapsejlads lige ved havneindløbet. Heldigvis har vores båd en robust konstruktion og en skræmmende fremtoning, når vandet sprøjter til alle sider under kølen, så vi fik den nødvendige plads gennem feltet af juniorsejlere.

Trængsel over vraget

Da vi nåede rundt om Hven’s nordspids, kunne vi se, at andre end os havde fået den glimrende idé at dykke på Robert – Dykkertaxa lå fast på vraget, og havde folk i vandet så vi fik nasset os til en tur ned af deres bundtov, og kunne så selv gøre fast.  Jeg gjorde klar i en fart, fik fat i et strømtov fra deres bundtov, hoppede i havet og fik loddet med i hånden. Det var ikke svært at komme ned, det gik hurtigt ned fobi en enkelt dykker på dekostoppet, og vedkommende var så venlig at lade mig passere uhindret. Sigten var forbløffende god – 4-5 meter – og da jeg passerede ind over vraget og var sikker på hvor jeg var, slap jeg bundtovet, da vi passerede næsten hen over et af de steder, vi plejer at gøre fast, nemlig en af holderne til redningsbådene i styrbords side. Så kom loddet også over i læsiden af vraget, hvilket ville gøre det nemmere at binde af. Herefter var det bare at vente på Steffen, som var lige efter mig og skulle se Robert for første gang. Vi tog en tur ned omkring skruen og agten rundt, herefter en tur fremover for at se styremaskinen og lure om havålen var der igen (som en dybdeskæv havbasse påstod for et par uger siden), men røret var tomt. Herefter tilbage mod bundtovet, og så lige se et par trådnøgensnegle undervejs. Der var en del fiskeliner og Steffen var så venlig at samle en del sammen. Vist ikke med vilje, men han havde en kniv med, så han kom med op igen. Selv om vi kun var nede en lille halv time gav det nogle minutters straf på tovet.  Oppe i båden skulle den sidste udstyrslogistik lige klares – et par lygter skulle med ned igen og en regulator fik også en ekstra tur. Morten og Andreas (også en debutant på vraget og så endda i våddragt), hoppede i og så skulle Sten gøre klar til at komme ned og binde af. Og mens Sten fik gjort klar til det store dyk, nåede resten af besætningen at komme op igen, nemlig Rune, René og Per Leth. Og faktisk også Morten og Andreas, der havde vrøvl med et par computere, og dykkede ku kort. De virker bedst hvis der er strøm på batterierne.

Rungsted i mørke

Sten kom i vandet, og resten af holdet kunne nyde en forfriskning i skumringen. Da båden efter en lille halv time begyndte at vende sig i bølgerne kunne vi gætte os til at Sten var på vej op – og således havde overlevet dyk nr. 1000. Han var naturligvis glad og stolt, da han brød overfladen, men for at han ikke skulle blive alt for kæphøj, fokuserede vi lidt på, hvor mange år han havde været om de 1000! Vi valgte at udskyde fejringen, til vi kom i havn. Mørket var ved at falde på, og spidsroden gennem alle garnmarkeringerne nord for Hven skulle helst gennemføres før mørket faldt helt på. Inde på havnen fik Sten pakket kransekagerne ud, samlet et passende antal ”glas” og åbnet en flaske boblevand med et ordentligt knald. Tillykke til Sten og tak for skænken! … så var det jo bare lige at pakke bil og båd og komme hjem.

Skål for de 1000 omhyggeligt loggede dyk

Vi havde dog lige en sidste udfordring på Q8-tanken, hvor benzin ikke bare er sådan at få fat på efter mørkets frembrud.  Kim R

Jubelnaren 😉

21/8-2011

RobertNogenlunde vejr til dyk så jeg kørte til Farum og var der kl. 0815 men alligevel kom jeg sidst efter Kim og Hans J. Da vi kun var og tre blev Robert valgt, så bil og båd blev pakket og så afsted til Rungsted.

Der kittes op

Vi fik Gassen i vandet og pakket udstyret i og så afsted, efter lidt søgen blev vraget fundet og dræget smidt, Kim er jo god træning til at binde på så han blev valgt til det, efter Gassen var bundet på var det min tur, jeg ville fotograferer lidt, jeg havde en forkert indstilling så ingen billeder var vær at se, Hans blev sidste hold så efter Kim kom op gjorde Hans sig klar det det tog lidt laaaaaaaaang tid, nå men han kom i vandet og op igen og fortalte han havde set en “ny” rørorm men mindre end de Sabellere der er her.

Et par nøgensnegle

Efter lidt overfladetid var det tid til andet dykket, der var en del brandmænd der hang fast i tovet og sigten var ikke god og vandet var uklar med en masse “sne”.Efter “kaffepause” gik turen til Rungsted, afrigning og så hjem til Farum, alt i alt en dejlig dag på havet. Sten           som meget sjælden kommer sidst.

16/8-2011

Otto… 16. august 2011.  Tirsdagsdyk og et alternativt tilbud om en på tur med Henrik Jensen på Øresund. Øresund virkede jo sikker nok, uanset hvilket af tilbuddene, der blev valgt, men den lidt Henriks tidligere afgang og muligheden for 2 dyk blev afgørende. Det medførte selvfølgelig noget mere stress for at nå at være fremme kl. 17 i Helsingør, end blot at være klar ved svømmehallen kl. 17:30. Vi, dvs. Kasper og jeg, fik fyldt vores flasker og kørte mod Helsingør samtidigt med alle dem, der valgte at tage hjem fra arbejde til normal tid. Det gik nogenlunde til vi nåede afkørslen fra motorvejen, men derefter var der visse trafikale udfordringer – der også spredtes til Kaspers blodtryk! Lettere forsinkede ankom vi med bomkortet og fik søsat båden, pakket grejet og kom af sted. Der var mange forslag til destinationer, men som så ofte før, faldt loddet helt af sig selv ned på Otto. Så kunne vi altid flytte til et andet vrag, hvis forholdene var til det; noget vi ofte siger, men sjældent gør…

Jensen & Møller

Allan hoppede i for at binde på, Henrik hoppede i for at drukne sin nye lygte endnu en gang, Henrik op for at hente en anden lygte, Henrik ned igen, Kasper hoppede i, Allan kom op med besked om lortesigt, pissekoldt og ingen fisk og at jeg bare skulle binde af. Mig i, og jeg mødte Henrik på bundtovet, hvor vi blev enige om at undlade at binde af. Nede på vraget kunne jeg godt forstå Allans budskab – der var højst en meters sigt og koldt som en brøndgravers … Alle hydroider på vraget var foldet ud, og det var lidt svært at identificere de enkelte detaljer på vraget. Heldigvis var der bundet på, hvor vi plejer i overbygningen og Otto er jo et nemt vrag, så trods den ringe sigt, var man aldrig i tvivl om hvor bundtovet var. Sigten på bunden var også omkring en meter og heller ikke her var der meget fiskeliv, kun i spisekammeret var der, som sædvanligt, fyldt med torsk. Oppe på vraget var der enkelte rødtunger og en masse mindre buskhoveder, der alle var viklet ind i de velvoksne hydroider.

Rødtunge – klar til et lille prik!

På båden blev der gennem alt tumulten fisket ivrigt af Jens, en ikke-dykker(!), der var med for at ryge en masse cigaretter. Han fangede desuden en torsk, som var så lille, at selv ikke Nicolai ville ha’ taget den med hjem – hvis han da ellers havde været med.

Smilet er bredere end fisken…

Vejret så uldent ud, og Havgassen, som tilsyneladende befandt sig et par mil længere mod nord på Vargön/Birgit, lå på kanten af et større skybrud. Hos os holdt det tørt og men skyerne forstærkede tusmørket en del.  Efter en lille times tid med at toppe og dekantere sjat på sjat, var det tid til en ny omgang – Allan valgte øl og Underberg, vi andre valgte at dykke igen. Sigten var ikke blevet meget bedre, strømmen var stadigvæk nul i overfladen, svag mellem 3 og 12 meter og ikke mærkbar på bunden. Der var ikke kommet flere fisk på vraget trods det var blevet mørkere. Men en lille halv time blev det til, inden afbinding og en tur tværs over vraget. Tovet var desværre ikke langt nok til at komme ned på bunden, så jeg kunne få en tur ud i det ukendte.

Buskhoved i busken

Op i varmen over springlaget og undervejs var der de sædvanlige infame brandmænd, der altid skal gnubbe tentaklerne i ansigtet på os, når vi går op ad tovet.

Irriterende møgdyr

Herefter sejlede vi tilbage mod havnen og de sikre danske farvande, hvor man godt må nyde en enkelt øl og sejle, uden at blive mistænkt for lovovertrædelser af de svenske myndigheder. Vi kom i havn kort før Havgassen med dens 7 mands besætning, og vi kørte også derfra før de andre. Et pit stop på ”Den gyldne måge” satte os dog en hel del tilbage – på mere end en måde – så da vi nåede Farum, var der næsten lukket og slukket! Kim R

14/8-2011

LandgangsbådenTrods den noget lumre vejrudsigt var vi fire havbasser klar til søndagsdyk. Der har endnu ikke været udpræget stor tilslutning til søndagsdykkene i år, og helt sikkert har vejret en stor del af skylden. Vi valgte at besøge noget andet vrag end vi plejer, og fordi vi var få, kunne vi vælge et mindre vrag. Det var mange år siden Landgangsbåden havde fået besøg, Sten og jeg havde begge kun været der en enkelt gang og Rune havde aldrig været der. Vejret på vandet var langt bedre end prognoserne havde forudsagt, vinden var absolut svag og vi kunne sejle i modvind uden at blive dænget til i vand.

Havgassen på farten

Fremme på positionen viste Landgangsbåden sig ikke at været helt nem at lodde. Vraget fylder ikke meget og loddeskudet kender vi ikke udenad, og godt 1 knob strøm sendte os hurtigt over vraget. Det blev til et fint eftersøgningsgarnnøgle på GPS’en, men så var der også ramt plet ved første kast. Kim gjorde sig umage, med rette, han skulle jo selv binde på. Han huskede selv at der kun var få mulige påbindingssteder på vraget så han fik 5 minutter mere end vanligt til påbindingen før Sten kom ned og holdt ham med selskab. Rune og jeg var sidste hold.

Stor busk nøgensnegl

Om søanemonerne er de samme, som da jeg sidst besøgte Landgangsbåden for godt syv år siden, ved jeg ikke, men de er stadig prægtige i farverne og store. Og der var et udtalt mylder af nøgensnegle, særligt de rød-brune busksneglene. De var i gang med alle mulige forskellige daglige og årstidsbestemte gøremål som busksnegle nu har; lige fra søndagtur på kanten, pardans og æglægning til hydroidespisning. Besynderlig opsætning at se de store snegle klatret op i toppen af hydroiderne hvor de guffede løs af de fine blomster. Trådsneglene var der også masser af, dem med røde tentakler på ryggen, men de var ikke så gigantiske i størrelsen som busksneglene.

Stor Tritonia

 En enkelt Stor Tritonia var der også, enten var den forklædt som en citronsnegl eller også skyldtes dens solgule farve chok over busksneglenes ædegilde. Sabellaer hang fint under vraget og i alle kighuller, og der var masser af pinkfarvede og en enkelt iøjnefaldende hvid søanemoner med fede arme. Slangestjerner i massevis dansede den der kædedans de kan hvor de alle sammen rækker armene i vejret – et imponerende syn der giver vraget tenderende punk-frisure. Et enkelt sted var der en stor gruppe at søpindsvin der holdt møde, det havde sikkert noget med mad at gøre, men om de var på vej til eller fra vraget var svært at vurdere.Og torsk var der, et par enkelte….ikke noget værd at skrive om, og dem på filmstrimlen som Rune har klippet sammen, var slet slet ikke så store som de ser ud til. Og jeg er sikker på de overhovedet ikke smagte godt, hvis man da havde haft lidt værktøj med i dybet så man havde fået et prøveeksemplar med hjem…

Hårvarre

De mange fiskelineguilander på kryds og tværs, og den fine udsmykning med blink viste ingen tvivl om at vraget var populært blandt lystfiskere. Og de lå da også og fræsede rundt omkring os i større og mindre både. Mindst tre gange var vi helt på stikkerne om vi skulle binde af fordi lystfiskekuttere havde en overordentlig målrettet kurs lige imod os.

Lidt video fra vraget

Vi var alle enige om at Landgangsbåden fortjente to dyk. Der var masser af liv at kigge på, og fotografere, men man skal ikke være mange af sted for så bliver hele det lille vrag hurtigt plumret til i mudderstøv. Men vi havde alle fire udmærket sigt og kun nordgående strøm i overfladen. Til gengæld var der praktisk taget ingen brandmænd, og det var herligt at være fri for de irriterende dyr.

Lidt mundgodt

Tak for en god tur – og ligesom i juni 2004 var der så dejligt ude på havet. Lotte

2/8-2011

Kommandoraid UndineTil trods for sommerferie, høj sol og totalt fladt vand var der ikke nok til en Østersøtur mandag og kun 4 der havde meldt sig til en tur tirsdag. Derimod var der over 10 som gerne ville deltage i tirsdags aftendykket i Øresund. Det betød, at havgassen og kassen skulle være hjemme til afgang 17.30 og at der ikke måtte være nogen spildtid.

Havgassen for fuld fart

Havgassen blev sendt af sted kl. 6.30 og den lå oven på Undine kl. 9:38 på en hel flad Østersø der bare indbød til udforskning af Østersøens præmievrag nr. 1. Solen bagte allerede godt da Nikolai gled ned for at gøre fast. Det tog 10 minutter før torvet sad fast på kanonen da draget skulle hentes på 48 meter, så det er godt at han har luft nok med. Vi andre gled ned hurtigst muligt i dybet. Jeg glædede mig til at gense Undine efter en lang pause siden 1990´erne – dengang i guldalderen, hvor koøjer og anden messing flød frit på dækket – og bruge tid på naturstudier af kæmpetorsk med min harpunspids.Vandsøjlen bød på et kuldegys fra 25-35 meter, hvor vi alle blev mindet om vinterdykning. Men på vraget var det behageligt varmt. Sigten var lidt mørk indtil øjnene havde skiftet til nattesyn, derefter var der 10-15 meter i klart vand. Torsk var der i diverse huller og vragfund lå længere inde i hullerne. Ellers var det bare at  nyde dette kæmpemæssige vrag, som har så mange detaljer. Steen og jeg var oppe kl. 11.00, så vi lå godt i forhold til tidsplanen der sagde senest afgang fra Undine kl. 14.30.

Holder de mindstemålet?

Pausen blev kun på 1½ time, hvor vi drøftede forsinket dekompression fra søndagens dyk i Kattegat. Kunne det virkelig være muligt at få klemt kvælstoffet ud af skulder og albue nogle dage senere ved at tage lidt ekstra deko på torvet og havde vi tid til det? Det skulle undersøges.På anden dykket trådte Nikolai ind i souvenir jægernes klub – omend foreløbig i miniatureafdelingen. Lidt inde i vraget  nappede han Fritz Smiths støvlepudsecreme  med tilhørende skål. Flemming der tilsyneladende mente han kunne arbejde sin bends af med gravearbejde inde i vraget endte med at finde frem til et hul der var for lille til komme ud af – og hvor var det nu jeg var kommet ind nu når vraget hælder 45 grader? Heldigvis kom han op i god behold, så vi ikke blev forsinket. Og hans bends havde han også med op.

Holder de målet for at komme med i souvinirklubben?

Nikolai´s teknik med forsinket dekrompression virkede. Stor dybde og ekstra tid på torvet gjorde det af med hans kvælstofbobler. Det er altså rigtigt det de skriver i teoribøgerne. Flemmings teknik derimod virkede ikke rigtigt så han prøvede en ny variant. Rent ilt mens havgassen sejler ind mod stinkehavnen, kun afbrudt af anerkendende undersøgelser af Fritz´ skocreme. Turen ind gik også hurtigt, så hurtigt at to kasketter røg i vandet med dertil hørende forsinkelser af bjærgningsarbejdet.

Modlys

Så var det fyld skrue hjem og end ikke et biluheld på ring 3 kunne forhindre havgassen i at stå foran garagen i Farum kl. 17.00. Flemming og Steen var klar til aftendykket, mens Nikolai og René takkede af for en god dag på og under havet. Mon Flemming fik efterbehandlet sine kvælstofbobler på tredjedykket?  René

2/8-2011

Vrag eventyr på en tirsdag En tirsdag aften til almindeligt dyk, der var mødt mere end en bådfuld op så 3 af os der enten ikke havde været ude og dykke i lang tid eller lige skulle teste noget udstyr tog en tur til Trykkerdammen i stedet for. Vejret var rigtigt fint så det var godt nok. På vejen op til Helsingør gik snakken jo og tiden gik hurtigt. Oppe ved Helsingør stod en sigøjner på en vigeplads og vinkede. Vi kørte lige ind og at checke om der skulle være mulighed for noget billigt guld. Vi blev snydt for det var Menno der havde lidt problemer med bilen og ikke var sikker på at han kunne komme ned til trykkerdammen.

Vi ventede lige 10 minutter på Menno som så dukkede op. Det var åbenbart hans bremser der var løbet varme og da de var kølet af igen kunne den bremse igen. Vi kom hurtigt i udstyret og i vandet da det var ret varmt at stå over vandet.

Lidt småfisk på sandet

Jeg skulle ud og teste en ny linse i undervands huset som både er rimelig vid og også kan bruges til makro. Vandet så bedre ud inden man kom i det, noget mælket og ikke over 3-4 meters sigt hvor det var bedst. Planen var at daffe ud til vraget og tage lidt billeder der og gå lidt længere nord på og tage lidt flere billeder på skrænten der, tilbage igen og så tage lidt billeder på det lave.

Et af de fine fund man kan gøre på lossepladsen

Det blev også sådan cirka dog blev vraget på vejen ud misset pga. sigten. Men på vejen tilbage var det på plads igen. Ikke meget nyt derude men nogle havde losset noget mere affald ud ved siden af vraget i form af en lille jolle og en masse line man kunne følge over til endnu en lille jolle. Fantastisk med en lille losseplads at dykke på.

En af jollerne

Ålegræsset står rigtigt fint og er flere steder næsten 2 meter højt. Masser af rejer og små fisk i ålegræsset men ikke rigtigt til at komme tæt på og sigten var for dårlig til at tage vidvinkel billeder af det.

Tangsnarre i ålegræsset

Oppe på land efter ca. 100 minutter hvor de andre stod og så tørstige ud, hurtigt ud af udstyret og fundet et par øl frem så man lige kunne tage en slapper inden turen gik mod Farum.

Henrik Manley