23/8-2011
Jubilæumsdyk på Robert Sten har gennem de sidste måneder talt ned, eller rettere, op til de 1000 dyk, han snart ville have i logbogen En logbog som han rent faktisk stadigvæk troskyldigt udfylder efter hvert eneste dyk, og jagter rundt efter en signatur fra sin dykkermakker, hvis han ellers har en! Denne tirsdag var dagen, hvor han ville nå de tusind, og han havde også sagt, at det runde tal ikke skulle fejres efter et dyk i Trykkerdammen eller på Hvenprammen. Vi måske mest mig valgte, at vi skulle på Robert. Vejrudsigten var sådan lidt ulden med vind fra SØ, men der var lovet en del strøm ved Helsingør, og målingen ved Drogden var heller ikke for god, så valget var ikke så svært. Vi var 7 mand og det tog lidt tid at komme af sted fra Farum, men efter lidt gaslogistik og kørselsdisponering gik det mod Rungsted. På havnen var der heldigvis plads til, at vi kunne komme til med det samme, og selv om ting tar tid, kom vi da på havet inden solnedgang. Første forhindring på sejlturen mod Hven var de mange lystsejlere, der ynder at sejle kapsejlads lige ved havneindløbet. Heldigvis har vores båd en robust konstruktion og en skræmmende fremtoning, når vandet sprøjter til alle sider under kølen, så vi fik den nødvendige plads gennem feltet af juniorsejlere.
Trængsel over vraget
Da vi nåede rundt om Hvens nordspids, kunne vi se, at andre end os havde fået den glimrende idé at dykke på Robert Dykkertaxa lå fast på vraget, og havde folk i vandet så vi fik nasset os til en tur ned af deres bundtov, og kunne så selv gøre fast. Jeg gjorde klar i en fart, fik fat i et strømtov fra deres bundtov, hoppede i havet og fik loddet med i hånden. Det var ikke svært at komme ned, det gik hurtigt ned fobi en enkelt dykker på dekostoppet, og vedkommende var så venlig at lade mig passere uhindret. Sigten var forbløffende god 4-5 meter – og da jeg passerede ind over vraget og var sikker på hvor jeg var, slap jeg bundtovet, da vi passerede næsten hen over et af de steder, vi plejer at gøre fast, nemlig en af holderne til redningsbådene i styrbords side. Så kom loddet også over i læsiden af vraget, hvilket ville gøre det nemmere at binde af. Herefter var det bare at vente på Steffen, som var lige efter mig og skulle se Robert for første gang. Vi tog en tur ned omkring skruen og agten rundt, herefter en tur fremover for at se styremaskinen og lure om havålen var der igen (som en dybdeskæv havbasse påstod for et par uger siden), men røret var tomt. Herefter tilbage mod bundtovet, og så lige se et par trådnøgensnegle undervejs. Der var en del fiskeliner og Steffen var så venlig at samle en del sammen. Vist ikke med vilje, men han havde en kniv med, så han kom med op igen. Selv om vi kun var nede en lille halv time gav det nogle minutters straf på tovet. Oppe i båden skulle den sidste udstyrslogistik lige klares – et par lygter skulle med ned igen og en regulator fik også en ekstra tur. Morten og Andreas (også en debutant på vraget og så endda i våddragt), hoppede i og så skulle Sten gøre klar til at komme ned og binde af. Og mens Sten fik gjort klar til det store dyk, nåede resten af besætningen at komme op igen, nemlig Rune, René og Per Leth. Og faktisk også Morten og Andreas, der havde vrøvl med et par computere, og dykkede ku kort. De virker bedst hvis der er strøm på batterierne.
Rungsted i mørke
Sten kom i vandet, og resten af holdet kunne nyde en forfriskning i skumringen. Da båden efter en lille halv time begyndte at vende sig i bølgerne kunne vi gætte os til at Sten var på vej op og således havde overlevet dyk nr. 1000. Han var naturligvis glad og stolt, da han brød overfladen, men for at han ikke skulle blive alt for kæphøj, fokuserede vi lidt på, hvor mange år han havde været om de 1000! Vi valgte at udskyde fejringen, til vi kom i havn. Mørket var ved at falde på, og spidsroden gennem alle garnmarkeringerne nord for Hven skulle helst gennemføres før mørket faldt helt på. Inde på havnen fik Sten pakket kransekagerne ud, samlet et passende antal glas og åbnet en flaske boblevand med et ordentligt knald. Tillykke til Sten og tak for skænken! så var det jo bare lige at pakke bil og båd og komme hjem.
Skål for de 1000 omhyggeligt loggede dyk
Vi havde dog lige en sidste udfordring på Q8-tanken, hvor benzin ikke bare er sådan at få fat på efter mørkets frembrud. Kim R
Jubelnaren 😉