19/12 2012
Hollænderen og M.S Bonita Man må nok se i øjnene at sæsonen lakker mod enden, når det kommer til havgående ture i åben båd i hvert tilfælde. Det havde dog lykkedes at samle en bådfuld af de sædvanlige aktive og en enkelt der blev lokket. Og lokkes skulle der, jeg havde lidt en skjult dagsorden, idet jeg rigtigt gerne ville have båden over og stå i sin lade, det skærer i hjertet at se den stå på gårdspladsen med frost i skægget og en halv meter sne om fusserne. Så jeg lagde nok lidt mange superlativer i munden på folk, det er jo rarest at være fælles om at betale gildet.
Smygehamn i sin pragt
Vi kom tidligt afsted, men alligevel tog det langt tid i morgentrafikken, men vi nåede dog Smygehamn inden det blev rigtigt lyst. Det var rart at bokse lidt med båd og udstyr som gav varmen, samt den sædvanlige løbetur til og fra toilettet. Afsted det gik, første mål var Hollænderen, et gammelt uidentificeret trævrag, men med fundet af klokken (desværre ikke af os), hvori der står “Amsterdam 1720”, vidner om at det er et gammelt skib og af anseelig størrelse. Der var dog ikke den store tilslutning til at dykke 42m på pindebrænde med muddermaskiner om bord, de andre ville hellere dykke på stort jern, som lå tæt på, så jeg måtte gå den slagne enegang.Vi fik loddet op og smidt dræget. Ekkoloddets temperatursensor havde krøbet op fra 1,9 grader i havnen til 4 grader ved vraget. Vi håbede dog på at der stadig var lidt lunt bundvand tilbage, da der absolut ikke var nogen sommerstemning ombord. Chillfactor er et populært begreb for tiden, vi lænede os nok op ad en -10 – 15 grader i vinden. Jeg brød overfladen og forventningens glæde overskyggede for en tid det alt for kolde vand der trængte ind med lynets hast ind gennem hullet i min venstre hanske, som jeg havde glemt at få lappet. Tovet stod helt lodret og efter en del strøm i Øresund på det sidste, så var det en fornøjelse at glide ned ved siden af det totalt lodrette tov, som kunne følges langt ned med lygten. Mørket samlede sig over mig og lygten fik fat i konturerne på vraget allerede fra 30m. Jeg slog kæden omkring en spante, konstaterede at jeg var i stævnen og begav mig langs lønningen mod agter. Knæerne lå over det hele, hele dækket er væk og hvor end man stak næven ned i mudderet, fik man en håndfuld korn med op. Længere mod agter lå en bunke ildfaste sten, så har udgjort kabyssen. Vraget står et par meter over bunden og i den gode sigt kunne jeg lyse langt ud på bunden, hvor der lå svære mastedele og rigning. Det var først til sidst at jeg kom i tanke om at kigge efter de store jernkanoner der ligger i vraget. Jeg fandt 2, som godt kan overses trods størrelsen. De er nedsunkne og totalt beklædt med mudder og muslinger. En nitrox 30 gav mig lidt over 20 min på bunden uden deko, så da der var gået yderligere lidt tid og lidt deko havde tikket på, så var det tid til at binde af igen og svømme op. 5 strafminutter på tovet var hvad det var blevet til og det var mere end rigeligt, da kulden efterhånden havde slået igennem. Vandet var 5 grader i hele vandsøjlen. Vi havde 5 min sejlads til næste vrag, M.S Bonita, hvor Rune gjorde sig klar til at binde på og Rene ville komme lige efter. Vi fik bundet på og så var det i med Kasper og Steffen, Bonita er stor nok til at have 4 mand i vandet ad gangen, så jeg havde båden for mig selv i en halv times tid.
Rart at have lidt tid for sig selv
Med alle mand på dæk, så kom termokanderne frem, vi blev enige om at gemme en slat til handsker og hætte. Alle var fornuftigt klædt på med diverse heldragter fra kommune, forsvar og Johannes fog, på nær Rene, som stod i sin tørdragt og pisse frøs for at sige det mildt. Mon ikke han også sadler om i fremtiden, med at hoppe i noget tørt, uldent og ikke mindst vindtæt før og efter dykkene.
Brandslukkeren er kommet under dæk og nu en fin termokandeholder
Jeg lurepassede på Rune, kunne jo lige så godt få så meget overfladetid som muligt, og gjorde mig klar da det var tid til at gentage rutinen. Ikke ret langt nede af tovet kunne jeg se de store H master mellem de to forreste lastrum. Der var bundet på lige foran dem på en svær bjælke der løb på tværs af lastrummet. Ikke langt agterud og så tårnede brobygningen sig frem, jeg tog den ind i svalegangen i bagbord side, ind ad den første dør, til venstre fra rum til rum og ud af døren i styrbord side. Herfra i grissegalop på siden af maskinrum mod agten hvor der også står en bygning. Slog et slag ud over hækken og kunne se helt ned til havbunden og skruen inde under hækken. Jeg rundede nødstyremaskinen og lige en tur rundt i agterbygningen. Herinde er en trappenedgang til etagen nedenunder, jeg lod mig dale ned med benene først og lagde mig fladt på maven og lyste rundt i mørket. Spændende var der, men ikke anbefalelsesværdigt at svømme rundt dernede, brædderne ligger i en store pærevælling og når næsten op til loftet. Jeg kom sikkert ud og tog den lange tur tilbage til ankertovet, krydsede lige ind gennem vraget igen og mødte Rune. Fra 30 m kunne man skimte omridset af båden og man kunne stadig se vraget tydeligt under sig. Der var vel en 10m sigt.
Det kolde crew
Kasper og Steffen mødte mig på deko, men hvor var Rene? Det viste sig at han aldrig var kommet i vandet, havde fået hele udstyret på men med skælven måtte han kapitulere, varmen havde simpelthen forladt hans krop. Og jeg havde jo næsten lovet ham en nytårstorsk som han ikke fik fat i på 1. dykket. Så med alle mand i båden, flakkede vi lige fra vrag til vrag for at dyppe en jig og det lykkedes at få en god torsk. Så smilede han igen.Vi fik rigget af og parkeret båden i laden og varmen begyndte efterhånden at komme tilbage godt hjulpet til af oliefyret i bilen. Kinderne blussede og trætheden meldte sig, ingen tvivl om at det koster noget energi sådan en tur.Vi fik læsset af og afregnet i Kastrup og så var det bare den sidste tur hjem til sofaen. Henrik