19/12 2012

Hollænderen og M.S Bonita Man må nok se i øjnene at sæsonen lakker mod enden, når det kommer til havgående ture i åben båd i hvert tilfælde. Det havde dog lykkedes at samle en bådfuld af de sædvanlige aktive og en enkelt der blev lokket. Og lokkes skulle der, jeg havde lidt en skjult dagsorden, idet jeg rigtigt gerne ville have båden over og stå i sin lade, det skærer i hjertet at se den stå på gårdspladsen med frost i skægget og en halv meter sne om fusserne. Så jeg lagde nok lidt mange superlativer i munden på folk, det er jo rarest at være fælles om at betale gildet.

Smygehamn i sin pragt

Vi kom tidligt afsted, men alligevel tog det langt tid i morgentrafikken, men vi nåede dog Smygehamn inden det blev rigtigt lyst. Det var rart at bokse lidt med båd og udstyr som gav varmen, samt den sædvanlige løbetur til og fra toilettet. Afsted det gik, første mål var Hollænderen, et gammelt uidentificeret trævrag, men med fundet af klokken (desværre ikke af os), hvori der står “Amsterdam 1720”, vidner om at det er et gammelt skib og af anseelig størrelse. Der var dog ikke den store tilslutning til at dykke 42m på pindebrænde med muddermaskiner om bord, de andre ville hellere dykke på stort jern, som lå tæt på, så jeg måtte gå den slagne enegang.Vi fik loddet op og smidt dræget. Ekkoloddets temperatursensor havde krøbet op fra 1,9 grader i havnen til 4 grader ved vraget. Vi håbede dog på at der stadig var lidt lunt bundvand tilbage, da der absolut ikke var nogen sommerstemning ombord. Chillfactor er et populært begreb for tiden, vi lænede os nok op ad en -10 – 15 grader i vinden. Jeg brød overfladen og forventningens glæde overskyggede for en tid det alt for kolde vand der trængte ind med lynets hast ind gennem hullet i min venstre hanske, som jeg havde glemt at få lappet. Tovet stod helt lodret og efter en del strøm i Øresund på det sidste, så var det en fornøjelse at glide ned ved siden af det totalt lodrette tov, som kunne følges langt ned med lygten. Mørket samlede sig over mig og lygten fik fat i konturerne på vraget allerede fra 30m. Jeg slog kæden omkring en spante, konstaterede at jeg var i stævnen og begav mig langs lønningen mod agter. Knæerne lå over det hele, hele dækket er væk og hvor end man stak næven ned i mudderet, fik man en håndfuld korn med op. Længere mod agter lå en bunke ildfaste sten, så har udgjort kabyssen. Vraget står et par meter over bunden og i den gode sigt kunne jeg lyse langt ud på bunden, hvor der lå svære mastedele og rigning. Det var først til sidst at jeg kom i tanke om at kigge efter de store jernkanoner der ligger i vraget. Jeg fandt 2, som godt kan overses trods størrelsen. De er nedsunkne og totalt beklædt med mudder og muslinger. En nitrox 30 gav mig lidt over 20 min på bunden uden deko, så da der var gået yderligere lidt tid og lidt deko havde tikket på, så var det tid til at binde af igen og svømme op. 5 strafminutter på tovet var hvad det var blevet til og det var mere end rigeligt, da kulden efterhånden havde slået igennem. Vandet var 5 grader i hele vandsøjlen. Vi havde 5 min sejlads til næste vrag, M.S Bonita, hvor Rune gjorde sig klar til at binde på og Rene ville komme lige efter. Vi fik bundet på og så var det i med Kasper og Steffen, Bonita er stor nok til at have 4 mand i vandet ad gangen, så jeg havde båden for mig selv i en halv times tid.

Rart at have lidt tid for sig selv

Med alle mand på dæk, så kom termokanderne frem, vi blev enige om at gemme en slat til handsker og hætte. Alle var fornuftigt klædt på med diverse heldragter fra kommune, forsvar og Johannes fog, på nær Rene, som stod i sin tørdragt og pisse frøs for at sige det mildt. Mon ikke han også sadler om i fremtiden, med at hoppe i noget tørt, uldent og ikke mindst vindtæt før og efter dykkene.

Brandslukkeren er kommet under dæk og nu en fin termokandeholder

Jeg lurepassede på Rune, kunne jo lige så godt få så meget overfladetid som muligt, og gjorde mig klar da det var tid til at gentage rutinen. Ikke ret langt nede af tovet kunne jeg se de store H master mellem de to forreste lastrum. Der var bundet på lige foran dem på en svær bjælke der løb på tværs af lastrummet. Ikke langt agterud og så tårnede brobygningen sig frem, jeg tog den ind i svalegangen i bagbord side, ind ad den første dør, til venstre fra rum til rum og ud af døren i styrbord side. Herfra i grissegalop på siden af maskinrum mod agten hvor der også står en bygning. Slog et slag ud over hækken og kunne se helt ned til havbunden og skruen inde under hækken. Jeg rundede nødstyremaskinen og lige en tur rundt i agterbygningen. Herinde er en trappenedgang til etagen nedenunder, jeg lod mig dale ned med benene først og lagde mig fladt på maven og lyste rundt i mørket. Spændende var der, men ikke anbefalelsesværdigt at svømme rundt dernede, brædderne ligger i en store pærevælling og når næsten op til loftet. Jeg kom sikkert ud og tog den lange tur tilbage til ankertovet, krydsede lige ind gennem vraget igen og mødte Rune.  Fra 30 m kunne man skimte omridset af båden og man kunne stadig se vraget tydeligt under sig. Der var vel en 10m sigt.

Det kolde crew

Kasper og Steffen mødte mig på deko, men hvor var Rene? Det viste sig at han aldrig var kommet i vandet, havde fået hele udstyret på men med skælven måtte han kapitulere, varmen havde simpelthen forladt hans krop. Og jeg havde jo næsten lovet ham en nytårstorsk som han ikke fik fat i på 1. dykket. Så med alle mand i båden, flakkede vi lige fra vrag til vrag for at dyppe en jig og det lykkedes at få en god torsk. Så smilede han igen.Vi fik rigget af og parkeret båden i laden og varmen begyndte efterhånden at komme tilbage godt hjulpet til af oliefyret i bilen. Kinderne blussede og trætheden meldte sig, ingen tvivl om at det koster noget energi sådan en tur.Vi fik læsset af og afregnet i Kastrup og så var det bare den sidste tur hjem til sofaen. Henrik

 1/12 2012

Mens vi venter på foråret Årets formentlig sidste Østersøtur, blev over natten forvandlet til en tur i hjemligt farvand, på grund af pludselig opstået vind (ifølge DMIs meldinger). Da jeg rykkede gardinerne fra kl. 8.00, var det stadig mørkt, men hvidt overalt i haven og der var is på bilruderne. Glæden ved at skulle på havet kølnede hurtigt noget og da jeg så fik fat i det stivnede grej i tønden, mistede jeg næsten lysten.Men inden længe sad jeg på vej nordpå ad Helsingørmotorvejen, skulende op mod en blygrå og tung himmel og med en halvtør ostemad som eneste trøst. Det lysnede dog noget jo længere nordpå jeg kom og de glade ansigter i havnen, fjernede de sidste betænkeligheder. Nu skulle vi ud og dykke.Henrik gik som sædvanligt rundt om bådtraileren og kommanderede med Kasper, de to ”fremmede”; Sune og Tina, var i gang med at iføre sig en masse tøj og det tog sin tid (for det er jo teck-tøj) 😉  Men endelig var også de færdige og vi kunne forlade havnen, med kurs mod Otto.

Jo, det er blevet vinter

Der var slet ingen vind, men store bløde dønninger og bare omkring 1,5 knob strøm, alt gik også som det skulle. Loddet blev smidt rigtigt første gang, der var bundet på efter få minutter og efter at have hjulpet Tina i omkring 20 minutter, med de der enormt smarte tørhandsker som er blevet så populære, var det min tur til at komme i havet. Strømmen aftog efter 5-8 meter og var herefter kun ganske svag, til gengæld tonede vraget frem kort efter og vidnede om, at sigten som sidste gang var over gennemsnittet for Otto.

Man kan ane de store bløde dønninger, men vind var der intet af.

Herligt at møde vraget i denne sigt og med så høj iltprocent, at det var hensynet til de andre som afgjorde hvornår jeg havde fået nok. Jeg svømmede hele vraget rundt, nød fiskelivet, hvoraf især mange gråsej pilede omkring. Flere steder stod mindre stimer på 4-6 individer, hvor de havde fundet noget strøm at boltre sig i. Vraget er jo  8 – 10 meter højt over havbunden og selv en svag strøm i Sundet, som presses forbi vraget, kan visse steder blive temmelig stærk. Her stod altså disse gråsejer og hyggede sig imod strømmen og jeg kunne komme dem ganske nær, men havde ingen harpun. Det eneste våben jeg havde, var min kniv og med den sikrede jeg mig et par flotte rødtunger nede på havbunden, da jeg rundede roret og propellen. Tilbage på broen havde jeg stadig mere tid, så jeg brugte 5 minutter på at grave lidt og dybt i sandet, fik jeg brækket et bræt af som jeg trak op og smed fra mig. Jeg rykkede lidt rundt om mig selv, mens jeg fortsatte min søgen i vragets indre og på et tidspunkt lå jeg med næsen 10 cm. fra brættet. Træet var helt lyst og uden begroning, så jeg var sikker på at det var ”mit bræt” og uden besvær kunne jeg læse noget tekst på det, som fangede min interesse. Nu var tiden imidlertid gået, der var kun få minutter til jeg ville gå i deco og overfladestrømmen in mende, var det om at finde tilbage, binde af og komme op til de andre. Kasserne i sandet måtte vente til en anden gang, men jeg havde da åndsnærværelse nok, til at få brættet med mig op.

Næste gang nøjes vi ikke med øl!

Oppe i båden igen, fik jeg straks stukket en juleøl i hånden, så kan man ikke nå højere efter et godt dyk. Vi hyggede os lidt på vej ind og jeg har forresten nær glemt, at vi på vej ud fulgtes af marsvin, som var tydelige at se på den blanke havoverflade.

Lidt overfladehygge.

Alt i alt en dejlig dag på havet, hvor vi fik dykket i god sigt på et altid interessant vrag, havde fisk med hjem og var tids nok hjemme, til at nå en masse andet – dykning er jo ikke alt.Allan Jensen

 24/11 2012

PrejulefrokostdykDet var op ad bakke da vækkeuret først vandt kampen mod søvnen kl. 0810 og mødetiden var kl. 0900 i Helsingør. Heldigvis var jeg forberedt og grejet var samlet og pakket i bilen. Så der skulle bare findes en inderdragt og skovles lidt morgenmad ind til at tage de værste tømmermænd og så af sted. Klokken var 0904 da jeg trillede ind på Havnen med Henrik i røret, alle andre end mig kunne åbenbart godt finde ud af at stå op så de ventede bare på mig…Nå men ned og smide grejet i båden og finde en p-plads og så i dragten og af sted. Det er sjældent vi er flere end 5 i Henriks båd men i dag var der fyldt godt op med Henrik, Allan, Sten, Piv, Rene, Kim og migselv. Destinationen var som så mange gange før Otto og planen var et enkelt dyk før aftenens julefrokost.

På vejen igen…

Kim havde allerede dagen før lovet at binde på så han fik kittet op da vi kom ud på positionen og små 5 min efter loddet var smidt kastede han sig vandet på et næsten helt fladt Øresund. 8-10 min senere blev der bundet på og så hoppede kaptajnen i vandet. Allan begyndte at kitte op og nåede også at få flasker på men besluttede sig så for at vente lidt og lod i stedet Rene komme ned først. Sten fik også kittet op og i dagens anledning havde han taget maske med også, i med ham og så besluttede Allan at nu var det alligevel blevet tid til at han ville i. Han kittede op (igen) og dumpede i næsten samtidig med at Kim kom op af stigen. Kim berettede om rigtig god sigt i overfladen og rimelig på bunden og ikke så meget strøm. Med det in mente skyndte Piv (nu også med ny hætte) og jeg at kitte op og jeg sprang i kort før Piv. På 5 meter lå rene og truede med sin harpun og jeg var lidt nervøs over at skulle passere ham mens den var ladt men inden jeg nåede derned fik han skudt den af uden at ramme mig og faren var dermed drevet over.

  Man skal altid læse varedeklarationen!

Nede på vraget var sigten fin og på bagbords side hvor vi var bundet på var der læ for strømmen som var lige nummeret over komfortabel når man lå ubeskyttet. Vi tog en tur agter men droppede at svømme om ved skruen pga. strømmen og kunne i stedet betragte de fine torsk der stod i lastrummet og de milioner af store nøgensnegle der var spredt ud over hele vraget. Rødtunger var der også rigeligt af og endda i pæne størrelser. Men de var nogen snu bastarder så undertegnede fik ingen med op.

Klar til fest…

Efter lidt mere end 30 minutter på bunden ville Piv op og jeg vi bandt derfor af og gik stille og roligt op til det noget koldere overfladevand. Vel oppe i båden blev der delt underberg ud og Henrik fik en lektion i filletering af rødtunger inden vi sejlede i havn.

Sådan – forstå det så!

Tilbage i havnen blev grejet hurtigt smidt op af båden og ind i bilerne og båden blev trukket på trailer. Vi fik afregnet og sagt på gensyn senere og så gik turen hjem til en lille morfar før Julefrokosten senere.

Et dyk kurerer de værste tømmermænd…

Tak for et hyggeligt pre-julefrokost-dyk/Steffen

18/11 2012

RobertTja – tågedis, moderat vind og i særdeleshed moderate temperaturer er åbenbart ikke befordrende for antallet af dykkere. Tre mand endte vi med at blive, og vi blev ret hurtigt klar til afgang, først fra Farum og dernæst fra Rungsted.

Klargøring

Hurtig sejltur i disen og heldigvis kendte navigatoren vejen, så loddet blev kastet helt uden svinkeærinder.

Et par omtågede fyre

Vi havde gjort alt klart på vejen, og jeg hoppede i næsten samtidigt med loddet. Der var ingen strøm, 10-15 meter sigt i den øverste del af vandsøjlen og 7-8 °C. Under springlaget var der heller ingen strøm, temperaturen var 12-13 °C og sigten 4-5 meter. Loddet var smidt ved styremaskinen og det var hurtigt at gøre fast. Herefter lidt rundt, masser af rejer overalt, kun få fisk, heraf enkelte små rødtunger.

2 cm rødtunge

En af mange!

Efter en god halv time gik det mod overfladen, og på vejen hilste jeg på PIV, der var på vej ned. Mens jeg lå og betalte for minutterne i dybet, kom Henrik Jensen forbi, han var på fisketur og ville lige larme lidt over hovedet på os, der var i vandet. Da jeg kom op, var Henrik sejlet for længst, tålmodighed er jo ikke hans største dyd, men i båden var Flemming ved at gøre klar, han skulle bare lige bande færdigt over hans computer, men efter lidt manipulering, gik det også nedad for ham.Herefter kom PIV op og efter yderligere et kvarter kom Flemming også op. Alle var tilfredse med de fine forhold på dykket, men vejret over vand var noget fugtigt og ikke vildt attraktivt. Og Flemming var tilmed også våd i dragten. Efter en kande kaffe og en times tid var det tid igen, og jeg gjorde mig klar med dekoflaske og hel e pivtøjet, for nu skulle den ha’ en over nakken, men… Sigten under springlaget var meget forringet og nede ved vraget var den helt væk, jeg kunne ikke se hvor tov og kæde gik sammen. Sigten var 10 – 15 cm (og det er ikke engang løgn!). Jeg skyndte mig op for at tilbyde at binde af, så de andre kunne dykke et andet sted, men de ville lige selv se, jeg tror ikke, de troede helt på mig mht. sigten! Først røg PIV i og lidt senere Flemming. Deres bobler forlod ikke området ved bundtovet, og det varede kun ganske kort før, vi alle var samlet i båden og sejlede mod Rungsted Og mens vi sejlede, var der faktisk sprækker i skyerne, så man kunne ane solen deroppe et sted.Kim R

15/11 2012

S.S Birgit og S.S Emil RetzlaffFørst var det meningen at vi skulle i Storebælt med min båd. Der var dog lidt knas med lyset på traileren og da vi sikkert ville køre ud og hjem i mørke, så var det no go. Steen blev ringet op efter at jeg havde opgivet at få lyset til at virke, nødplan med Havkasse og gasse blev iværksat. Jeg vurderede dog at der ville blive for barskt i Storebælt til Havgassen, men at der derimod ville være fint i Øresund omkring Helsingør. Som sagt så gjort.Jeg sov  længe, da jeg kun skulle fra Fredensborg til Helsingør og ankom som den første på havnen. Lidt efter lidt dryssede folk ind på havnen, med Havgassen som sidste mand, noget med at Juhl vist også sov længe.Da vi skulle til at sejle, opstod der lidt tekniske problemer, mest med Steens specialmaskesituation og han matte resignere for videre dykning. Som en gentleman tilbød han at sejle med alligevel, eller vente i havkassen på havnen, han skulle jo trække hjem. Ja, det var nu fristende, dels fordi så ku han sgu lære det, men også fordi eneste alternativ var at lade ham køre hjem i havkassen og så måtte jeg trække båden hjem. Det ville give en Helsingør – Farum – Fredensborg  tur for meget, men selvfølgelig det eneste rigtige at gøre. Hej hej Steen og så var vi flyvende ud over bølgen blå.

Fine forhold

Otto blev fredet for videre tiltale og ville ikke blive savnet for en tid og vi stævnede mod S.S Birgit, her var der ok plads til den reducerede skare på 4 personer.  Ingen som helst strøm og heller ikke vind, lidt gråvejr, men mildt for årstiden. Thomas bandt på med Rune lige i hælene og da Thomas en rum tid efter atter stod på stigen og berettede om god sigt, ingen strøm og masser af fisk på vraget, ja han havde sågar selv fanget en god torsk, så skyndte Juhl og jeg os i vandet. Jeg fik et lille forspring og mødte Rune lige ved tovet  der var bundet på i agter i styrbord side, han faktede over mod skorstenen der stadig står en god meter op. Jeg kunne hurtigt regne ud at der ville være noget spiseligt nede i den og ganske rigtigt, en stor rødtunge gled lige over kanten da jeg ankom og forsvandt ned i vraget, dog ikke længere end at jeg fik fat i ørerne på den. Herefter gik turen rundt om det lille fine vrag og flere tunger måtte lade livet. Der stod fine store torsk i begge ender af vraget, dem havde jeg dog nok af i fryseren og de fik lov til at møde deres skæbne når  Juhl kom forbi.  Vraget var fyldt med småkryb, små nøgensnegle overalt, samt rigtigt mange flotte rejer.

 Det er så populært med nøgensnegle for tiden, jeg vil ikke være udenfor

Vandtemperaturen var hele 12 grader og med nitrox 36 på flaskerne, så havde jeg masser af tid, fik 45 min på bunden uden deko (vraget ligger på 23-30m), uden at fryse eller nogen andre former for ubehageligheder. Henrik forlod vraget lidt før mig og jeg bandt af, det var dog noget mere ubehageligt i overfladen, her var det 8 grader, men når der ikke var nogen tidsstraf, så var der jo ingen problemer.

Billeder af fisk er jo også populært

Det blev efterhånden hæderligt vejr, vi kunne se opklaringen mod nord og med lidt held ville det blive solskin inden vi skulle i havn. Emil Retzlaff blev valgt til dagens andet dykkermål når vi nu havde så fine forhold. Emil kan godt være lidt af en prøvelse at finde rundt på i dårlig sigt. Samme rutine som på 1. dykket og da det blev min tur kunne jeg konstatere at sigten var mindst lige så god som på Birgit, dog var der kommet lidt strøm på bunden. Jeg tog den rundt på brobygningen, fandt mig et par tunger mere og valgte et sted at flytte lidt sand. Det blev også til en tur mod stævnen, men der var dog lidt turbulent omkring lastbunken og jeg valgte at vende om. Efter 40 min nåede jeg lige op ad tovet før Henrik og slap for afbinding. Jeg så Henrik fumle med kæde og lod og nød den gode sigt op ad tovet. Over termoklinlaget blev sigten fremragende og jeg kunne se Havgassen ligge og vugge i solskinnet der var brudt frem. Tilbage i båden var der kun tilbage at nyde en forfriskning imens vi tøffede ind, solen varmede ligefrem.

   Mange sommerdage i år der var værre

Vi fik rigget af og jeg fik lokket Thomas og Henrik med forbi min egen båd, så de lige kunne hjælpe med mit lysproblem. Og sørme om det ikke var en god idé. Hvem har dog fundet på at pærer godt kan være sprunget uden at selve glødetråden er det!!??Henrik

 9/11 2012.

S.S. Zaritza & Excelsior Henrik havde allerede lokket tidligt på ugen, men med en tur til USA om søndagen og en masse arbejde der liiige skulle være færdigt inden var jeg ikke et særligt sikkert kort. Tingene flaskede sig dog og torsdag aften var der heldigvis stadig en plads til fredagens udskejelser der dog umiddelbart ville komme til at foregå tæt ved land pga. lidt gammel vind. Ud over Henrik og Rune var der næsten nye folk i Rene og Jan. Mødetid var kl. 7 v. PI og jeg halsede for at nå det men fremme var det kun Rune der stod klar. 10 min senere kom Henrik trillende med Jan efter sig, og efter lidt eftersøgning dukkede også Rene op. Vi fik pakket os i 2 biler og sat kursen mod laden.Fremme ved båden kunne vi konstatere at saltvand og ringe motion igen havde gjort sit til at trailerens bremser sad uhælpeligt fast i den ene side. Heldigvis er det ikke noget ladens multiværktøj ikke kan løse, så hammeren blev fundet frem og der blev slået lidt på tromlen og det blødgjorde straks den fintfølende mekanisme så hjulet nu igen kunne køre fremad. Ud af laden og ned til havnen der i dagens anledning lugtede fælt. I med båden og kaptajnen kunne illustrerer spilleregnerne for de 2 ”nye” dykkere der ikke var så hjemvandte i gummidyret.  Der blev snakket lidt frem og tilbage om vrag, vind og dønninger. Valgt endte i første omgang på Hollænderen og derefter evt. Bonita. Så snart vi kom ud af havnen viste det sig dog at nattens blæsevejr havde skabt nogen ubehagelige dønninger som stod ret på hvis vi fastholdte kursen med Sydvest. I stedet tog vi en kurs lidt mere østover mod S.S. Zaritza og selvom døningerne var halvstore var det en hel fin sejltur der hurtigt var overstået. Efter sommerens mange halvlange sejlture er det helt uvant kun at have ca. 10 sm til vragene. 

Noviser på vej!

Fremme på vraget blev bøjen smidt og Rune og undertegnede blev smidt i vandet med formaninger om at binde ordentligt på. Ankommet på bunden blev kæden således smidt rundt om et tilsyneladende solidt stykke tømmer og så gik turen rundt på vraget. Vraget står ret op og ned og er relativt godt bevaret, i stævnen står resterne af et par halvstore ankerspil, det ene er dog trukket ud på bunden. Mod agter kan man se resterne af maskinen og kedlen og så er der selvfølgelig en fin 4-bladet skrue.Vi tog en god rundtur inden Rune begyndte at kigge nærmere på muderet, dog uden at få bonus. Efter 30 minutters tid på bunden var der løbet en god sjat deko på og vi vendte tilbage til tovet, hvor jeg kunne konstaterer at den tilsyneladende så solide bjælke der var bundet på i lå og dansede rundt på dækket og kæden måske heller ikke sad så stramt mere. Kæden fik en tur mere omkring sig selv inden turen gik opad tovet til ca. 15 minutters hygge i overfladen. Det var dog knapt så meget hygge da man blev trukket noget op og ned i døningerne. Rene var allerede på bunden med sit kamera og mens vi lå og ventede på computerne gik i nul kom henrik ræsende forbi i sin nye højrøde dragt. Jeg var dårligt kommet i båden før Jan røg over bord, han måtte dog lige en tur over på stigen igen da han mente at 2 finner ville være bedre end den ene han havde taget på.En lille times tid senere var alle i overfladen og bølgerne var efterhånden mindre så alle kunne i rimelig ro indtage frokosten. Vi blev enige om at tøffe stille og roligt mod Excelsior/Torskevraget som ligger på kun 30meter vand, det ville give os alle masser af bundtid og forhåbentlig lidt bedre muligheder for at tage billeder for Rene.Fremme blev Rune og jeg sendt i, igen for at binde på – denne gang overlod jeg det til Rune der fandt noget lidt bedre tømmer end sidst. Vraget her er noget mere smadret men der er alligevel mange fine detaljer rundt omkring og desuden er der altid rigtigt mange torsk i alle størrelser. Jeg fik fingrene i et par stykker men ingen af dem ville med op, enten var de for hurtige eller også for store til at blive trukket ud af de huler de sad i.Både Rene og Jan kom ned mens vi var i og efter 35 minutters tid på bunden tog vi turen opad så også Henrik kunne få sin tur i baljen. Igen var jeg knapt kommet i overfladen før Henrik væltede i – det var en sjælden set effektivitet på denne tur. Der gik ikke længe så var det kun Henrik vi manglede og for at fordrive ventetiden delte Rune, Jan og jeg 3 øl – der var jo ingen af os der skulle køre før vi nåede Kastrup.Der gik ikke længe så stod vi tilbage på havnen og vupti så var båden oppe, i dagens anledning skulle den med hjem og have lavet lidt ledninger og mon ikke også der er tid til at se på bremser?

Gasterne

Da vi trillede fra Smygehamn var klokken kun lidt i 4 og selvom turen til Kastrup i dag var lidt længere pga. traileren så var vi stadig tidligt hjemme. Gad vide om fruerne tror på vi har dykket når vi kom hjem så tidligt?Tak for en god dag  /Steffen

 7/11 2012

Trykkerdammen Endnu en gang måtte Trykkerdammen lægge vand til vores dykning. En kraftig vestenvind fjernede alle andre muligheder, og da det samtidigt bliver mørkt, stort set inden man får fri, må man jo ta’, hvad man kan få.

Ulk

Vi var 3, Manley, PIV og undertegnede, der ville en tur i vandet, og for at det ikke skulle være løgn, så begyndte det også at regne… Vi tog af sted alligevel og vi kom af sted i god tid før den annoncerede tid på 17:30 fra svømmehallen, men vi havde ikke hørt, at der kom andre (til Farum). Efter en udramatisk tur i Havkassen, kunne vi se ud over tålelige forhold ved Trykkerdammen, hvor der ikke var andre dykkere. Der var skrevet en del om sigten (den dårlige) i Øresund på mailen, men vi kunne allerede fra land se, at det ikke var sigten, der ville ødelægge dykket. Sigten var på den gode side af 8 meter undtagen lige i springlaget på 9-10 meters dybde, hvor det flimrede en del. Der var lidt sydgående strøm, da vi hoppede i, men den forsvandt på magisk vis, da vi nåede ud under springlaget, og den var helt væk, da vi senere kom op på det lavere igen.

Panserulk

Der var en million ulke allerede inde på sandbunden før tang og ålegræsbæltet, og de var der over det hele. Masser af panserulke, og vi så også mange fladfisk i spisestørrelse, desværre ingen pig- eller slethvar, der var store nok til panden. Masser af små sej overalt, specielt ude omkring vraget stod en fin stime og ventede på at vi skulle komme forbi. Mange småtorsk – nogle af dem var meget små – var overalt på bunden, og så var der også mange ålekvabber med begyndende deforme gravide maver.

Ålekvabbe

Efter ca. 50 minutter begyndte jeg at føle mig halvkold i det 9-10 °C varme vand, der var jo ca. 20 grader koldere, end vandet på mit sidste dyk, men så skete det, endelig, efter ugers søgen, fandt vi en rigtig fin blankål på ca. 3 meter – altså dybde, ålen selv var nærmere en meter, og altså et fint eksemplar af slagsen. Dem har vi ikke set mange af i år, på trods af vores hyppige besøg på stedet i højsæsonen. Det gav varmen på et øjeblik, men på trods af, at man bestemt ikke kunne kalde ålen for sky, så fik den lov til at fortsætte til Sargassohavet for at gyde. Faktisk forsøgte vi ikke engang at prikke hul i den.

Blankål

Endnu en ulk

Lys over Sverige og lidt før…

Vi skulle jo op og evaluere, og det gjorde vi så. Vi havde haft et fint dyk, selv om dykket nok ikke går over i historiebøgerne som uforglemmeligt…

Evaluering

Kim R

 30/10  2012

S.S Otto Det er jo lidt svært at mønstre et crew i disse tider, men via gamle pseudopentionerede dykker (Mark) og dykkerforum, så fik vi da stablet en lille flok på benene, som ville trodse en noget ulden vejrudsigt. Jeg måtte helt til Farum og hente båden og så afsted til Helsingør. Målet var som så mange gange før Otto, vores Lillebælt, Lynetten eller Havheks. Båden kom hurtigt i vandet og vi strøg derudaf, da vi ikke havde mange timers dagslys tilbage, ja eller tusmørke for den sags skyld, nogen vil sige at det aldrig havde været lyst på denne dag.

Dagens crew

Otto blev loddet op og der blev smidt et dræg. Strømmen var moderat, vel  en god knob sydgående, nu var spørgsmålet bare om den holdte helt til bunden, som vi var nogen der mistænkte, med den kraftige NV vind dagen før. Mark måtte hellere vise lidt engagement og tilbød at binde på og i røg han. Der var meget tov i overskud og det ville blive en sej tur ned. Jeg hoppede i lige efter og måtte skuffet konstatere at strømmen kun aftog en kende under termoklinlaget, til gengæld forsvandt sigten totalt lige over vraget. Det første jeg så var tovet der gned sig udspændt mod en david og jeg vidste med det samme at vi var på broen. Jeg fandt det øverste led af kæden der stod udspændt ind midt i vraget. Da jeg kom længere ned af den, tonede der sig et svagt lysskær frem i det turbulente mørke og jeg fandt Mark, der stadig var i gang med at binde på, eller af. Jeg kunne forstår på hans fagter at vi skulle hjælpes om at binde om og jeg strøg op af kæden igen, fik fat i daviden med den ene armkrog og prøvede at hive bøjen til mig, så Mark fik lidt slæk på tovet at arbejde med og vi fik bundet ordenligt fat i daviden. Da jeg slap, stod tovet spændt som en violinstreng, da Havgassen på overfladen nok lige havde bundet fast i bøjen. Nå, men nu kommer de nok små 100 dyk på Otto én til gode og jeg famlede mig ud i mørket. Man kunne godt glemme alt om at svømme, dertil var strømmen for stærk og kom man bare en meter væk fra vraget, ja så var vraget væk. Jeg kom ud til hjørnet af broen i bagbord side og fik et kæmpe chok da lønningen bevægede sig mellem fingrene på mig. En stor taskekrappe rejste sig på bagbenene og viftede faretruenden med kløerne, ingen tvivl om at dér skulle man ikke have fingrene i maskinen.Dagsordenen med at fange en posefuld rødtunger, som der ellers er så mange af i øjeblikket, kunne jeg godt glemme. Selv med armen strukket ud foran mig, kunne jeg ikke lyse sandet op under dæksbjælkerne, selvom der kun var en halv meter ned til det. Jeg fandt mig derfor et passende hul for at hjælpe strømmen med at tømme broen for sand, et ambitiøst projekt, men hva fanden, der var ikke meget bedre forslag. TIl gengæld kunne de andre ikke brokke sig over at jeg ødelagde sigten, for der var jo ingen i forvejen. Det var nu meget hyggeligt at ligge her i strømlæ nede i vraget og kigge lidt på sagerne, selv små nøgensnegle fik meget mere tid end de fortjener og en god halv time fik alligevel ben at gå på. Da jeg kom tilbage til kæden, mødte jeg lige Mark og sammen konstaterede vi at der vi ikke var alene. En tynd hvid line var hæftet til kæden og Frederik, som var den eneste der ku finde på at bruge linehjul, lå et sted derude i mørket. Det så ud som om den gik ud over vraget og ned på bunden. Det var efterhånden blevet godt mørkt og jeg måtte bruge lygten hele vejen op for at undgå brandmænd i strømmen. Men de har gudskelov aftaget kraftigt på det sidste. En enkelt stor en kom farende og det så flot ud med klumpen fyldt med Hvillinger der lyste i genskæret. Man kunne lige fornemme morilden, som der var masser af, men til den slags var det alligevel ikke helt mørkt nok. Det ville Piv dog få glæden af, da han efterfølgende lå og boblede på deko i mørket, efter at Steffen som næst sidste mand var i båden. Deko var der nok ikke meget af for med den fine dybde Otto ligger på, så havde alle masser af procenter i flaskerne og god tid til det hele.

Kronborgs grønne lys kan anes i det fjerne

Mørket havde lagt sig over Øresund men så var det godt at vi stadig havde dagens lyspunkt til gode og Frederik delte ud af noget godt lagret øl, se så blev det alligevel en god dykkertur. Vi tøffede ind i mørket for til sidst at give gas og så var der bare de sædvanlige rutiner tilbage, afrigning, burgere og køretur til Farum.Henrik