30/4-2012

SS Otto den 30. april 2012 Lille Jensen skrev på Havbasse mailen mandag kl. 12.07: Dyk i dag fra Helsingør kl. 16. 2 pladser ledige. Øøøøøøøøøøøø fedt – super vejer så hvorfor ikke. Godt nok et noget kort varsel så det var om at blive færdig. Fuld fart på!!! Ringe til Kim som havde sat sig på den ene af de to pladser, om ikke jeg bare skulle fylde hans flaske med en god blanding. (Han er jo ikke helt så mobil pt.) Men dykkes skal der! Op og fylde, lidt proviant, kortet til Helsingør. Kim dukkede på ca. 15.30. Pakke det hele i min dyt og hjem til Kim og hente regulatorer som skulle, hvis vi da ikke var tage ud og dykke, have været afkalket. Og jo, det trænger de vist til lige som mine, og hvis de flestes andres.

Vi nåde havnen ca. kl. 16.30 hvor Henrik, Tina og Steffen pænt ventede på kortet så vi kunne få båden i vandet. I vandet med den og pakke pakke. Og af sted gik til Otto for et enkelt dyk.

Og lige til oplysning. Den nye rampe er næste færdig. Den ser rigtig god ud. Det må vi have et bille af næste gang. Fremme ved positionen blev vi hurtigt enige om at jeg skulle binde på, da Kim – den evige på binder – jo ikke rigtig kunne med kun en rask hånd, og den skulle der tages billeder og vise vase.

Klar til vraget

Vupti var jeg i udstyret og melde klar. Otto blev loddet til at smide dræet på broen. I med det og en tur rundt for at for at se om det lå rigtigt. Det mente Jensen det var så i med mig. Vaaaooo Kun en lille smule strøm i overfalden. Svømme stille og roligt der ned af hvor strømmen vente ved ca. 15 meter og dok – ved ca. 19 meter stod Otte tydeligt – fede sigt!!!!

Dræet lå hvor det skulle lige ved broen. Binde på. Og så en stille og rolig tur rundt i det klare vand og betragte en rimeligt medtaget Otto. Den har godt nok fået bank i vinter. Den er faldet voldsom sammen og der er kommet dybe revner ned i skroget som jeg ikke har set før. Nok fordi mudderet er blevet skyllet ud fordi pladerne er faldet af. Jeg vil tror, at hvis vi får en ligende vinter de næste par år, så tror jeg den bliver splittet helt af. På Soonaren ser det ud som om den er knækket.

Livet fejler bestemt ikke noget. Masser af tunger, spætter, sej, busk hover, torsk, trådnøgensnegle i flere forskellige farver og ret mange busknøgensnegle.

På et tidspunkt møder jeg Tina og Steffen – ikke langt fra ankertorvet – Tina giver tegn og viser mig sin arme og peger på sit håndled. Det skulle senere vise sig at Tina forsøgte at forklare mig at hun var utæt i det der skulle have været hendes tørhanske selv om hun selv var overbevist om at der var hul i draget. Og jo, det kan man vel også godt sige med lidt god vilje. Våd var hun 🙁 (fuck). Stefan opgav vist at føles med Tina.

På stigen

Jeg opgav at forstå Tina – hun havde jo Steffen – ha ha. En tur på modsat side inden jeg vente om og tog tueren op på deko. Efter et par minutter kom Henrik forbi. Op i både hvor Kim stod og kæmpede med udstyret. Jeg var lige kommet om bord og smit det meste af udstyret da Tina kom op og “forstyrrede” vores hyggelige samtale om den gode sigt m.m. Og ja hun skulle lige hjælpes på stigen og af med deko flaske.

Lidt efter kom Steffen. Hjælpe Kim i udstyret og i med ham. Hygge hygge med kaffe og et par øller. Det viste sig at Tina og Steffen havde fælles bekende og at Tina havde arbejdet der hvor Steffen er. Nå så kunne jeg bruge tiden på at tage et par billeder i det gode vejer. Så kom Henrik op. Af med udstyret og så fiske lidt hornfisk. Dem fik jeg mmmmmmmmmmmmmmmm de smager godt. Kim fik båndet af og kom inden bords med lidt hjælp. Sejle lidt tætter på slottet og fiske et par hornfisk mere mums!

Hornfiskeri

I havnen, rigge af og pakke biler. Et smut forbi mac-D og få lidt i maven. Afregne og farvel og tak for en super hyggelig eftermiddag/aften og godt dyk! Det kan vi ikke få nok af 😉

Piv

22/4-2021

 S.S Kronprinz Wilhelm, S:S Saturnus og Mirs vragEn søndag i april, med en gunstig vejrudsigt, så burde dykkerne stå i kø for at komme på tur, men dette forår har ikke været som de andre, indtil videre i hvert tilfælde. De sædvanlige ofre var engageret til anden side, men gennem diverse lister og fora, lykkedes det at samle folk nok til en tur.

 Så venter vi bare på prinsen

Vi mødtes i Gilleleje kl. 10. Rene Helbo var kørt alene helt fra Horsens, han kunne heller ikke finde en makker i det jyske og Tina Rode var også ny mand ombord. Vi fik rigget båd til og Henrik Juhl kom dryssende som sidste mand og burde vel egentligt skrive denne beretning, men hva faen.

Ikke noget bedre end en kølvandsstribe på vej mod eventyr

Turen mod nord gik fint, der var en smule bølger, men de lagde sig efterhånden som vi kom der op ad, tågen kom og gik, men vi havde hele tiden fornemmelsen af at solen kunne bryde frem når som helst. De 21 mil til Kronprinz Wilhem gik med hyggesnak, altid hyggeligt med nye folk ombord og efter 45 min var vi på vraget, fik smidt dræget og Henrik gjorde klar. Der var ingen nævneværdig strøm i overfladen og vinden lagde sig yderligere. Båden blive bundet på bøjen efter 10 min og Tina og Rene hoppede efter, når Henrik stod på stigen ville jeg gøre mig klar. Henrik fortalte om ikke den bedste sigt og ikke meget fiskeliv, så jeg fik vetoret til at binde af, så vi kunne dykke et andet sted på dyk 2. På vej ned af tovet passerede jeg de andre to. Overfladevandet var krystalklart, dykkede man dog bare på 20m vand, men lyset aftog kraftigt og da vraget tonede frem i det grønne på 35m, så var der noget dunkelt. Henrik havde bundet på lige bag bakken i styrbord side, hvilket jeg ikke vidste på daværende tidspunkt, havde glemt at spørge om hvor vi var bundet på. Jeg valgte bare at svømme ud langs den ene lønning og kunne hurtigt regne ud at jeg var på vej agterud. Sigten tillod ikke rigtigt at man gik på opdagelse inde midt i vraget, da det er en stor rodebunke og jeg nåede bagom broen hvor vraget forvinder ned i bunden før jeg vendte. På min vej havde jeg fundet nye detaljer jeg ikke havde set før, blandt andet koøjer hele vejen på siden af brobygningen i skroget, godt nok et dæk længere nede en sjovt er. Jeg ledte efter lidt fisk, men der var slet ingen. Der var en del taskekrabber og jeg overvejede et øjeblik om jeg skulle rive armene af nogle af dem, det er jo også god spise. Men de fik lov til at have deres arme i fred. Tilbage mod stævnen rundt om styrbordsides kanon og så helt op på toppen af bakken hvor sigten var udmærket. Rundt om denne og så ind i vraget i styrbord side, hvor pladerne mangler. Her var dog meget mørkt inde, så det blev til en kort fornøjelse. Til sidst lå jeg lidt tid og kiggede på vores bundtov og kunne ikke helt finde ud af om jeg skulle binde af. Der var masser af guf til et andet dyk her, men mangel på fisk gjorde udslaget, så jeg bandt af. Oppe i båden blev der hygget med mere ny snak og et par snegle til kaffen, i mens et nyt mål blev stukket ud. Saturnus (nogen kalder den fejlagtigt for Taifun) lå 4 mil sydpå og vi ville sejle hen over den alligevel på vej hjem. Vi tøffede derned af, så det passede med at Henrik havde overflade tid nok til at dykke når vi kom frem.

Rans nye besætning

Rutinen gentog sig og da det blev min tur, kunne jeg atter glæde mig om ringe strøm og udsigten til lidt mere lys og sigt på vraget, der også lå et par meter lavere, bunddybden var 37 og 32 til toppen. Henrik havde bundet på helt ude i stævnen og jeg tog vraget rundt. I agten står der tit en havkat, gerne under 88mm kanonen der peger mod overfladen. Her var også et eller andet stort under dækket, men den rumsterede så meget at jeg intet kunne se og havde ikke tålmodighed til at vente på at mudderet lagde sig. Jeg svømmede ud over hækken og ned på bunden, her et par meter ude på bunden er der fyldt med jomfruhummerhuller, men der var desværre ikke nogen hjemme i de nærmeste og sigten var ikke helt til at bevæge sig langt væk fra vraget. Jeg nød dog alligevel at se de kæmpe store søfjer der stod i mudderet og der var flere forskellige slags. Tiden var ved at være gået og jeg bandt af uden fisk i posen.

Så er freden forbi

Henrik og jeg blev enige om at vi ikke kunne komme hjem uden fisk og ville ofre os på et 3. dyk og vi stævnede mod Mirs vrag, en rodebunke på 25 m vand også lige på vejen ind, hvor der ofte er masser af fisk. Vi var dog lidt amputerede med kun mit håndspyd og Henriks harpun der ikke havde noget tryk. Jeg var først i og glædede mig over at der var god sigt på vraget, efter Mirske forhold i det mindste. Her kan ofte være rigtigt dårlig sigt. Jeg frigjorde lod og kæde af rodebunken og lagde det ud på bunden og startede med at afsøge hver en krog. Der stod masser af torsk i vraget, men håndspyddet var utilstrækkeligt og jeg måtte være tålmodig og vente til det rette tidspunkt. Efter at have været vraget halvt rundt, så jeg en pæn stor fisk igennem et hul i et stykke plade. Jeg kunne ikke se hoved og hale, men nu skulle det være og jeg stak ned gennem hullet og fik spyddet fisken og pressen den ned i bunden så mit spyd bøjede. Jeg regnede med at det var en torsk, men sådan som fisken ålede sig, troede jeg kortvarigt at det var en havkat. Jeg stak forsigtigt hånden ind under plade for at mærke efter og fik fat i noget glat hale og hev den til mig fik fat i hovedet og monterede kniven i skallen på den. Et par kæmpe glugger fortalte mig at det ikke var en havkat men en meter lang lange. Den slappede efterhånden af og så var middagen hjemme. Lange er en udmærket spisefisk noget mere fast i kødet end torsk. På den sidste del af dykket så jeg flere torsk og en havkat der lå langt inde i vraget, men uden decideret harpun var de fredede. Henrik og jeg mødtes på tovet, han var desværre tomhændet.

Glade dykkere

De sidste 6 mil ind til havnen gik i højt humør og med en kold øl i favnen. Vi fik rigget af, afregnet og sagt farvel. Da jeg havde parkeret båden, ja så var Rene vel nået til Køge og havde kun et par hundrede kilometer igen Tak for en god tur.Henrik

22/4-2012

Robert d. 22 april 2012Langt op i Kattegat eller Undine i Østersøen, nææ  ne, ej heller denne dag, vejret var dog ikke så slemt men turen blev aftalt til Rungsted havn kl. 9 og destination “Robert”. Marianne og jeg ankom i Hiacen og lille Sten stadig i sin blå Alfa (ej ny pink dyt) hehe. Anden kom lidt efter med Tornado og alt gik jo som planlagt, effektivitet, timing og fuld fart på klargøring, hurtigt ud og hurtigt hjem – NEJ, ikke denne gang. Tornado gad ikke at starte? Godt med power på batterierne og hovedafbryderen foretog en sammensmeltning, æv, hva nu? Sten og Marianne blev sendt efter ny afbryder, men ingen kunne bruges.

Kaos i båden

Uden om afbryder og med lidt hiven i diverse kabler, lykkedes det os at få gang i motoren, der var så gået en times tid – so much for effektivitet osv. 🙂 Afsetd mod Robert gik det. Hydrofobia lå på positionen og tre dykkere var i vandet, da overfladen var temmelig flad var deres bobler meget tydelige og vi kunne i sindsro smide i agten. Jeg kom i vandet og bandt på i bagbordside lige før søgegelænderet på de små pullerter. Sigten var super “Robertsigt” og med meget klart vand i næsten hele vandsøjlen, var der utroligt lyst på vraget. Jeg tog en tur rundt roret, agten og overbygningen dog uden at møde de andre dykkere. Der var stadig mega mange nøgensnegle overalt.

   Lille stenbider som holdt fast på torvet og kom ombord på besøg.

 Alle havde en rigtig godt dyk og overfladetiden gik med hygge og “Tsunarmiligende” bølger.

 På andet dyk foreslog Anders rundtur i stævnen og ja tak. Vi hoppede i baljen og stævnens fixpunkter blev udpejede på bedste vis. Super dejligt dyk igen for os alle sammen. Hjem til havnen igen og klokken var ca. 14 trods forsinkelsen med motoren.

Video fra turen:

Skøn og tør dag på vandet

Flemming  

20/4-2012

Cimbria skærtorsdag Allerede på hjemturen fra vores forliste påskerejse blev næste dyk planlagt. Ikke spektakulært, men business as usual og en lille eftermiddagstur i Øresund.

Lidt start problemer

Faktisk var vi klubbens andethold den dag. Havgassen blev luftet med vores seneste erhverve bil, men udover en meningsudveksling med førsteholdet på det kaotiske slæbested i Helsingør, nåede vi ikke at høre andet end at der var godt med strøm på Otto. Strøm på Otto har der jo altid været, så det afskrækkede os ikke synderligt, men der var nu også nogle pænt store dønninger, der blev opstuvet ned mod Helsingør af den friske nordvestlige vind. I hvert fald forsøgte vi at fange vraget, og tilsyneladende var der ikke meget strøm, lige indtil vi så at vi drev nordpå mod dønningerne med ca. 2 knobs fart, og bøjerne fulgte pænt med. Vi fik halet ind og der kom samtidigt et udfald af motoren, som krævede en hævesænkemanøvre før den kunne igen. Vi fortrak mod roligere vand på Cimbria, men skulle lige se efter noget på vejen, og mens vi søgte midt i det allermest befærdede farvand i hele verden, satte motoren ud igen. Ikke smart, vi drev med strømmen mod nord og kunne ikke starte, til gengæld var der en kæmpe skude, der sejlede med god fart lige mod os – og flere af os havde ikke dragterne på. Heldigvis drejede han af lige foran os, og vi kunne ånde lettede op, mens vi fik gang i maskinen. Vi nåede Cimbria, og fik smidt bøjer og lod i, og efter en hurtig korrektion af kastet, kom Thomas og Kasper i vandet for at gøre fast. Vandet var relativt roligt, og vi havde kun moderat strøm. Henrik gjorde klar og hoppede i men kom hurtigt op, for vi var rykket løs, men vi fik snart efter øje på en dekobøje, hvorunder vores kammerater drev med strømmen op mod færgerne. De blev hurtigt samlet op, og vi fik gjort klar til at binde på igen, så Henrik og jeg også kunne komme i vandet, og dykket, vandet var meget klart, og den hårde sandbund gav meget lys. Sigten på vraget var vel 8-10 meter og temperaturen ca. 5 °C. Der var lidt strøm i hele søjlen men ikke så meget at det generede for alvor.

Lidt af livet på vraget

Vraget myldrede med for små fladfisk, og en enkelt buskhoved var også en tur ude over sandet, hvor den fandt sig et lille asyl i noget skrammel. På vraget var der også spor efter Underberg, men det må være fra fiskerne, for vi bruger ikke de små kasser med kun tre styk…

Tænk det allerede fandtes den gang 🙂

Herefter tilbage mod Nordhavnen, hvor vi lige skannede lystfiskerne, om de hev hornfisk i land, men det gjorde de ikke, og så fik vi endnu et motorstop, og denne gang et af de mere genstridige. Men vi fik gang i maskinen til sidst og kom i havn. Og så skulle traileren lige have skiftet de centrale ruller, nu da båden var i vandet Reparationen var en ufordrende og ikke helt vellykket operation.

Mange kokken

Da båden var halet op, blev den øjeblikkeligt kørt i skammekrogen hos mekanikeren, kun kortvarigt forsinket af et trøstespisestop på ”Den gyldne måge”  Kim R

12/4-2012

Nixe og Taifun, “Fisk til alle”  Årets første “rigitge” dykkertur startet med afgang fra Gilleleje kl. 9. Sten og Piv havde medbragt “dimsen” til bummen (som heldigvis virkede). Anders  havde fået overtalt hans kæreste Mee til at komme med, og det var super hyggeligt, dog en sej “jomfrutur” at tage med på for første gang. Målet for turen var “Ostmark”, det er jo desværre et af de fantastiske vrag der er alt for sjældent at der er mulighed for at nå til.

Bådpakning

Vejret viser sig fra sin bedste side.

Vi sejler et stykke tid og vurdere at forholdende måske ikke er helt til de 30 mil til Ostmark, vi beslutter herefter at heade mod “Nixe” og evt. tage “Taifun” på 2. dyk. Overskyet var det hele vejen frem til positionen men det forsvandt heldigvis senere på dagen. Jeg indrømmer at det var mig der ville ændre kurs for dagens dykning, det fortrød jeg lid,t efter at forholdene længere oppe i Kattegat  var noget bedre end forventet. Jeg frygtet måske bare lidt at turen ville tage en krig og hjemsejlturen være en hård omgang, og med en halvmarathon søndag morgen i baghovedet, var det nok bare bedste at ændre kurs:-

Det søde kærstepar

Overfladehygge

Nå, men “Nixe” blev nået og Anden blev smidt i vandet. Jeg havde overladt påbindingen til Andres da jeg med meget stor sandsynlighed ville blive pisse våd i min dragt (kunne ikke finde hullet). Jeg hoppede i efter og kom ned på 15 m,. og kunne selvfølgelig mærke det kolde vand entrer min tørre dragt – pis! Sigten var super og jeg kunne se Anders, så jeg svømmede dog ned til ham og afleveret harpuner til ham, hvorefter jeg hurtigt kom i overfladen igen. Jeg havde forgrebet den våde omgang og lånt en ekstra dragt af min ven Tommy. Den kom jeg i og tilbage i vandet igen. Sigten var super på vraget dog noget ringere på bunden. Da jeg kom i båden igen og hørte Anders havde søgt fisk på hele vraget uden held, måtte jeg lige smide nettet med 5 skønne torsk på dækket:-)

Samlet fangst

Vi alle havde et dejligt første dyk og sejlet herefter  til “Taifun” for at tage andet dyk. Vejret viste sig fra sin bedste side, med masser af sol og ingen vind. Det var fantastisk at komme sådan rigtigt på havet igen efter den noget lange kedelige vinter – nu er vi helt klar (også til noget varmere vand). Andet dyk foregik, for mit vedkomne nogenlunde som første dyk – med at fange fisk. Jeg havde efter første dyk, fået hjælp af Mee til at fjerne indvoldene fra fangsten. Efter sidste dykkertur til “Libra”, havde jeg fået fyldt vores fryser derhjemme, så de 6 torsk blev fordelt bland de andre samt mine ventene forældre hjemme på kajen i Gilleleje. Dog tog jeg selv havkatten med hjem. Hjemsejlladsen gik super og klokken var kun omkring de. 16 da vi ramte havnen igen. Velkomstkomite og afrigning og desværre ingen farveløl (til mig), det var nok også mest fornuftigt, da halvmarathon dagen efter gik super godt.Video fra turen:

Tak for en skøn dag på vandet, det var rigtig hyggeligt.F

14/4-2012

OttoForårsfornemmelser og varme og vindstille. Dagene op til weekenden lovede fantastisk vejr, men virkeligheden kunne ikke helt følge med. Bevares, det var da bedre end længe set, men der var stadigvæk morgentåge og et par regn og haglbyger, der skulle overstås. Ikke desto mindre var der en del der skulle med på tur, og der var endda flere ture af sted på same tid. Vi skulle være tidligt hjemme og så var der kun tid til en tur i Øresund, og vi valgte derfor at ta en lille tur på Otto. René og jeg kørte i forvejen for at skaffe et adgangskort til slæbestedet, da klubbens kort ikke var opdateret, da det kun kunne ske på hverdage, hvor vi jo knokler for at få råd til at dykke! Vi fik fat på et kort efter en rum tid og adskillige udfordringer med automaten ved havnekontoret, og kom hen til de andre, der var mere end klar til at få båden de sidste meter ned i vandet.

Der gøres klar

Vi var syv personer, der ville med og vi fik ret hurtigt pakket os i Havgassen og kom ud af havnen. Vi nåede frem og fik smidt loddet og Kasper i for at binde på. Han bandt på bag overbygningen i styrbords side. Henrik og Allan og Thomas og Rene kom i efter, Steffen og jeg skulle sidst i, og i ventetiden inden det blev vores tur, kom en heftig byge af regn, slud og hagl.

Fint vejr og en smule strøm

På vraget var sigten 3-4 meter, og oppe i vandet var der godt 10 meter. Nede på Otto kunne vi endelig se den store ”omvæltning”, der var sket i vinterens løb. Hele agten er roteret og skredet ud mod bagbord, svellerne er også skredet lidt ud, så vores fiskefaste spisekammer er nu blot en historie fra fortiden. Der er mange steder, vor man kan kravle ind, men hele vraget er efterhånden i en meget sørgelig forfatning, og det virker ikke sikkert at gå ind under noget, flere af de plader, der endnu hænger fast, sidder kun i den sidste nitte, og venter kun lige på at saltvandet skal gøre det allersidste. Der var dog masser af liv, blot så jeg ingen rødtunger, men der er godt nok mange steder hvor de kan lægge og hygge sig uden for sikker rækkevidde. Vandet var ca. 5 grader, så 40 minutter var nok til at glæde sig til at få fingrene i en kop varm kaffe, og vi kom op gennem den friske strøm og op i båden.

Overflade hygge

Halvanden times løgnehistorier og så var det tid igen, og der var ikke sket det store i overfladetiden, men vi så de sædvanlige nøgensnegle, buskhoveder, flade, eremitkrebs, torsk og sej, og mange krabber af forskellige slags, bl a. nogle meget camouflerede maskeringskrabber. De hvirvelløse nældedyr (som jo altid er hvirvelløse…) foldede sig ud for at fange, hvad deres arme nu bedst kunne, så det var et frodigt og farverigt skue overalt.

Buskhoved på vraget

Men igen løb tiden og varmen fra os, og vi bandt af og fik en tur nordpå, men det var noget lettere at komme op i båden denne gang.

Og inden vi vidste af det, sad vi med en øl i hånden og stævnede lige mod Kronborg.

Mod Kronborg

Kim R

13/4-2012

S.S WaveVi havde været en tur på Wave for ikke så længe siden, men da min båd befandt sig i det sydsjællandske i forvejen, så ku vi lige så godt slå et smut forbi Bæltet endnu en gang. Dette forår har ikke været præget af den aller største tilmelding fra ”the usual suspects”, så vi måtte lige en tur vidt omkring for at få en fyldt båd. Ringene bredte sig helt til Ribe, hvor Teddy meldte sig på banen fra. Man kan sige at Sjælland er en lille ø, men set fra en bil med bådtrailer i røven, så vil jeg sige at den er stor nok og jeg ankom godt træt af at køre til Mullerup havn op ad formiddagen, til en havn indhyllet i tåge, til gengæld blæste det mere end forventet. Vi fik pakket båd og kom derudaf. Bølgerne var ikke så slemme, men stod skråt ind forfra og sjaskede lidt, da der var noget vind. Vi krøb i så meget vandtæt som muligt og forcerede, det skulle jo blive fint vejr i løbet at dagen, undtagen Kim der tog en god gang vand, i sær da det også begyndte at regne tæt. Vi ankom til vraget, jeg vil ikke sige i dårligt humør, men vi var enige om at det næsten ikke kunne være forår endnu og Mark der var kommet ud af vinterhiet og et par års fravær på dykkrscenen, prøvede at være positiv, selvom han vist ønskede at han havde valgt en anden dag.

Noget skeptiske, dog lysning i det fjerne

Humøret vendte dog en smule da vi havde smidt dræget og bøjen lavede ikke meget strømspor i vandet, så ikke meget strøm. God sigt på vraget kunne vende bøtten totalt, men det var der desværre ikke. Kim bandt på, Teddy lige efter og så ville Mark og jeg hoppe i når første mand var på stigen. Sigten på vraget var vel en 2-3m, ikke prangende men brugbar. Jeg svømmede vraget rundt et par gange, først for at finde nogle fede rødtunger, som vi har været heldige med før, men der var INGEN. Dernæst vraget rundt og kigge i krogene, sjovt som man finder nye detaljer hver gang og specielt når sigten ikke er særlig godt, så ændres fokus, ja selv nøgensnegle fik jeg set, samt en fin lille hummer.

Diverse nøgensnegle – masser af dem

På overfladen var det i det mindste holdt op med at regne og vinden havde lagt sig noget. Strøm og vind var modsat rettet og fik båden til at ligge på tværs, hvilket var noget af en udfordring for Teddys mave og det må have været slemt når man siger nej til en kanelsnegl og en underberger. Efter en god time gentog det hele sig selv igen, dog ville Teddy springe 2. dykket over. Jeg gentog også rutinen, ledte efter tunger og måske en torsk, men ingen at finde og gav mig til at mave mig ind i vraget for at se om en sømand havde glemt en ting eller to. Heller ikke det var der noget af, sigten var udforandret, men der var kommet lidt mere strøm på vraget og da kulden fandt mine fingre vendte jeg tilbage til tovet.

Se det var bedre, smilene er kommet frem

Da jeg kom op til en smule deko, kunne jeg se at lyset var tiltaget over mig og da jeg brød overfladen, kunne jeg glæde mig over at solen var brudt igennem. Se det var noget der lunede og da alle var i båden igen, så sukkede vi af glæde, især Mark, der måtte indrømme at han havde savnet røverhistorierne, havet, kammeraterne og ikke mindst de grønne tuborg der fik lov til at joine os. Turen ind virkede kort, sådan er det når solen skinner, så er man svær at kue. Vi fik rigget af og jeg prøvede at forberede mig mentalt på en meget lang køretur alene gennem vores lille ø.

Så er der 2 timers kørsel forude

Tak for en godt tur og hatten af for Teddy der kørte 450km for et middelmådigt dyk!Henrik

5/4-2012 

En Begivenhedsrig dag på Øresund EllerHvis noget kan gå galt, vil det gå galt (Grunden til at det har taget lidt tid at få denne beretning skrevet er at den er skrevet som en del af krisehjælpen som jeg har modtaget efter denne tur.) Nu er der jo tradition for at den enten er den sidst ankomne eller Kim der skriver beretningerne, men denne gang blev det anderledes.  På trods af at jeg kom først og at Kim i øvrigt også var med var det mig der fik æren af at skrive om alle de dramatiske begivenheder der udspillede sig på Øresund den dag i april hvor Murphy var med ombord på Ran. Da jeg som den første mødte op i Helsingør havn lidt før tid var der allerede en stor flok havbasser i gang med at rigge Havgassen af og skælde Nicolaj ud over den måde han sejlede på. Samt sparke dæk på vores fine nye havkasse. De havde været på Otto og strømmen var så kraftig at kaptajnen valgte at forblive tør, i hvert fald indtil de sejlede ind. Men det er der nok en af dem der har skrevet meget mere om. Nå efterhånden dukkede Kasper, Kim og til sidst Henrik op, og efter lidt masen med at få båden vendt på det amputerede slæbested kom vi af sted med Otto som mål. Ganske vist var der jo meldinger om kraftig strøm, men det var nok bare en skrøne. Fremme ved positionen blev loddet kastet efter nogen tid, men der var ligesom et eller andet der drillede. Loddet for af sted og bølgerne var også noget tiltagende i højde, så vi valgte at sejle ned til Cimbria og dykke der i stedet. På vejen fik vi ganske vist motorstop, men med lidt hæven sænken af motoren kom den i gang igen. Men ikke en rar fornemmelse tæt på det smalleste sted i Øresund. Nu mente ca. halvdelen af besætningen at det var en god ide at gå i havn. Men sådan blev det ikke. Vi sejlede videre og lidt syd for Kronborg skulle kaptajnen lige søge på noget. Og ja så fik vi motorstop igen, en ganske spændende oplevelse da vi kunne se både styrbord og bagbord side af den store Bulk Carrier der kom tættere og tættere på. Lidt febrilsk roden og et radio opkald senere drejede skibet lidt af og passerede tæt agten om os. Motoren kom i gang igen, og tænk der var folk der gerne ville i havn nu.

Kaptajnen sejlede ufortrødent videre mod Cimbria og lidt senere kastede vi loddet. Jeg fik æren af at binde på, og det sidste Henrik sagde var bind nu ordentligt på. Hvilket jeg nok mener at jeg plejer at gøre. Nede på vraget var der gudesigt og jeg valgte at binde fast i en kraftig tværstiver i Skylightet. Derefter var det bare at svømme rundt og nyde det og blive imponeret over hvor meget sandet kan nå at flytte sig på sådan et vrag. Lidt senere dukkede Kasper op og jeg skyndte mig ud i stævnen. Der kom tossen så også ud og signalerede at bundtorvet var væk. Først var jeg noget paf over at en så dygtig dykker ikke kunde finde rundt i den sigt, men da jeg fulgte ham ned til stedet hvor jeg havde bundet på måtte jeg konstatere at han nok havde lidt ret. Men det var nemt at se hvor tværstiveren havde siddet. Vi valgte så at øve disciplinen fri opstigning og opsendelse af søpik (Kasper dumpede) og kunne i overfladen langt væk se en meget lille gummibåd med 2 mand ombord, der gjorde en kunst i ikke at signalere til os. Nå mens vi sammen drev nord på i Øresund fik vi snakket om mange ting, vi havde nemlig rigtig god tid til det. Og vi var da også begyndt at svømme mod nærmeste sø markering da Ran med besætning til sidst samlede os op. Nu skal man da ikke lade sig slå ud af sådan noget, og vi sejlede tilbage til Cimbria så Kim og Henrik kunne få dykket. Da deres dyk var overståede sejlede vi tilbage mod havnen, og kun et par motorstop senere kom vi inden for molerne. Efter afrigning af båd, lidt mislykket trailer vedligeholdelse osv. tog vi en tur på den gyldne måge for at få kroppen i balance igen. Kasper havde klart mest brug for det. Ned med maden som smagte som den plejer, desværre. Og så farvel og tak.  Tak for en begivenhedsrig dagThomas

En meget sulten Dykker 

5/4-2012

Påsketur med Ternen Planerne var store, 14 dage med kurs mod Skagen, Læsø, Hönö og alle vragene i Rabarberne. Det kunne ikke gå galt, for vi havde jo to uger…Vores afgang blev udsat et par dage, for vejret var ikke optimalt, men vi havde jo heller ikke så travlt, og Ternen lå jo i Grenå klar til afgang, når vi ville. Men mandag formiddag var der håb om bedring i vejret, i hvert fald for tirsdag, og sidst på ugen så også OK ud. Jeg hentede Allan og vi hastede mod færgen til Grenå, hvor vi skulle møde Sten brandmand og Kim A. Vi nåede lige akkurat at få røven indenbords på færgen inden broklappen gik i. Vi fik gjort status, og vi manglede kun lidt frokost, før turen ville blive en succes, men vi ventede lige med at spise, til vi var på den anden side – der var noget med et spisested ved det første vejkryds(?). Men der var ikke noget spisested, og vi nåede havnen i Grenå før Allans tarme skreg så højt, at vi måtte gøre noget. Ind på havnegrillen, hvor der bestemt ikke var oliekrise. Der blev lagt en dæmper på de skrigende tarme, men de sure opstød afløste dem i rigt mål.

Det stolte skib og lidt grej

Vi læssede alt vores grej ombord og fik installeret os på Ternen, og så skulle vi ha’ styr på planerne for tirsdagen og resten af turen, mens kompressoren blev vækket til live efter vinterpausen.

Service på kompressoren

 Vi ville drage mod syd (Skagen?), hvor der ville være bedst vejr ~ mindst vind. Vi skulle dog returnere til Grenå samme aften, da vinden ville tage til og vejrudsigten sagde vind onsdag og nogenlunde vejr torsdag og fredag. Resten af dagen gik med at hilse på Åge og se lidt på hans fine ting på gården og besøge hans barskab. Da vi kom tilbage til Ternen, stødte Jørgen til, så vi nu var fem dykkere, og vi kunne fokusere på dagens sidste vigtige begivenhed – middag. Den indtog vi på en restaurant tæt ved havnen, men serveringen var ikke uforglemmelig på den gode måde. Vi fik derefter en øl på Ternen inden vi tørnede ind. Tirsdag morgen startede med let frostvejr, hvilket udgjorde et problem, da vi skulle bunkre vand og slangerne var frosset. Ved alles hjælp og bestræbelser og en times forsinkelse kom vi af sted.

Endelig klar til afgang

Vi havde en sejltid på ca. 3 timer, inden vi var fremme ved en ældre kuldamper. Vi kom frem og fik smidt loddet og så startede turen for alvor, for det var jo en dykketur. Sten og Kim hoppede først i, så ville Jørgen tjekke sin JJ-rebreather, der havde fået repareret elektronikken. Sidst skulle Allan og jeg i, og jeg ville så binde af.

Broen på Ternen

De første meldinger fra vraget, det var hummer, Sten og Kim havde hver nogle stykker med op, og mens vi beundrede fangsten, blev der råbt ”Hjælp” fra stigen. Det var Jørgen, der havde en hummer i hver hånd og derfor ikke kunne kravle op, før han var blevet aflastet.Endelig skulle jeg i vandet, der var meget klart i de øverste 15 meter og derefter 3-5 meter. Temperaturen var 4 °C. Vraget var meget sammenfaldet med masser af plader, der lå tæt på bunden. Jeg nåede ikke at se hele vraget og ved derfor ikke præcist hvor stort det var, men jeg nåede at skyde en fin havkat lige ved bundtovet. Jeg kunne ikke hive fisken ud af skjulestedet. Jeg halede i harpunen med den ene hånd og trak i halen med den anden, men lige lidt hjalp det. Allan kom og prøvede at hjælpe, han halede dyret i halen mens jeg trak i spyddet, man kan roligt sige vi famlede i blinde. Jeg tog mod til mig og lod hånden glide langs spyddet og fandt hovedet på fisken og fik en hånd bag gællerne og kunne efter yderligere et par minutter hale den meget utilfredse havkat ud af hullet, så den kunne få en kniv i skallen og blive rolig nok til at komme i posen.Allan var lige gået op med nogle hummere i hans goodie-bag, så middagen var sikret.

Nam-Nam

Noget forpustet, men også ganske godt tilfreds, svømmede jeg nogle meter væk, indtil jeg kunne orientere mig, dvs. se noget overhovedet, for der var en enorm muddersky, men heldigvis løb en svag strøm på tværs af vraget, så sigten blev hurtigt bedre. Jeg så flere hummere, men jeg kunne desværre ikke nå dem med armen alene. Jeg så også en havkat til, og den fik også en harpun i skallen. Den var lidt lettere at få i posen, selv om den var også meget fin i størrelsen.

Lidt til hovedretten

Pludselig var tiden gået og jeg havde faktisk ikke set hele vraget, men det måtte vente til en anden gang, så jeg løsne slipkrogen og lod mig glide med loddet ud over bunden på et parogtyve meters dybde, hvor jeg, med loddets hjælp, fik sat en skræk i livet hos en del fladfisk.

Vejret kunne ikke blive bedre

Op igen og nu var der lidt sol, hvilket var behageligt nok, og så lige en servering, der fik varmen tilbage i fingerspidserne og klarede bihulerne på samme tid.  Vi sejlede tilbage mod Grenå, men undervejs skulle vi lige dykke lidt på en ubåd, hvilket Sten, Kim og Jørgen gjorde, og Allan og jeg ville så dykke på et vrag, der blev kaldt ”Naglevraget”. Meldingerne fra ubåden var, at der ikke var så meget liv der, men vi havde jo sikret middagen, så det var ikke noget problem. Naglevraget havde fået sit navn efter alle de nagler, der sad fast i de planker, der lå på og i bunden. Ellers var der ikke meget andet end spredt vraggods og kulstykker, der viste, at der en gang havde været et skib på bunden. Der var en hel del liv, desværre ikke af den spiselige slags, men vi havde jo også rigeligt til aftensmaden.

Lidt konk i bunke

Der var ikke bundet på, så det var bare at stige op, da jeg havde pillet ved et par nagler og set lidt på konksneglenes seksualliv, diverse eremitkrebs og nøgensnegle. Tilbage på Ternen var det så småt begyndt at lufte igen og vi sejlede mod Grenå, hvor vi nåede i havn ved 20-tiden. Vi fik hurtigt sendt en stafet til købmanden efter lidt dild og flutes, samt ingredienser til hollandaise sauce. I dette tilfælde vil det sige pulver…

Human hummer aflivning

Vi lavede middagen oppe på gården hos Åge, hvor vi fik taget livet af seks fine hummere og en stor havkat, der dog var slagtet i forvejen. Vi kunne ikke koge hummerne hele, men vi tog kløer og bagkrop, og der var mere end rigeligt! Middagen blev indtaget med boblende vin, som Åge havde på køkkenbordet og så et par øller for at komme tilbage til virkeligheden. Vi havde på dette tidspunkt luret vejrudsigten, der sagde hård vind onsdag, så vi ikke kunne sejle ud og havde ikke så travlt med at komme tilbage til Ternen, for at krybe til køjs.

Påske mad

Onsdagen gik lidt med at traske rundt om den varme grød, og diskutere hvad vi skulle vi, kunne og ville. Der blev spillet et par Red Warszawa numre/videoer uden vi blev meget klogere, og vi fik smidt Allan i vandet, så han kunne skrabe lidt rur af skrue og skrueaksel.

Så skulle der lige dykkes i havnen

Efter frokost nærstuderede vi vejrudsigterne for sidste gang og blev enige om at tage hjem, men være klar, hvis der kom en mulighed med flere sammenhængende dage med stille vejr… Kim R