30/5-2010

Foto for viderekomne Søndag kom 3 inkarnerede foto entusiaster forbi Farum. Desværre var vejret ikke med os så, det der kunne have været en kanon dykkertur med Havgassen på Øresund blev til et stædigt dyk i Furesøen. Sigten var så absolut ikke til undervandsfotografering men dedikeret som Søren og Kim nu en gang er så slæbte de hele balladen med i søen for at få et billede af de ”berømte” Furesøkrebs.

En af berømthederne fra dykket

Rene blev smidt i som en slags forpatrulje, hurtigt kom han tilbage med et af de små bæster i en glaskrukke som han havde fundet. Kort efter hoppede jeg selv i med min knægt, som trods dårlig sigt og stedets lave placering på ranglisten over interessante dykkersteder ivrigt udbrød ”når jeg har fået varmen så vil jeg have en tur til. Det er fandme fedt det her”  (11 år og kommende havbasse)

Op af vandet for at blive tørret og så ned og få noget frokost på en falafelbar. Efter den ”kulinariske” servering gik det i rask tempo mod svømmehallen. Her stødte Peter til med en guds velsignelse af udstyr til fremvisning af billeder.

En smule af det meget udstyr

Kl 1600 præcis stod alt klar til et 3D fotoshow som får alt hvad jeg tidligere har set til at ligene noget forældet bøvs. Desværre havde jeg ikke magtet at gøre stærk nok reklame for fotografernes ankomst, i hvert fald var der ikke overvældende mange Havbasser i stolerækkerne. De som kom, fik til gengæld set hvordan seriøst fotoarbejde gøres både over og under vand.  

Selvom det hele handlede om fotografering så ville det overhovedet ikke have givet mening hvis jeg havde smidt nogle billeder fra dagen med i beretningen. 3D billeder kan alligevel ikke visses uden det nødvendige udstyr og 2D fotos af et 3D arrangement ja det er vel som at forsøge at beskrive den smukkeste kvinde udelukkende med håndtegnene fra dykkerhåndbogen………….

Selv vil jeg sige tusind tak til Søren Herts Christensen, Kim Meineken og Peter Ramløv som stillede op med udstyr, billeder og viden.

I tilfælde af at der skulle sidde nogle Havbasser som fortryder at de var for sløve til at dukke op, Så har Peter tilbudt at han en gang til efteråret vil komme igen med hele sit setup.

Hilsen Teddi 

27/5-2010

Sikkerhedsudvalget 30:2 havde indkaldt til årets genopfriskning af dykkerrelateret 1. hjælp allerede kl 19.

En smule forsinket – Langebro var oppe – nåede jeg frem til en noget begrænset forsamling af Havbasser. Jakob (prospekt Havbasse) havde fået til opgave at pakke talegaverne ud og guide os gennem den mest relevante for os på havbasse-niveau 1.hjælp.

Der blev ikke sprunget over nogle steder

Gutten havde vist læst godt på lektien i hvert fald stod munden knap stille på ham i den >1 time, der blev forelæst om partialtrykskader, differentialtrykskader og 30:2 rytmen – som vist er ændret fra 28:2 siden sidste år – eller 27:3 – eller hvad det nu var….. 

2 stks patienter – begge ved anne’er var blevet medbragt fra bispebjerg hospital. narko-anne tog søren, allan og nogle flere sig kærligt af, mens resten af gruppen kæmpes for at holde liv i anne-to med klar og tydelig tælling til 30:2. efter nogle halsbrækkende forsøg på genoplivning, måtte begge patienter dog transporteres tilbage til deres plads i skabet på bispebjerg, mens vi andre reddere fornøjede os med en øl eller to efter endt svømmetur… 

Tryk til det knaser

Fremmødet var en lille sluttet men hyggelig kreds – men man kunne måske have forventet at lidt flere havde mødt op….

27/5-2010

Verdens længste dykkertur  Ja, turen startede allerede dagen før. Jeg kørte til mekanikeren og hentede båden med nyskiftet leje i gearkasse, sådan en del klik syd for Køge. Hjem i mors garage, sove der og tidligt op, ja forventningens glæde startede allerede midt om natten da jeg stod sammen med pindsvinene og tissede i haven, til måneskin og total stilhed.  Kasper blev samlet op i Kastrup, Asger og Allan kørte direkte til Smygehamn. Turen over broen var næsten for meget for inkarnerede Østersødykkere, havet mod syd lignende en gryde olie, og rastløsheden bredte sig i kroppen, hvem har fundet på at man kun må køre 80 med trailer!? Båden kom i vandet, der blev hilst på Bo og søn (fra det lille værft på havnen), læsset, startet op og den lille fedtede gule seddel i Allans lomme kom frem. Nye positioner skulle tastes ind. Jeg satte motoren i bak OG DER BLEV DEN! Tusind tanker løb gennem hovedet på mig, havde jeg monteret skrue omvendt, var gearskifteren defekt, drømte jeg eller hva. Nej, faktum var at den kære mekaniker, havde samlet gearkassen forkert, motoren ville kun blive i bak, frigear og frem stod stadig syd for Køge.  Av. Vi sundede os lige et øjeblik og der blev ringet rundt til samtlige allierede i sydsverige om en mulig redningsplan med andre både. Team Anders sejlede ud da vi kom, så det gjorde ekstra ondt at tømme båden igen og trække den op. At vi skulle forlade havnen i sådan et vejr, som der måske kun er en håndfuld af på en sæson, ja gæt selv hvordan stemningen var.  Turen over broen var nærmest tortur, Kasper og jeg havde besluttet at køre båden direkte til mekanikeren igen, der i den anden ende lovede bod og bedring. Vi affandt os med situationen og nu da havet var ude af syne, tog dagen alligevel karakter og nu skulle båden bare blive klar én gang for alle.

Lidt at falde ned på, langt ned

Bilen nåede næppe at holde stille på gårdspladsen førend gearkassen var skruet af igen. Og med den ekspertise og energi der blev lagt for dagen, var det en gåde hvordan JJ havde kunnet samle den forkert første gang. ”om mindre end 2 timer er dig og Kasper, bil og båd, med gearkasse kørt igen og det er jeg også” Og det holdte stik, selvom manden havde noget ”bad standing”, så kunne man ikke lade være med at blive imponeret.

Mercury Enuk

Planen var at køre tilbage til Smygehamn, tage et enkelt aftendyk og så placere båden i laden under alle omstændigheder. Dagen var alligevel spildt og det var ikke meget længere at køre end til nordsjælland med båden. Asger og Allan kom med den dejlige melding at hvis vi mente det, så ville de vente på os. Så blev der givet gas, tolderne var heldigvis gået hjem, for mærkelig må det ha set ud med båden passere bommene for 3. gang den dag. Der kan være meget i sådanne pontoner! Vi ankom til havnen lidt over 5 og rutinen gentog sig, dog med den forskel at alt virkede og den fedtede gule seddel forblev oppe af lommen. Vejret var stadig skønt, ja det regnede på Sjælland, men her var der sol og sommer. Næsten. Med stort lettelsens suk stævnede vi ud mod en ny position 16 mil ude og hvor sejler den båd dog som en drøm. Den mislyd der havde været fra motoren, som gradvist var blevet værre, var væk og vi kunne næsten stå og hviske til hinanden omkring styrepulten.

Endelig på havet

Der var desværre ingenting på de 2 positioner, det har vi prøvet mange gange før, så det kunne slet ikke slå os ud, vi havde et sikkert og meget dykværdigt alternativ tæt på. Et meget gammelt trævrag vi ikke har set siden sidste forår, fyldt med detaljer. Vraget blev loddet op og hvor var det skønt at være tilbage i vores sø. Ingen bølger, ingen strøm, ja slet ingen strøm. Allan fik æren af at binde på og jeg lige efter. Det hvide tov skar sig ned gennem vandet, det var klart og fra 20 meter kunne jeg tydeligt se Allans lygte og detaljer på vraget yderligere 20 meter under mig, jeg slap tovet og lod mig dale ned i det kolde mørke med den skønneste fornemmelse i kroppen og den dejlige tiltagende kvælstofrus som vi dybluftdykkere værtsætter så højt. Alle fik dykket, klokken var efterhånden mange, men der var flere skud i bøssen. Vi brugte lidt tid på at søge flere positioner og tøffede mod nord.  Andet dykket blev enstemmigt valgt ud. MS Bonita, hvis sigten var lige så god her, så tegnede alt godt. Og det var den. Allan sprang over og jeg bandt på. Loddet, kæde og de 10m for meget tovværk lå i en bunke på broen og det tog mindre end 10 sek. at binde på. Man skal passe på ikke at blive for kåd i den sigt, man glemmer helt at man er under vand.

Bonita set fra oven

Jeg svømmede mod agten, ind i kahytterne der og frem mod broen igen ind over alt. Asger og Kasper kom ned og jeg lå et øjeblik med slukket lygte, der var masser af lys på vraget trods tidspunktet på dagen, eller aftenen og nød synet af dykkerne der kom ned af tovet og videre ud på vraget. På 16 meter kunne jeg stadig se deres lygter nede på vraget, mere end 20 meter under mig. Jeg glemte dog at kigge efter, da jeg efterhånden blev bombarderet fra oven af Allans Underbergerflasker der kom synkende foran mig. Han hyggede sig gevaldigt deroppe, som den eneste skulle han ikke køre!

Halvfuld??? Var i løbet tør?

Asger brød overfladen som den sidste, badet i solnedgang og nyopstegen fuldmåne. Allan var halvfuld, humøret var stort og de sidste 8 mil hjem gik som en leg. Båden blev trukket op og jeg havde så meget overskud når jeg vidste at båden bare lige skulle op i laden og så var jeg i Kbh som den første, kl. 00.30!

Sidste mand ombord

Et par små videoklip:  http://www.youtube.com/watch?v=RPYaq9-xLhI http://www.youtube.com/watch?v=Uve5q0xwBvM&feature=related Ja, en lang dag kræver en lang beretning! Tak for turen. Henrik

27/5-2010

UndineSå blev det endelig tid til østersøtur. Kl. 0800 klar til afgang med ak.. jeg sad endnu engang og ventede med længsel :=) Anden havde været på ”nat” og havde fri kl. 8, derfor skulle Jones hente båden, så vi hurtigt og effektivt kunne rykke… Jones ankom kl. 8:15, Anden efterflg. og Mark til sidst – derfor skriver undertegnede:=).  Pakke og af sted..

 Fin udsigt..

Fremme i ”stinkehamn” og gang i udpakning i strålende solskin og ingen vind.

Allan og Asger ankom og vi fik hyggesnakket lidt, inden Henriette og Kasper kom med deres båd. Vi fik pakket færdigt og derudaf gik det.

Tjek lige smilet på Skipper..

 Mark havde også været på ”nat” og trængte lige til en lille lur

Se hvor glad man er..

Tjek lige handsken – amor

Sådan skal det se ud..

Med Undine (se http://vrag.dk/vrag/undine.html ) liggende under os, gjorde jeg klar til påbinding (skylder stadig). Ned af gik det, nemt men ski.. koldt. Jeg havde bedt om at få kastede dræget omkring midtskibs og så sandelig lå det pænt placeret nede i vraget, jeg slæbte loddet op til rælingen og fandt noget småmetal at binde fast i. Turen gik ned til bunden og agterud – hvor er det dog bare et fantastisk vrag, der er altid noget at undersøge, kigge på og opdage, jeg bliver aldrig træt af at dykke her. Efter en god halv time var det tid til at heade tilbage til bundtorvet, det var godt nok også koldt – 5 grader. En sidste gang inden opstigning, skulle jeg lige kigge indenfor – og der stod bare den største og dejligste torsk og ventede på mig….

Godt 12 kg. uden indmad..

Vi alle tre havde et super første dyk og overfladetiden gik med historier, hygge og hvile. Det var Mark´s første dyk siden september, så han ville gerne have en ca. 3 timer inden andet dyk.

Råhygge og afslapning

Man kan også lige dimse med sin nye (brugte) lygte..

Sigten på vraget på førsate dyk havde været en ca- 5-7 meter og lidt i underkanten af hvad det plejer. Andet dyk var ikke meget bedre hvad angik sigten, men igen et fantastisk dyk. Jeg svømmede en del rundt indenfor hvor sigten helt sikkert var meget bedre. Med 12 min. deko på computeren var det tid til opstigning – øv.

Super dejlig dag på vandet..

Med fede oplevelser både for ”tand” og ”øje”, gik turen hjemad mod havnen. Skipper havde overladt styretjansen til Jones, som gjorde en rigtig godt og behageligt job. Tilbage i Smygehamn, hvor klokken var blevet en 18 stykker, var det trængsel med kran, lastbiler , master og både, som skulle i vandet, op af vandet og have ny mast, så vi fik hurtigt rigget af og pakket os sammen. Der blev fortalt historie på havnen om gummirippen der kun kunne sejle baglæns!! og måtte på land igen – mærkeligt, da Henriettes bil stadig stod med tom trailer pænt parkeret. Jeg kender historien, men den kommer nok beskrevet i en anden beretning?

Så er vi klar til turen hjem..

Tak for en (igen) uforglemmelig dag på vandet – drenge og Undine.. F  Burde jo sidde på ”Tornado” hehe…

22/5-2010

Kronprinz WilhelmVinden var væk – det var Kattagatvejr!! Med lidt omrokkeren og afmelding-tilmeldings-haløj i deltagerlisten, endte 6-mands holdet med Lis, PPP, René, Kasper, Thomas og skribent. Før afgang fra svømmehallen var flaskefyldningen en udfordring. Kompressoren havde valgt at strejke, så den haltende rejsekompressor måtte i brug. Det lykkedes alle mand at få luft, og lettere forsinket kom vi af sted mod Gilleleje. Så snart Havgassen kunne komme i vandet blev den pakker til bristepunktet – I ved, dykkeres rod….. og af sted mod S/S Kronprinz Wilhelm.

Gillelejehavn

Tåge-tåge-tåge eller rettere havgus laaaaaaangt ud på Kattegat. Så tæt at det blev til et stop undervejs omkring Mirs, for diskussion af om vi nu var på det gale spor… enkelte af os har stadig episoden klar i hukommelsen med passager færgen ud for Trelleborg der i tæt tåge kom alt alt alt for tæt på den tilsyneladende usynlige Havgasse… men vi skulle langt mod nord, uden for sædvanlig sejlrute, så de par af os betænksomme, lod os overtale. Heldigvis. Solen brændte igennem tågen netop som vi ankom til positionen.

Sol over Kronprinzen

Kasper meldte sig frivilligt til at binde på og dræget blev smidt ved hjælp af ekkoloddet fra Havets Dronning, for Havgassen havde mistet synet. Dræget var landet på bunden lige ved siden af vraget og Kasper havde luret lidt omkring før han fik vendt sig og set Kronprinzen trone frem som en kæmpe sovende kolos på havbunden. Thomas skyndte sig ned til sin makker, og Lis og jeg var andetholdet.Sigten var eminent, +10 meter, og masser at lys fra solen. Et par meter fremme foran stævnen kunne både havbunden og kanonerne på fordækket ses i det sjældent klare vand.

Kasper næsten klar (find madpakken)

Dødemandshånd hang i massevis ned langs vragsiden, multifarvede, men med sovende polypdyr – de så i det hele taget noget slappe ud… Mod agter var der mylder af taskekrabbe – ganske store – der var taskekrabbefest i garn og hulrum her og der, og her og her og himmel og hav, de var alle steder!! Sabellaer hang, med deres fine hvide fjeragtige tentakler fuldt udslåede, inde i vragets mørke. I ly af dækket, hvor sidepladerne er faldet af spanterne stod stimer af fiskeyngel (?) – orange-røde meget små kræ – der trods den mindre størrelse henledte tankerne til rødehavets glasfisk. Der stod torsk i massevis under alle plader, selv oppe på dækket. Langs vragsiden glinsede fouragerende sej, og under pladerne på bunden fik vi at vide der var set havkat. Gasblandingen for både makker og jeg var fed og god, men desværre liiige i overkanten for god til vi i fred for computernes partialtrykadvarsels koncert kunne tage en tur ned til bunden.

Dybden krævede 2 timers overfladetid for at 2. dyk ikke blev alt for kort. Fantastisk. Pligt til hygge i 2 timer – nogle pligter er nu dejlige pligter! Der var med andre ord masser at tid til madpakker, sørøverhistorier fra vinteren… og de tidligere år, samt diskussion om placeringen af diverse krigsgods på resterne af Kronprinzen.

2.dyk blev til fiskedyk – det var lidt svært at vælge, og lært af nylig erfaring ved jeg at torskens størrelse ikke er proportionalt med størrelsen af dens øjne. Den udvalgte krabat var ingenlunde interesseret i at ende på middagsbordet og i min fryser og gjorde mægtig opstand af harpuneringen, med manøvrer og dans omkring harpunen, så enhver Pole danserinde ville være blevet svært misundelig. Den genstridige torskefangst på 36 meters dybde gjorde et godt indhug på antallet af bar. Barerne raslede lystigt nedad i takt med tiden til dekompression, som alt for hurtigt begyndte at tælle opad. Så multifangsten har jeg endnu til gode.

Fin fangst

På tovet blev det til et hurtigt godt-dyk-vink til René og PPP der hastigt sank mod det lyse dyb.Foruden aftensmad, blev der hentet et par paraplystativer med op fra vraget. De var fyldt med det fineste mudder, og vi skammede os lidt over bare at hælde guldet i havet, uden at tage lidt med hjem til Hans, som med sikkerhed kunne have fortalt os superhistorier om en masse spændende krims-krams i mudderet. Efter vask, trængte paraplystativerne til et citronsyrebad og derefter pudsepudsepudsepudse, så skal de nok blive så gode som nye igen.

Nogle regner vist med mere regn til sommer

Mens vi gjorde klar til turen retur til Gilleleje med en afterdive og sammenstuvning af grej lukkede havgusen sig omkring os igen; nu endnu tættere end om morgenen. Et 3. dyk på luftsjatten på Mirs var ikke attraktivt med skibstrafikken tudende i tågen omkring os. Thomas førte os sikkert og i det dejligste tempo tilbage til Gilleleje havn, hvor gusen lå så tyk, at man ikke kunne se indermolen fra ydermolen!

Inde i land skinnede solen frem, og det gik rapt tilbage til Farum til afregning og så hjemad.Takker for en pragtfuld dag.

Lotte

21/5-2010

Triple dyk i Kattegat  Efter endt tandlægebesøg og arbejde var planen, afgang fra Gilleleje med mødetid kl. 13. Marianne og jeg var klar ved 12:45 tiden og ventede med længsel på Jones og Anden med båden. Tænk sig at denne dag skulle være dagen hvor Pilegård var med på turen! Det kunne have været ret hyggeligt, men ak!  Havgassen troppede også op med Henriette og Kasper foran sig, samt Asger i egen bil (ellers konens). 3 dykkere i gassen og 5 i Tornado = uligevægt, så selv om tilbuddet fra vores Skipper lød på frit valg til Pilegård, valgte han at sejle med gassen (meget mærkeligt). Med havgassens upålidelige Navigator, men dog med en medbragt håndholdt valgte vi at positionen skulle være Taifun (18 sm), så kunne gassen altid følge trop – hvis de magtede de relative irriterende nordvestlige småbølger – det viste sig at de gjorde. Ca. 30 min. efter afgang nåede vi positionen. Min hånd har det noget bedre og skyldte på kontoen, så jeg hoppede i vandet som først og derfor påbinder, lige inden jeg ramte overfladen så jeg havgassen nærme os med hastig fart. Turen nedad var fin og temmelig varierende i klarhed samt temp. De 32-33 m. blev nået, men det var heller ikke før 10 cm. fra vraget, at jeg kunne skimte noget der mindede om gammelt jern – fuck en lortesigt. Jeg har aldrig oplevede en så elendig sigt, og påbindingen var i den grad vanskelig, jeg kunne ikke se noget som helst og det jeg kunne se, var ikke til at holde to både med. Efter ca. 7 min. kamp ankom Anden. Han viste ikke helt hvad og hvor hjælpen skulle sættes ind (forståeligt nok), jeg fandt til sidst rælingen og noget at binde fast i, der var nu gået 9 min. og så snart kæden var bundet blev der også strammet op – heldigt. Jeg brugte efterfølgende 20 min. på at svømme vraget rundt for lige at finde ud af hvor jeg var, det viste sig at jeg havde bundet på ca. midtskibs tættere på stævn i styrbordside. Jeg havde medbragt harpun i håb om store friske torsk eller havkat, men med 10 cm. sigt vraget rundt, var det extremt begrænset hvad der blev spottet (både vrag og liv).  Tilbage i båden med meldingen om ”skodsigt”, forblev Henriette og Pilegård i gassen. Vi andre havde med rette haft et noget ”kedeligt” dyk, men ét dyk

Lé chef

Gassen headed mod Bygdøy og vi andre sejlede til Holmen IV i håb om bedre sigt! Med de ca. 28 m. til bunden var den da også temmelig meget bedre. Jeg skyldte stadig og hoppede forventningsfuld i vandet. Holmen IV er et fint lille vrag som denne dag havde en 5-6 m. sigt – skønt, men dog ingen ”skydbare” fisk. Dykket var stille og roligt, fint og afslappede, ikke så meget at kigge på andet end et fint vrag. Vi alle 4 havde en godt dyk og var derfor ikke klar til at sejle hjem endnu!

Til tider fint vejr.

På de sidste ture med Tornado har Skipper manglede sit ”skindsæde” ved styrepulten, da det har været til ”skrædderen” for at få ny ”skind”. Fint var det også med ny ”hud” og det havde også kostede en masse penge, så mange at Skipper ikke vil ud med hvor meget J Det var dog særdeles trist at se sædet blev ødelagt igen – godt at det var Skipper selv der havde ubevist ”snittet” i det nye skind.

Gaffatape er uundværlig men ikke kønt.

Nå, men vi skulle jo videre. Målet for dagens tredje dyk blev ”Julie”. Det er ikke det mest besøgte vrag og det er der en grund til. Sigten var en mellemting mellem første og andet dyk, så det kunne være værre J Igen ingen fisk, i hvert fald hvad jeg kunne se – uden lygte, for den lå fint oppe i båden og jeg gad bare ikke at hente den, så jeg dykkede et kvarters tid og så var det tilbage i båden og en dejlig kold øl.

Dejlig øl i aften solen.

Sejlturen tilbage til havnen skal vi ikke tale så meget om, andet end at Marianne havde temmelig ondt i lænden, men Anders har lovet hende at han nok skal sejle ”pænere” næste gang – hehe.. Vi var stort set lige ankommet til slæbestedet da gassen kom tøffende – pudsigt ikk?? De havde dykket på Bygdøy og havde vist haft fine dyk med bedre sigt. Beretning derfra følger nok….? Jones havde efter information om flere både i vandet, været fordi en tank for at købe lidt hyggeøl til turen. Da turen ikke helt forblev i samlet trop, havde han lidt til overs – en stor én jeg kan ikke huske hvilken én men god var den. Vi hyggede lidt over denne flaske og fik samlet os sammen for at drage hjemad, der var klokken også blevet mange. Tak for en dejlig, hyggelig tur dog uden de bedste dyk. F 

9/5-2010

Stevns og KøgebugtDer var lagt op til dobbelt dykkerdag denne weekend. Men efter en rigtig go dag i Østersøen lørdag, så var det ikke helt så skidt at der ikke var folk nok til turen søndag, når nu ”the usual suspects” faldt fra. Kasper var dog rigtig dykkersulten og pressede på og ledte efter folk. Vi måtte opgive, men jeg var alligevel blevet hooked på lidt mere dykning og med den vejrmelding, så skulle man være et skarn hvis man ikke udnyttede den. Så Kasper og jeg aftalte at sove lidt længe og så tage af sted ved 10 tiden. Målet var Rødvig havn, så kunne jeg sætte båden af hos en kammerat på Sydsjælland køre den lange tur hjem uden båd, for at hente den mandag og køre til service hos Jan Jørgensen som bor lige ved siden af min kammerat, så var den lange tur ikke helt forgæves.   Vi ankom til Rødvig langt op af formiddagen og fik sat båd i, klargjort og kom af sted i rekord fart. Ja, det gik faktisk hurtigere end når vi er 4, måske fordi Kasper ikke havde så mange at snakke med, til gengæld fik han ikke en eneste skideballe.

Mælk i vandet?

Det var et flot skue da vi rundede Stevns mod første position. Vandet lignede det Caribiske hav med sit grønne vand og kalkbund og klinten og Højereup kirke stod malerisk i baggrunden. Vind var der ikke meget af og vi var fremme ved første position efter 20 min. Allan J havde givet os lidt godt med i posen, vraget skulle være et trævrag han havde fundet og kaldet krukkevraget i 1993 og desværre ikke kunnet genfinde siden. Men med sonaren var det en smal opgave og vraget tonede frem efter kort tid. 20m til bunden og ca. 2 meter højt. Jeg gjorde klar til turens første dyk og det gik hurtigt, skønt med al den plads i båden. 10m nede kunne jeg se det klare omrids af en del af vraget. Der var vel 15-20m sigt. Vraget var ca. 32-30m langt og godt nedbrudt, men tydeligvis meget gammelt. Der lå lidt porcelænstumper hist og her og tømmer selvfølgelig, men ikke den store detaljerigdom og slet ingen krukker. Jeg brød overfladen igen efter 25 min.

Derudaf…..

Herefter var det videre til næste position i nærheden og Kaspers tur til at dykke. Sådan gik det slag i slag og mellem dykkene loddede vi endnu flere vrag op. Jeg kan hverken huske Kaspers vrag eller mine egne, måske fordi de ikke var så spændende igen, men et hurtigt overblik gav  3 dyk til os hver på nyt vrag hver gang, af blandede træ og jernvrag, alle meget nedsprængte pga. den ringe dybde, ja det første vrag var ligefrem dybderekorden og alle de andre lå mellem 15-18m vand. Der var ikke meget liv på vragene udover masser af krabber, et par torsk og en enkelt stenbider. Når Kasper var i vandet var det bare at slappe af med kaffe og kage og nyde det dejlige vejr.  Min kammerat begyndte efterhånden at drive telefonterror, han stod inde på havnen med kolde øl og selvom vi havde luft og energi til flere dyk og mange flere vrag, så trak en kold øl dog mere, nok også meget godt med den noget lange køretur der ventede os forude. Vi søgte dog lige på et par positioner mere i en underbergers tid på vej ind. Øllerne blev drukket og der blev rigget af, sat båd af i Rønnede og så nordover, hjem og puttesove efter en lang weekend. Henrik  

8/5-2010

Årets første tur i Østersøen  Så blev det endelig vejr til en tur i Østersøen, efter en laaaang vinter. Vi mødtes i Kastrup vanen tro: Asger, Henrik, Rune og jeg, fulde af forventning og gåpåmod, båden var tanket og trods morgenkulden, var vi nu endelig på vej.   En lille time efter, stod vi og lavede kuskeslag på havnen i Ystad. Temperaturen har ikke helt fulgt kalenderen og i kun 5 – 6 grader celsius pakkede vi båden, efter at have stået i kø ved havnens eneste toilet, med det halve af Sveriges jægerkorps, som var på øvelse. Godt klædt på forlod vi nu havnen, med kurs mod det ukendte, som en anden dykkerekspedition. Jeg havde et par dage forinden læst på No Diving Limits hjemmeside, at de var nødt til at afbryde en ”ekspedition” i Køge Bugt, fordi de var ved at løbe tør for brændstof(ja i Køge Bugt ;-)). Det måtte ikke ske for os, så vi havde tanket båden helt op, med tanke på, at det formentligt er logistiske forhindringer som gør, at de ikke for længst har fundet og bjærget Hans Hedtoft.  Nå, men efter at have ledt i 15 – 20 minutter på første position, som lå bare 5 sømil ret syd, måtte vi erkende at det ikke altid er så let. Andet vrag måtte også opgives, efter en lille halv time, der var simpelthen ingenting – ikke engang sten. Nu havde tilliden til mine positioner lidt et knæk og var det ikke de rareste mennesker jeg var i båd med, havde de måske straffet mig og med god grund. Jeg fik en chance mere, måske fordi det var fuldstændigt stille og kulden derfor ikke føltes så slem, enedes vi om at sejle yderligere 4 sømil mod sydsydvest.

Blankt vand over Ukendt vrag

Her var der jackpot! Vraget tonede straks frem på sonaren og kort efter, rejste vraget sig en hel meter over havbunden. Skal – skal ikke? det var et meget lille lodskud og jeg kunne godt se på de andre, at begejstringen ikke var stor. Men på sonaren tegnede der sig tydeligvis omridset af et vrag på bunden, omkranset af planker i et stort område, så jeg ville da lige give det en chance når vi nu var her. Sigten var fænomenal, jeg kunne fra overfladen og helt til bunden på 41 meter, følge tovet med øjnene mindst 10 meter foran mig. Vraget tonede snart frem foran mig og bekræftede hvad jeg allerede havde set på sonaren – total smadret. Jeg cirklede først en enkelt gang omkring tovet, men fandt så ud af at sigten var så god, at jeg kunne se min forbindelse til overfladen, uanset hvor i vragområdet jeg befandt mig, jeg svømmede derfor bare videre, ud til områdets kant og hele vejen rundt.  Mellem de mange planker, var der flere steder knuste flasker, nogle knækkede tallerkener og et sted 2 kobbergryder inde i hinanden, som havde fået et gok, så de nu sad uhjælpelig fast i hinanden. Jeg valgte efter kort tid at afbryde dykket, i håb om at kunne bruge luften et bedre sted. Lige inden jeg forlod bunden, snuppede jeg blandt de knuste tallerkener en skål, hvor der stod noget i på engelsk, som ikke umiddelbart gav mening.

Skål med tekst (bibelcitat).

De andre ville også se vraget, hvor karrigt det end måtte være, jeg forstår dem også godt og har selv ondt i maven hver gang vi sejler fra et sted, hvor jeg af en eller anden grund ikke selv har fået dykket. Imidlertid havde de andre samme oplevelse af vraget som jeg, derfor blev det hurtig besluttet, at dykke på noget stort jern og da vi kunne begynde at mærke kulden i de våde dragter, skulle det være noget på vejen ind mod Ystad. Pan blev valgt, da vi på grund af dybden ville kunne dykke med det samme og ikke skulle vente et par timer i kulden.

Klargøring

Sådan blev det og vi havde alle et langt, godt og fornøjeligt dyk på stedet, igen i 10 – 15 meter sigt, så det var jo en ren leg at svømme rundt og iagttage de mange detaljer på 20 meter vand, samt torsk i størrelse XXL. Det tre mil til havnen, nåede vi efter endt dyk på et øjeblik og pakning af bilerne gik også tjept, så vi var for en gangs skyld tidligt hjemme og uden at have fået en eneste øl hele dagen. Allan Jensen

7/5-2010

Lysekil 2010 – formandens beretning  Ja, 2’eren er sjældent bedre end 1’eren ( Lysekil 7/5 – 16/5 ), men Manley slap nu for let hen over turberetningen fra Lysekil i år. Jeg har et par tilføjelser – bl.a. at der var mindst 5 dykkere i vandet ved Slägö allerede den første aften – før løgsuppen, for efter løgsuppen var der li’som ingen, der kunne eller turde!  Det var de selv samme energibundter, der manglede luft lørdag morgen, og derfor skulle gennem prøvelserne med den ”nye gamle” rejsekompressor før de kunne komme i vandet. Med kun en mindre forsinkelse samledes vi alle i havnen, hvor turene gik til, som nævnt i den tidligere beretning, Berggylteskär og Skår. Søndag morgen var turen(e) til Amasis planlagt i detaljer, og derfor gik alt galt – det viste sig endnu en gang at være alt for svært at følge en plan og tøjle anarkiet. Det gav en del forsinkelse, som generede hele dagen. Madholdet, og dermed aftensmaden, blev hårdt ramt af dagens uoverskuelige og dynamiske dykkerplan, og derfor blev madlavningen indledt ved spisetid, altså ca. 19:30. Resten af lejren havde trøstedrukket og fortsatte med dette forehavende frem til serveringen kl. 22:30. De fleste var i et mægtigt humør, hvilket nok var en god ide menuen taget i betragtning, men den del er også med i 1’eren. Mandag var første hjemrejsedag og der var et udtalt ønske om at komme på Gåseklevan inden hjemturen. Endnu en gang kom de detaljerede planer i modvind og endte med en blanding af situationsbestemt ledelse og ”de stærkes ret”, men alle, som ønskede det, kom i vandet på Gåseklevan. Gåsen var som sædvanligt en fin oplevelse, hvor der både blev dykket dybt og svømmet langt – selv om nogen vist svømmede knapt så langt! Sigten var god for de første, men boblerne fik løsnet sediment og maveindhold fra søpungene, så de sidste svømmede i ”lort til op over begge ører”. Herefter var der lidt frokost før afskeden med Lis, Lotte, PPP og Rasmus, og så skulle nogen af os i vandet igen! Andre planlagde natdyk, der eventuelt kunne forsvinde i et par glas rødvin… Aftensmaden blev serveret relativt rettidigt, og efter maden blev der gjort alvor af truslerne om natdyk ved Alsbäck. Endelig var der noget af det forventede liv i vandet.

En af mange halvtamme blæksprutter

Vi så legesyge og halvtamme blæksprutter, jomfruhummer, knurhaner, store cylinderroser, søfjer, meterlange søstrå, eremitkrebs, langebarn, ulke, kutlinger, ørreder, tunger, taskekrabber, kutlinger, fløjfisk, småtorsk, sej, rejer, tungehvarre (iflg. Hans) o.m.a. Der var millioner af små ribbegopler, der gav et imponerende fluorescerende lysshow, når man baskede til dem, eller når de hang fast i et eller andet, og det gav en pragtfuld afslutning på dette super natdyk. At der samtidigt var helt læ for den stride og kolde blæst gjorde, at denne aften føltes helt lun og helt fantastisk, så vi stod lige og nød natten og en lille forfriskning.

En til af de små Blæksprutter

Tirsdag morgen var nogen af os lidt slidte efter natdykket, men dem der var blevet tilbage i lejren var vist endnu mere trætte. Men det var jo en dykkertur, så vi startede med en tur på Berggylteskär. I frokostpausen drønede Mads C og Allan H hjemad og lidt efter fulgte Juhl. Eftermiddagsturen gik til Gulskär og det var tydeligt at rutinerne havde indfundet sig, og afviklingen foregik relativt smertefrit. Specielt gummibådsholdet var blevet et fasttømret team, der havde optimeret dykningen. Sidst af sted fra havnen, ud til Havgassen, som havde kastet anker, smide en tamp ombord og så væltede hele besætningen i vandet samtidigt. Herefter op og hjemad mod havnen som de første. I løbet af aftenen kom Torben, Henriette, Lars og Nicklas. Onsdag gik det mod Gävens vestside, hvor vi kunne dykke uden de store problemer. Vi så ikke så meget nyt, men alt det gamle var der jo stadigvæk. Klippesprækkerne myldrede med troldhummer, masser af sortvels, enkelte hummer, hårhvarrer, langer og torsk. Berggylterne lå på stenene og inde i hulerne overalt, men de plejer at være mere fritsvømmende, men de har vist haft en hård vinter. Der blev også lavet lidt huledykning, der er et par fine sprækker derude. 2. dyk gik mod Berggylteskär for nogen og Skår for andre. Natdyk? Muligvis, men det er igen lidt uvist. Til gengæld var der rykind i lejren, Marianne, Flemming, Sten, Kenneth, Teddi, Peter B, Anna og Rosa kom i løbet af aftenen og blev budt behørigt velkommen, da de dristede sig ind i førerbunkeren.

Sabella på Gäven

Torsdag startede med Gäven vest, selv om Flemming havde svært ved at slippe gassen, for stævnen pegede lige ud mod Amasis. Dykket var fint som de andre gange på denne side af Gäven. I frokostpausen ankom sidstemanden – Lars Bøge, en genfødt dykker med turens tørreste dragt – 2½ år i klædeskabet! 2.dyk gik igen forskellige steder hen, dels til Skår og dels til Gulskär. Middagen bestod af Torben og Henriettes fiskesuppe, fulgt af en vegetarkarryret fra Kenneths tid som indisk hippie – en fase han åbenbart ikke er kommet ud af endnu på det gastronomiske plan! Et modigt valg blandt Havbasser for hvem fedtprocenter og promiller plejer at være kvalitetsparametre! Natdyk! Og denne gang var vi mange. Faktisk var vi så mange ved afgang fra lejren, at forvirringen blev så stor hos Lars Bøge, at han agerede gatecrasher på Roskilde Frømandsklub ved Slägö De boede tilfældigvis på Sivik og kørte tilfældigvis på natdyk samtidigt med os. Han fulgte troligt efter dem den stik modsatte vej af alle os andre. Han fik lidt telefonisk vejhjælp og nåede frem inden de sidste var kommet i vandet. Ved Alsbäck var det bare med at komme i vandet i en fart inden mudderskyerne gjorde dykket uinteressant. Udover at vi selv var mange, så var der også et dykkercenter, der skulle bade en flok svenskere. Hvad de tænkte om vores måde at organisere dykning på, kan man kun gisne om, men de var høflige og sagde ikke så meget. Vi så næsten det samme som sidst, dog var der ingen blæksprutter, så vidt jeg ved. Festen i lejren efter dykket var begrænset, trætheden var vist udtalt. Eller måske var vi blot svækkede af den sunde mad…

Havgassen lidt for neden

Fredag var Amasisdag – der var lovet svag vind og tillige høj sol, så vi troede og håbede! Der var delt 2 hold, og første hold skulle af sted kl. 7, andet hold kl. 10:30. Der var naturligvis udfordringer, da alternativ GPS og ekkolod måtte anvendes. Undertegnede havde fornøjelsen af at binde på, og på 1. dyk måtte jeg vende om, da jeg nåede 48 meter og kunne lyse ned på en bunke kæde, der var rullet sammen ved loddet på bunden. Trods den gode sigt på 6-8 meter var der ingen silhuet, man kunne trække tov og lod hen imod, og dybden var ikke til cirkeleftersøgning. Op igen og søge videre, inden der kom flere dykkere i vandet. Vi har før smilet højt over, at man ikke kan finde et vrag, der er 4 håndboldbaner stort, men mens jeg sad klar i dragt og udstyr stivnede smilet mere og mere som tiden gik. Der blev omsider sagt ”Smid”, men efterfølgende var lodskuddet uldent af så stort et vrag at være, men vi var jo kommet for at dykke, så jeg hoppede i igen. Denne gang så jeg vragets stævn fra nogleogtyve meter, kom ned og fik halet loddet op og gjort fast. I bestræbelserne tabte jeg min eneste fungerende lygte, nemlig backuplygten, som jeg havde om venstre hånd. Den forsvandt ned i vraget med et blåviolet skær, der dog hurtigt forsvandt. Jeg kunne ikke komme samme vej og opgav, og gjorde fast. Heldigvis var der lys nok til, at jeg kunne tage en tur langs med rælingen tilbage til broen. Der var også lys nok til, at jeg kunne se, at min deko hastigt nærmede sig komfortgrænsen. Jeg vendte om og svømmede mod bundtovet, og pludselig skete miraklet! Jeg så lyset! Dvs. et svagt og fesent violet skær fra dybet 10 meter længere nede – lygten var faldet ud af vraget og ned på bunden, så jeg svømmede ned og genforenedes med den på 50,0 meter! Dekotiden blev bestemt ikke mindre af denne udflugt, men alligevel var jeg lidt opstemt over min genfundne lygte. Og heldigvis havde jeg min dekoflaske med! På havnen stod andetholdet og mukkede over vores lidt forsinkede tilbagekomst – men de havde også haft fine dyk på Amasis, da de kom tilbage! Dem, der ikke ville dykke Amasis dykkede på Gulskär fra gummibåden, hvor de lavede en base og sejlede frem og tilbage. De, og det var Manley, Lennart, Peter B., Anna, Rosa, Kenneth og Lars Bøge, havde haft en god dag på skæret! Fredag eftermiddag gik det mod henholdsvis Berggylteskär og Skår. Der var problemer med bil-logistikken, hvor vi måske havde sparet lidt for meget på antallet af biler, men Bents bus klarede en del. På Skår skulle Morten og Hans have et hurtigt dyk inden de kørte hjem. Søren, PIV og jeg var først overflademandskab og dernæst skulle vi ned og se på de mange rejer, der gemmer sig i dybet fra 52,5 meter og nedefter. Her står rejerne tæt og venter på at blive fanget af rejetrawlerne. Ellers ikke meget nyt, en af de store rød/hvide takkede søpølser, nogle jomfruhummer, ekstraordinært mange tangspræl og en enkelt hummer. Senere var der desuden natdyk for dem, som havde kræfter og promille til det!

Lige til en rejemad

Lørdag var traditionen tro kammuslingedag, men Gåseklevan var for stor en fristelse for Flemming, Marianne, Sten, Teddi, Mads B. og Lars Bøge, så de racede tidligt af sted på et gummibådstogt! Vi andre tog til Berggylteskär, hvor Manley traditionen tro sikrede en beskeden forret til os alle. 2. dyk gik til Gulskär, hvor der tidligere var set en del kammuslinger, som jo ikke behøvede at ligge og flyde lige der! Efter sikringen af forretten blev bådene hevet på land og gjort klar til hjemturen.

Kammusling med fyld af Kammusling

Aftenens gallamiddag var, som Manley forsigtigt prøvede at forbigå i 1’eren, også en fejring af en forestående 50 års fødselsdag. Forbigåelsen skyldes jo nok, at det var ham selv, der var hovedperson ved denne festlighed, der startede med et glas boblende et eller andet, hvor man var glad for, at glassene ikke var større! Herefter var der de omtalte kammuslinger, som i år var rigelige – eller så rigelige som sådan nogle kammuslinger nu kan blive, for der er jo aldrig for mange – fulgt af en mesterligt grillet (i medbragt Weber) dådyrkølle med bagte kartofler og asparges m.m.

Neeeej Dessert, det er jo det vi altid får……

Det meste af klubben i tænkeboxen

Desserten var ikke bare én, men to islagkager med lys i. Der måtte jo være to for at få plads til lysene. Han fik naturligvis også en gave, der var en midaldrende herre værdig – et slumretæppe og et tekrus, hvorpå der stod Morfar. Vi kunne ha’ valgt et krus med KOMPIS, men det ville overtræde Manleys komfortzone, og han ville sikkert føle at vi var påtrængende. Et par af deltagerne, og her vil jeg ikke nævne Bent ved navn, begyndte at synge, som var vi til en fest i et midtjysk forsamlingshus! Efter middagen blev fødselaren fejret på behørig vis med diverse GT & Irish mm., heldigvis i hans egen vogn!

Kedelige typer

Søndag morgen gik med hurtig rengøring af vognene og så gik det ellers hjemad så hurtigt som muligt! Eftertanker: Der manglede fisk på skærene – normalt står de i sværme over tangen, men ikke i år. Der var ikke så meget liv i fjorden og på indersiden af skærene. Hele området virkede påvirket af en lang og hård vinter under isen. Der var meget sediment overalt, man, eller i hvert fald nogen, kunne mudre op på en lodret væg! Kim R.