En hurtig eftermiddagstur og et enkelt dyk burde kunne nås inden mørket frembrud. Efter de sædvanlige hel- og halvhjertede til- og frameldinger endte vi med at være blot 3 personer, der trodsede arbejdsgivere og familier. Vejret var nu heller ikke optimalt, 6-8 m/s fra sydlig retning og rivende strøm ved Helsingør og i overkanten i resten af Sundet.

Endnu en tur uden at være i egen båd som stadig er hos mekanikeren. Der er nu ikke noget der er skidt uden at det godt for noget andet. Jeg troppede således op med mig selv og mit grej i Helsingør lidt op ad formiddagen og Steen Brandmand lagde båd til. Det er efterhånden blevet lidt kutyme at vi ikke gider at stå for tidligt op hvis der ikke er nogen nævneværdig grund til det.

Der blev talt en del vejr og vind op til turen og det lignede, med lidt god vilje, at vi kunne komme på langtur. Der kom dog lidt udfordringer i vejen dagen før, da min båd ikke nåede at blive klar hos mekanikeren.

Lyset er ikke rigtig med os længere, men der blev dog lige presset et tirsdag dyk ind med afgang fra Farum ved 16-tiden, jeg selv mødte i havnen og havde købt ind til grillen, så langt så godt.

I lige år er vi altid i Ålesund – og i ulige år er der efterhånden tradition for at vi finder på noget andet – og ikke overraskende et sted hvor vi kan dykke vrag. I år var valget faldet på vragdykning med udgangspunkt i Plymouth i England, hvor vi havde booket os ind hos “In Deep”.

Henrik er jo som bekendt ”vendt tilbage” og inviterede med kort varsel, til en tur nordpå. Vi fik hurtigt lokket Peter og Lars Hage med på turen og vejrudsigten var noget af det bedste vi har set længe: roligt vejr i et helt døgn. Men af logistiske årsager, sejlede vi først fra Gilleleje ved 13-tiden.