En alt for frisk vind satte motivationen på prøve, men dykning var dog alligevel bedre end andre mulige alternativer…

På tirsdagsdykket for et par dage siden havde sigten for første gang i år været tålelig på Robert – ja egentlig havde den faktisk været god – så vi måtte afsted igen. Heldigvis kunne Kim, Kasper og Juhl også lokkes med.

Efter en lidt sløv tilmelding på mailen endte vi med at være 3 der dukkede op til tirsdagsdyk (fyraften).

Det var lidt sparsomt med tilmeldingerne til årets tur til Lysekil, til trods for at Jørgen havde forhåndsbooket hele dykkerafdelingen på Hotel Lysekil.

Efter lang tid med snak, teori, diskussioner om grej, og øvelser oprandt endelig dagen hvor vi; Henning, Peter og Dennis, havde sat instruktør Kim i stævne i Lysekil for at demonstrere og afpudse vores evner til at klare ærterne, og dermed sigte mod et certifikat til normoxisk trimix på vores rebreathere.

Jeg blev hentet på adressen, vi nåede den planlagte færge og efter et hurtigt tisse- og sandwichstop var vi fremme ved Släggö hvor første duk skulle foregå.

Grundet diverse hjemlige og arbejdsmæssige forpligtelser måtte jeg møde i havnen, tak til dem der tog turen forbi Farum. Steffen skrev Helsingør, og så kunne det næsten kun være Otto, der var i sigte på et tirsdagsdyk.

Vi havde alle hver især vores gøremål om formiddagen, så da jeg spurgte om nogen ville med på en eftermiddagstur fik vi hurtigt samlet et hold. For nogle var det endda et ægre fyraftensdyk.

Vel ankommet til Farum kunne jeg se der var store, næsten episke, ting i gærde, en “ny” tek-grill med både longhose og det hele var ved at blive rigget til. 

En lørdag med tålelige fornuftige vindprognoser gav anledning til dykning.

Havde misforstået mødetid, så blev ringet op kl. 8 med ”Hvor fanden bliver du af?” og derved kørte jeg direkte til Helsingør og havde fået retten og pligten til at skrive.

En lørdag med høj sol skulle bruges på at ordne klubbens grej. Heldigvis var der en frisk og kølig vind, så man ikke blev alt for skuffet over manglende dykketur.