23/8-2011

Jubilæumsdyk på Robert  Sten har gennem de sidste måneder talt ned, eller rettere, op til de 1000 dyk, han snart ville have i logbogen En logbog som han rent faktisk stadigvæk troskyldigt udfylder efter hvert eneste dyk, og jagter rundt efter en signatur fra sin dykkermakker, hvis han ellers har en! Denne tirsdag var dagen, hvor han ville nå de tusind, og han havde også sagt, at det runde tal ikke skulle fejres efter et dyk i Trykkerdammen eller på Hvenprammen. 

Vi – måske mest mig – valgte, at vi skulle på Robert. Vejrudsigten var sådan lidt ulden med vind fra SØ, men der var lovet en del strøm ved Helsingør, og målingen ved Drogden var heller ikke for god, så valget var ikke så svært. Vi var 7 mand og det tog lidt tid at komme af sted fra Farum, men efter lidt gaslogistik og kørselsdisponering gik det mod Rungsted. På havnen var der heldigvis plads til, at vi kunne komme til med det samme, og selv om ting ta’r tid, kom vi da på havet inden solnedgang. Første forhindring på sejlturen mod Hven var de mange lystsejlere, der ynder at sejle kapsejlads lige ved havneindløbet. Heldigvis har vores båd en robust konstruktion og en skræmmende fremtoning, når vandet sprøjter til alle sider under kølen, så vi fik den nødvendige plads gennem feltet af juniorsejlere.

Trængsel over vraget

Da vi nåede rundt om Hven’s nordspids, kunne vi se, at andre end os havde fået den glimrende idé at dykke på Robert – Dykkertaxa lå fast på vraget, og havde folk i vandet så vi fik nasset os til en tur ned af deres bundtov, og kunne så selv gøre fast.  Jeg gjorde klar i en fart, fik fat i et strømtov fra deres bundtov, hoppede i havet og fik loddet med i hånden. Det var ikke svært at komme ned, det gik hurtigt ned fobi en enkelt dykker på dekostoppet, og vedkommende var så venlig at lade mig passere uhindret. Sigten var forbløffende god – 4-5 meter – og da jeg passerede ind over vraget og var sikker på hvor jeg var, slap jeg bundtovet, da vi passerede næsten hen over et af de steder, vi plejer at gøre fast, nemlig en af holderne til redningsbådene i styrbords side. Så kom loddet også over i læsiden af vraget, hvilket ville gøre det nemmere at binde af. Herefter var det bare at vente på Steffen, som var lige efter mig og skulle se Robert for første gang. Vi tog en tur ned omkring skruen og agten rundt, herefter en tur fremover for at se styremaskinen og lure om havålen var der igen (som en dybdeskæv havbasse påstod for et par uger siden), men røret var tomt. Herefter tilbage mod bundtovet, og så lige se et par trådnøgensnegle undervejs. Der var en del fiskeliner og Steffen var så venlig at samle en del sammen. Vist ikke med vilje, men han havde en kniv med, så han kom med op igen. Selv om vi kun var nede en lille halv time gav det nogle minutters straf på tovet.  Oppe i båden skulle den sidste udstyrslogistik lige klares – et par lygter skulle med ned igen og en regulator fik også en ekstra tur. Morten og Andreas (også en debutant på vraget og så endda i våddragt), hoppede i og så skulle Sten gøre klar til at komme ned og binde af. Og mens Sten fik gjort klar til det store dyk, nåede resten af besætningen at komme op igen, nemlig Rune, René og Per Leth. Og faktisk også Morten og Andreas, der havde vrøvl med et par computere, og dykkede ku kort. De virker bedst hvis der er strøm på batterierne.

Rungsted i mørke

Sten kom i vandet, og resten af holdet kunne nyde en forfriskning i skumringen. Da båden efter en lille halv time begyndte at vende sig i bølgerne kunne vi gætte os til at Sten var på vej op – og således havde overlevet dyk nr. 1000. Han var naturligvis glad og stolt, da han brød overfladen, men for at han ikke skulle blive alt for kæphøj, fokuserede vi lidt på, hvor mange år han havde været om de 1000! Vi valgte at udskyde fejringen, til vi kom i havn. Mørket var ved at falde på, og spidsroden gennem alle garnmarkeringerne nord for Hven skulle helst gennemføres før mørket faldt helt på. Inde på havnen fik Sten pakket kransekagerne ud, samlet et passende antal ”glas” og åbnet en flaske boblevand med et ordentligt knald. Tillykke til Sten og tak for skænken! … så var det jo bare lige at pakke bil og båd og komme hjem.

Skål for de 1000 omhyggeligt loggede dyk

Vi havde dog lige en sidste udfordring på Q8-tanken, hvor benzin ikke bare er sådan at få fat på efter mørkets frembrud.  Kim R

Jubelnaren 😉

23/8-2011

Saturnus I stedet for at vente til tirsdagsdyk om aftenen, var vi fire morgenbasser som ville bruge hele dagen i Havgassen, på denne solrige og stille dag. Klokken lidt i otte, mødtes Henrik, PPP, Henrik Juhl og jeg selv i Gilleleje havn og enedes om at trodse dønningerne nordfra, ved at hugge os godt 17 mil gennem dem med 15 – 18 knobs fart, for at nå vraget af det tyske hjælpeskib Saturnus.

Kullen passeret og næsten fremme

Læs resten →

Nogenlunde vejr til dyk så jeg kørte til Farum og var der kl. 0815 men alligevel kom jeg sidst efter Kim og Hans J. Da vi kun var og tre blev Robert valgt, så bil og båd blev pakket og så afsted til Rungsted.

Der kittes op

Læs resten →

16/8-2011

Otto… 16. august 2011.  Tirsdagsdyk og et alternativt tilbud om en på tur med Henrik Jensen på Øresund. Øresund virkede jo sikker nok, uanset hvilket af tilbuddene, der blev valgt, men den lidt Henriks tidligere afgang og muligheden for 2 dyk blev afgørende. Det medførte selvfølgelig noget mere stress for at nå at være fremme kl. 17 i Helsingør, end blot at være klar ved svømmehallen kl. 17:30. Vi, dvs. Kasper og jeg, fik fyldt vores flasker og kørte mod Helsingør samtidigt med alle dem, der valgte at tage hjem fra arbejde til normal tid. Det gik nogenlunde til vi nåede afkørslen fra motorvejen, men derefter var der visse trafikale udfordringer – der også spredtes til Kaspers blodtryk! Lettere forsinkede ankom vi med bomkortet og fik søsat båden, pakket grejet og kom af sted. Der var mange forslag til destinationer, men som så ofte før, faldt loddet helt af sig selv ned på Otto. Så kunne vi altid flytte til et andet vrag, hvis forholdene var til det; noget vi ofte siger, men sjældent gør…

Jensen & Møller

Allan hoppede i for at binde på, Henrik hoppede i for at drukne sin nye lygte endnu en gang, Henrik op for at hente en anden lygte, Henrik ned igen, Kasper hoppede i, Allan kom op med besked om lortesigt, pissekoldt og ingen fisk og at jeg bare skulle binde af. Mig i, og jeg mødte Henrik på bundtovet, hvor vi blev enige om at undlade at binde af. Nede på vraget kunne jeg godt forstå Allans budskab – der var højst en meters sigt og koldt som en brøndgravers … Alle hydroider på vraget var foldet ud, og det var lidt svært at identificere de enkelte detaljer på vraget. Heldigvis var der bundet på, hvor vi plejer i overbygningen og Otto er jo et nemt vrag, så trods den ringe sigt, var man aldrig i tvivl om hvor bundtovet var. Sigten på bunden var også omkring en meter og heller ikke her var der meget fiskeliv, kun i spisekammeret var der, som sædvanligt, fyldt med torsk. Oppe på vraget var der enkelte rødtunger og en masse mindre buskhoveder, der alle var viklet ind i de velvoksne hydroider.

Rødtunge – klar til et lille prik!

På båden blev der gennem alt tumulten fisket ivrigt af Jens, en ikke-dykker(!), der var med for at ryge en masse cigaretter. Han fangede desuden en torsk, som var så lille, at selv ikke Nicolai ville ha’ taget den med hjem – hvis han da ellers havde været med.

Smilet er bredere end fisken…

Vejret så uldent ud, og Havgassen, som tilsyneladende befandt sig et par mil længere mod nord på Vargön/Birgit, lå på kanten af et større skybrud. Hos os holdt det tørt og men skyerne forstærkede tusmørket en del.  Efter en lille times tid med at toppe og dekantere sjat på sjat, var det tid til en ny omgang – Allan valgte øl og Underberg, vi andre valgte at dykke igen. Sigten var ikke blevet meget bedre, strømmen var stadigvæk nul i overfladen, svag mellem 3 og 12 meter og ikke mærkbar på bunden. Der var ikke kommet flere fisk på vraget trods det var blevet mørkere. Men en lille halv time blev det til, inden afbinding og en tur tværs over vraget. Tovet var desværre ikke langt nok til at komme ned på bunden, så jeg kunne få en tur ud i det ukendte.

Buskhoved i busken

Op i varmen over springlaget og undervejs var der de sædvanlige infame brandmænd, der altid skal gnubbe tentaklerne i ansigtet på os, når vi går op ad tovet.

Irriterende møgdyr

Herefter sejlede vi tilbage mod havnen og de sikre danske farvande, hvor man godt må nyde en enkelt øl og sejle, uden at blive mistænkt for lovovertrædelser af de svenske myndigheder. Vi kom i havn kort før Havgassen med dens 7 mands besætning, og vi kørte også derfra før de andre. Et pit stop på ”Den gyldne måge” satte os dog en hel del tilbage – på mere end en måde – så da vi nåede Farum, var der næsten lukket og slukket! Kim R

14/8-2011

LandgangsbådenTrods den noget lumre vejrudsigt var vi fire havbasser klar til søndagsdyk. Der har endnu ikke været udpræget stor tilslutning til søndagsdykkene i år, og helt sikkert har vejret en stor del af skylden. Vi valgte at besøge noget andet vrag end vi plejer, og fordi vi var få, kunne vi vælge et mindre vrag. Det var mange år siden Landgangsbåden havde fået besøg, Sten og jeg havde begge kun været der en enkelt gang og Rune havde aldrig været der. Vejret på vandet var langt bedre end prognoserne havde forudsagt, vinden var absolut svag og vi kunne sejle i modvind uden at blive dænget til i vand.

Havgassen på farten

Læs resten →

2/8-2011

Så blev det tirsdagJeg ankom kl. 17 Som den sidste (nr. 14), så derfor er det mig, der skriver lidt.

Stort fremmøde

Læs resten →

2/8-2011

Vrag eventyr på en tirsdag En tirsdag aften til almindeligt dyk, der var mødt mere end en bådfuld op så 3 af os der enten ikke havde været ude og dykke i lang tid eller lige skulle teste noget udstyr tog en tur til Trykkerdammen i stedet for. Vejret var rigtigt fint så det var godt nok. På vejen op til Helsingør gik snakken jo og tiden gik hurtigt. Oppe ved Helsingør stod en sigøjner på en vigeplads og vinkede. Vi kørte lige ind og at checke om der skulle være mulighed for noget billigt guld. Vi blev snydt for det var Menno der havde lidt problemer med bilen og ikke var sikker på at han kunne komme ned til trykkerdammen.

Vi ventede lige 10 minutter på Menno som så dukkede op. Det var åbenbart hans bremser der var løbet varme og da de var kølet af igen kunne den bremse igen. Vi kom hurtigt i udstyret og i vandet da det var ret varmt at stå over vandet.

Lidt småfisk på sandet

Læs resten →