Det er ikke så tit at jeg er med på tirsdagsdyk, mest på grund af kalorieregnskabet, for det er jo ofte et orgie i bøffer og pølser, når grillen tændes op. Men på en tirsdag med svage vinde skal der da dykkes, pølser eller ej og på netop denne tirsdag, ville strømmen være helt fraværende i den nordlige del af Øresund.
Det lød jo alt sammen meget godt og valget stod imellem M-575 eller Emil Retzlaff, selv holdt jeg på sidstnævnte, idet jeg ikke har dykket på stedet siden oktober 2020 og jeg har stadig ”nogle hjørner” i vraget, jeg ønsker at undersøge nærmere. Valget faldt på Emil, ikke så meget af hensyn til mig, men mere det faktum, at parkering ved Hornbæk havn kan være temmelig kaotisk på varme sommerdage.
Nå men vi var fire mand som mødte op i Helsingør, så der burde være masser af plads, men nej, uanset hvor mange eller hvor få vi er, bliver båden fyldt til randen med grej. Det viste sig også kort efter, da Kasper skulle ned og binde på vraget, at han næsten ikke kunne komme i vandet for grej, han dansede rundt om sig selv, selvom bøjen lå 2 meter fra båden og det var bare at springe i. Han indrømmede dog senere, at han kun kan springe i fra bagbord side, sådan er det bare!
Nå, men han er jo en dygtig fyr ham Kasper, når han endelig er kommet i vandet, for det tog ikke længe at få bundet på og jeg tog det som tegn på, at sigten var god. Dennis og Martin sprang nu i og jeg sad alene i båden og ventede på Kaspers dukken op fra dybet, så jeg kunne komme i. Solen var ikke rigtigt fremme, men det var vindstille og temmelig lunt at sidde i dragten.
Da jeg kunne se Kasper på deko begyndte jeg at tage grej på, men opdagede et større skib med kurs ret imod os, det har vi prøvet mange gange før og når de nærmer sig Lappegrunden, ændrer de kursen betydeligt for at gå ned gennem Sundet. Det var ham her længe om, jeg startede op og var klar til at smide bøjen, men så begyndte han at dreje og passerede os i en afstand af kun 80 meter. Kasper kom op og jeg kom i, nu skulle det vi var kommet for endelig begynde og selvom Kasper talte om en sigt på 2-3 meter var jeg alligevel positiv stemt.
Da jeg mødte vraget var min første tanke at Martin og/eller Dennis lå og mudrede op omkring bundtovet, sigten var mere 2 end 3 meter og lige meget hvilken retning jeg svømmede i, forblev sigten den samme. Jeg har dykket Emil mange gange gennem årene og mente at jeg måtte kunne genkende et eller andet, for derved at kunne navigere rundt, trods den ringe sigt. Det lykkedes mig ikke, der var faktisk en del strøm på vraget og der var pisse koldt, men jeg kom dog lidt rundt på kryds og tværs, iagttog en masse småkravl og regnede sammen i hovedet, hvor mange penge kobberrør der er for på stedet.
Efter 28 minutter havde jeg fået nok, lidt skuffet over forholdene tænkte jeg tilbage på, da jeg i sidste uge var i Østersøen, med ikke under 10 meter sigt på nogen af vragene. Men jeg fik bundet af og fik smidt lod og kæde ud på bunden, jeg bevægede mig op gennem vandet, som blev mere og mere klart som jeg nærmede mig overfladen. Takket være nitrox 35 svømmede jeg direkte til lejderen og efter et par trin op, mødes jeg af duften at stegte pølser. Vi drev omkring i det fine vejr indtil pølserne var spist og sejlede derefter til Helsingør.
Jeg var igen blevet mindet om, at selvom vi i Danmark ofte bliver mødt af dårlige forhold på vragene, så kan det sociale godt opveje det og mon ikke vi snart tager chancen igen.
Allan Jensen