Tirsdagsdyk med afgang kl. 16:45 var på forhånd dømt til at blive en anelse tidsudfordrende og selv ikke hjælp fra Einstein’s relativitetsteori, ved at bevæge sig tæt ved lysets hastighed, kunne sætte tiden bare en lille smule i stå.
Sidste mand på kajen…..i regnvejr….i Rungsted og så endda med kurs mod Robert, hvor jeg nu ellers synes vi har været før. Det gode ved det vrag er imidlertid, at sigten ofte er af en kvalitet, der sikrer at man er nødt til at få de helt nære detaljer med, og eftersom vraget er af en rimelig størrelse, vil netop Robert være en evig kilde til nye opdagelser. Dette gælder dog ikke fisk, hvor både arter og antal er i en katastrofal ringe tilstand. Inden afgang måtte jeg derfor lige ud i et hjørne hente lidt entusiasme. Det hjalp dog at konstatere, at Martin havde købt ind til grillen og båden i øvrigt var fyldt med mennesker, som det rent faktisk giver energi at være samme med.
Afsted det gik, med os i retning af Sverige og regnen der heldigvis smuttede en anden vej. Fuld fart og få bølger, hvorefter vi var fremme ved husvraget og den permanente bøje på kort tid.
Madholdet som Kasper og jeg blev forfremmet til at være, var først i. Sigten svigtede ikke og gav, som ved så mange andre lejligheder, en enestående mulighed for at studere meget små detaljer på selve vraget og det makroliv der trods alt stadig er der. 35 minutter der går hurtigt når man hygger sig og tilbage til bundtorvet der nu var oplyst som en blinkende juletræskæde af stobelights. Lidt sjovt hvordan dette ”instrument”, altså strobelight, er blevet ”socialt accepteret” efter på det nærmeste at have været betragtet som et amatørhjælpemiddel for dykkere uden orienterings-og retningssans.
Retur i overfladen, hvor madholdet straks gik i gang med at tænde op i grillen og tilberede det efterfølgende pølse- og gulerodsorgie. Lader til at de gulerødder er blevet Martins signaturret. Maden serveres efterhånden som folk kommer op. Lystig snak om hvor træls det måtte være at være ombord (med 4.000 andre) på et kæmpe krydstogtskib der passerede.
Herefter lidt oprydning og klargøring til hjemsejlads, da det lød som om en hurtiggående båd nærmede sig…..hmmm ikke rigtig nogen lanterner at se, men måske den Svenske kystvagt igen havde udset os som et øveobjekt der skulle opbringes, og i modsætning til sidst hvor det var med blå blink, nu ville gøre det i ”stealth-mode”. Det var det så ikke. Det var derimod den ret indiskrete hækbølge fra de 4.001 personer der lidt tidligere havde passeret mens de var til ”captains dinner”, bingo, karaoke eller hvad man nu bedriver tiden med på et krydstogtskib. Vi klarede den med en erfaring rigere, og kunne mætte og fyldt med vidunderlige oplevelser begive os mod Rungsted. Herefter alt som det plejer.
Tak for endnu en tur i godt selskab.
Henrik