DSF er ved at genopfriske biologiudvalget, og jeg deltog på det første kursus hold i grundlæggende marinbiologi. Det er en del af CMAS palette af ”Citizen Science” uddannelser indenfor undervands biologi, arkæologi og geologi.

Kurset blev holdt ved Gl. Ålbo camping i det sydlige Lillebælt. De fik lavet 5 stenrev som deres husrev her for et par år siden. De har så lavet det til et slags dykkerresort da vi kom var der en flok tyske biologistuderende på stedet. Det lader til det er meget populært sted.

Kurset fokuserede på stenrev, det liv der er på revet, og vi fik teori og materiale som kan bruges til at registrere arter og vurdere om revet har en sund tilstand eller ej. Det var meget lærerigt, og dykningen var OK men ikke superspændende med maks. dybde ca. 15 meter.

Man kunne godt komme længere ned mod ca. 30 meter men det måtte vi ikke fordi de var bange for at nogen skulle forsvinde med strømmen. Der ligger ellers en gasrørledning (Baltic Pipe) med rockdump på derude. Jeg tænker det kunne godt være der var noget liv derude. Vi skulle have dykket to dyk lørdag og et om søndagen. Men søndag blev aflyst fordi der var noget strøm, dog ikke særligt vildt… Generelt synes jeg måske de lagde lige lovligt mange begrænsninger på.

Campingen har stillet to undervands webkameraer op så man kan se hvad der sker på revet: https://gl-aalbo.dk/livestream/
Og så blev vi opfordret til at se den her film om stenrev inden kurset: https://gl-aalbo.dk/dykning/

Det bedste ved weekenden var sådan set at møde andre med interesse for marin biologi, og som sagt var det meget lærerigt. Jeg var eneste kursist fra Sjælland, langt de fleste af i alt 14 kursister kom fra Jylland og nogle enkelte fra Fyn. DSF er ved at planlægge flere, mere avancerede biologikurser, men de vurderer også at starte op med arkæologi og geologi kurser enten i kombination eller separat. Totalt set kan jeg godt anbefale kurset hvis man har interesse

Jørgen