1/7 2014
Vragdyk eller grillpølser? Valget stod mellem et fint vragdyk ved Helsingør, eller en fisketur ved Hornbæk og et par grill-pølser. Jeg er midt i processen med at revitalisere en ung dykker efter vinterpausen, så jeg valgte Hornbæk på egne og ungersvendens vegne. Men Hornbæk var forblæst og vandet så uklart ud pga. bølgerne, så fortroppen var rykket videre mod Trykkerdammen, hvor der altid kan dykkes, når vinden er fra nordvest. Forventningerne var beherskede, for vi var der for en uge siden, og dengang var det ikke sindsoprivende.
Klargøring
Ved Trykkerdammen var der trængsel, men andre folks pli havde ladet en p-plads ved trappen være ubesat, så vi kom sidst og fik den bedste plads. Dagens stranddyk/fiskehold bestod af Karin og Lærke, Juhl og Oliver, Søren gl. formand og Lennart P samt Mikkel og undertegnede, altså hele otte personer og et par hunde.
Tobiser på det lave
Vi kom i vandet mere eller mindre hurtigt, og vi kunne glæde os over meget klart vand på det lave indenfor ålegræsbæltet, mere end 10 meter sigt! Solen skinnede smukt i vandet, og der var flere stimer af tobiser, der lynede i solen. Sigten var kun lidt ringere længere ude, vi havde mindst 6-8 meter ud til 13 meters dybde, og temperaturen var magelige 18 grader. Strøm var der ikke meget af, kun lige nok til at mudderskyerne fra fiskeriet kunne forsvinde.
De kan endnu – vist nok…
Der var nogle flade, ikke som på et efterårsnatdyk, men Mikkel fik fanget nogle stykker med hænderne, og jeg fik lov til at slæbe dem han må være et af de meget omtalte curling-børn, hvor alt bliver gjort for dem.
Curlingbarn
Vi fandt mange ting at fornøje os med på turen, bl. a. en panserulk, der ikke nød vores selskab, og vi fortsatte ud omkring vraget. Vraget var supernemt at finde i den gode sigt, og selv om vraget ikke er noget i sig selv, så er der meget liv derude.
Tangspræl
Efter en times tid var knægtens luft ved at være i det røde felt, så vi vendte om og svømmede tilbage, mens vi så efter andre småting, som man kan være heldig at finde. Vi så bl. a. en lillebitte fjæsing og en tangnål, der heller ikke var alt for stor.
Lille fjæsing, prøv at se sandorme”højen” ved siden af!
Mindre tangnål
Efter at have hevet lidt i et par flade, gik turen tilbage til trappen, hvor de andre var ved at fyre op i et par engangsgrill, så vi kunne brænde et soneoffer til ære for vejrguderne, der trods alt var os nådige denne tirsdag eftermiddag.
Offerfest
Smukt ser det ud!
Kim R