18/4 2014
Så var tiden endelig kommet til at hoppe i baljen med årets første tur for uv-jagt for vores vedkommende. Det var aftalt med Johnas, tidligere formand for DSF uv-jagt afdeling, og inkarneret undervandsjæger, lige hjemvendt fra friske eventyr i Panama.
Fin torsk i solskinnnet
Holdet bestod af 4 mand. Johnas fra Regina Maris uv-jagt klub i Brøndby, en jyde fra Nak Nemo i århus samt Tox og Jess fra Havbasserne. Solen skinnede, og der var havblik som en smuk sommerdag.Johnas ville gerne introducere os for nye metoder til undervandsjagt, så turen gik til Ryggen i Øresund. Vi mødtes i Lynetten på Amager, hvor der var meget fine omklædningsforhold med brus og det hele i sejlklubben. Herefter sejlede vi ud til et område på den anden side af sejlrenden, hvor der er torsk mellem 4 til 8 meters dybde.
Udrensning
Man sejlde båden mod den ene side af Ryggen mod strømmen. Herefter smed man drivanker og alle mand i vandet, hvor vi svømmede zig zag over revet indtil det blev for dybt. Vi havde svært i starten ved at spotte fiskene, men med vores instruktørs hjælp, blev vi bedre og bedre til det. Der blev svømmet / drevet med strømmen 6,5 km, og vi var kolde efter næsten 3 timer i vandet.
Vel ombord efter en lang tur.
Tox fik skudt den største fisk, en torsk på ca. 6 kg, der lå og sov på bunden. Der blev skudt 10 torsk i alt og lidt håndflade. Der var masser af liv derude og et yderst spændende sted for fremtidige klubture.Vi fik lært en masse om udstyr og metoder, og der var god grobund for fremtidigt samarbejde. Det blev tydeligt at en god båd er en fordel, så man nemt kan komme ombord, starte med elstart og god navigator til at finde områderne med.
Ja, man gør det jo ikke for sjov!
Det ender med at være en rasende dyr tur, da der blev anbefalet en del indkøb af nyt udstyr. Jeg skal i hvert fald have en større harpun og længere finner.Jess