11 September 2009

Robert

Allerede torsdag aften var jeg begyndt at glæde mig. Der var meldt dykketur igen. To af dem på en uge det var næsten for godt til at være sandt. Målet var klart – uanset hvad skulle ham den lange – der vist nok også hedder Peter – fange fisk. Lige efter mit hjerte. Så familiehygge måtte bortprioriteres, arbejde lægges dødt tidligt og udstyr pakkes i en fart. Jeg var helt afklaret med, at denne gang var beretningen min, for jeg ankom først til svømmehallen fem minutter før afgang.

Destination var Robert for anden gang denne uge (se evt. beretning fra 8.9.9). Glimrende dyk.

Jeg dykkede sammen med Rune. Han synes jeg svømmer alt for meget. Vi tog det derfor roligt. Duer jo ikke hvis de unge føler sig usikre på om de nu kan klare det fysisk. Vi svømmede derfor frem og så tilbage, ud langs masten til der kun var bunden og så lidt til den anden side hjem til tovet og op. Det var vist OK – Rune virkede i hvert fald glad, da vi var oppe.

Denne fredag blev Lis – vanen tro – igen våd. Det var mere end sidst, sådan som jeg forstod det. Igen var det ifølge Lis vist nok en andens skyld.  Kan Sten dog ikke snart mande sig op og hjælpe med at finde ud af, om der rent faktisk er et hul i dragten eller noget helt andet.

Et dyk på Robert var ikke nok for halvdelen af deltagerne. Så der blev lige lavet et stop over Hvenprammen. Nu skulle der fanges fisk. Den lange røg i vandet nærmest før vi andre nåede at blinke. Rune og jeg fulgte efter. Eller rettere sagt jeg måtte lige vente på Rune som vist ikke rigtig havde prøvet det der med bare at blive smidt af båden uden at der var bundet på.

Desværre kender jeg ikke Hvenprammen så godt. Det koblet med for stor lyst til at fange fisk blev noget skæbnesvangert for mig. Jeg søgte den forkerte vej med Rune på slæb men kunne ikke finde nogen gode gemmesteder for torsk. Og da jeg så endelig så en fisk som godt nok var lille skulle jeg aldrig have fortsat i rusen.

Det blev et kort men meget intensivt dyk og tilbage ved tovet steg Rune og jeg op. Omkring de 4 m fik mit andrenalinniveau lige et hop, da jeg stødte hovedet op i en død torsk, som stirrede mig lige ind i ansigtet med kolde og udtryksløse øjne. Det var overjægeren som han der og ventede. Med meget forståelige fagter fik han gjort mig klart at jeg skulle slukke min lygte. Da natsynet var kommet var der et rent festfyrværkeri af morild. Op og ned langs tovet, på de gobler som ramte tovet og på os der hang der i mørket.

Mit bytte – en tudsetorsk – fik jeg ikke ros for. Men den balle må jeg tage på mig, for den var helt berettiget. En sådan fejl skal jeg nok vare mig for i fremtiden.

Peter B.