8 September 2009

Robert

Noget gange er man helt utrolig heldig. Den følelse ramte mig allerede da ugen startede. Kalender og risiko for arbejdspres så fornuftigt ud. Vejrudsigten var lovende. Så det kunne blive en uge, hvor der var mulighed for en dykkeroplevelse. Havde det lidt ligesom jeg hørt ældre mænd har det med sex – forventningens glæde er sku det vigtigste.

Så det var dejligt – hverken på den ene eller den anden måde – at føle sig gammel, da jeg tirsdag satte kursen mod Farum.  At jeg så kom som den sidste og dermed hang på beretningen gjorde ikke glæde og forventningerne mindre. Det gjorde heller ikke noget som helst indtryk, at jeg måtte tåle lidt kærlig mobning allerede inden jeg var kommet ud af bilen. Der var nemlig flere som stod og lavede fagter, som kun kunne tolkes derhen at jeg da helt klart var udset til en eller anden form for skriveopgave. Fred være med det.

En god time senere var Havgassen i position over Robert. Jeg tænker tit over om andre klubber er lige så effektive. For mig er det en sand nydelse, at deltage i et sådant teamwork. Noget af det allerbedste er, at det foregår stort set uden synlig ledelse. Der er ikke en som råber ordrer, alle ved sådan i store træk hvad der skal gøres og helhedsbilledet er sådan en autonom organisme, som har et mål og nok skal finde det.

Jeg nød mit eget dyk sammen med Per som jo også er roen selv.
Lis blev igen våd de forkerte steder – denne gang var det Kenneths skyld.
Peter M var uheldig og nikkede sin dykkerlygte en skalle.
Den lange – han hedder vist nok også Peter – udviste fantastiske evner, da han fik ”foræret” en håndfanget torsk til dem i den anden båd, inden den nåede at overskide Havgassen, hvor jeg var.
Solnedgangen var fantastisk. Månen som steg op lige efter var også et syn for guder.

En helt igennem dejlig eftermiddag og aften. Sådan noget skal ikke ske for sjældent. Jeg var mæt af gode indtryk da jeg kørte hjem. Glædede mig til næste gang. Det skulle ske før jeg havde troet (se næste beretning på hjemmesiden).

Peter B.