28/1-2009

Østersøen SMS Undine  ”Pornovejr i januar”, det burde overskriften hedde. Kan ikke huske 5-6 dage i træk i januar med svage vinde og slet ikke i Østersøen. Kasper og jeg havde haft en date om dykning i dag onsdag, som de eneste faste folk. Nogen faldt fra og andre kom til og i sidste time, var vi faktisk kun 3 og med Havbassetur på Robert tirsdag, var der ikke mange der kunne/ville. Det endte da også med at det var gengangere fra denne tur der meldte sig under fanerne hos Kasper og jeg. Peter P, Flemming og Nick var klar igen. I samme åndedrag må jeg lige tage hatten af for Nick, på trods af manglende fødder på flasker og den helt store DIR-konfirguration, så er det sejt med 4 ture på en uge, i rækkefølge, Ares, Otto, Robert og til slut men ikke mindst Undine, dybt, dybere og dybest. Det er sgu da engagement så det batter.   Kasper og jeg kørte i forvejen, hentede båd og gjorde klar. De andre fulgte trop og vi stak ud på en næsten blank Østersø. Jeg havde lokket om langfart, men havde ikke helt selv troet på dykning på Undine i januar. 21 sømils rejse, 47m på bunden og 3 grader koldt vand, det ville jo være at friste skæbnen. Der var en del andre interessante positioner på vejen, så vi kunne altid gøre holdt på halvvejen, så Undine blev stukket ud og vi var på vej. Halvvejs ude begyndte søerne at rejse sig lidt og det føltes ikke mindre koldt med en jævn vind ind skråt forfra. Vinden lagde sig dog noget og vi ankom til positionen, godt kolde, efter 50 min sejlads.

Derudaf med sovende besætning

Nu er Undine jo et smukt lodskud og så var det ikke svært at mærke forventningens glæde gi varme i kroppen, eller noget der lignede i det mindste. Vi talte dog om at hvis det blev for koldt og surt, så ville vi kun tage et dyk, benytte overfladeintervallet til at bevæge os mod nord igen, og dykke på noget lidt lavere. Nick der havde slået dybderekord efter hver af de foregående havbasseture, var slået over i en lidt skinger tone da vi gennemgik dybder, tider og vragets beskaffenhed. Det her ville godt nok blive dybt, men Peter var jo så flink at tage sig af den unge mand, så det skulle nok gå.

Ingen betænkeligheder

Kasper var den eneste luftdykker og med mere eller mindre fede blandinger til os andre, så var det et naturligt valg at han bandt på, da han var den eneste der kunne gå til bunden på de 47m. Jeg ville dog følge lige efter og kunne godt overhale og binde på, hvis loddet lå på vraget og dermed ikke så dybt. Varmen kom til kroppen efter lidt mosen rundt med udstyret og glæden over nye handsker, og jeg kom i vandet lidt før Kasper. Et godt stykke nede af ankertovet kunne jeg pludselig se bunden men ikke noget vrag, rutinen gav dog et ubevidst hint om at kigge frem i vandet og der tonede skibssiden sig frem i mørket. Jeg kunne let svømme med tovet hent til siden, svømme op til lønningen, hive dræg og kæde op og svømme hen til den forreste kanon og binde på, inden Kasper nåede at komme ned til mig.   Fra kanonen svømmede jeg frem ad i vraget oppe ved lønningen. Her er der ca. 39m og jeg kunne se langt ned ad vraget. Sigten var rigtig god og uvant var der faktisk godt med lys på vraget pga. den gode sigt i hele vandsøjlen, normalen er uklart overfladevand der dræner alt lys. Fra torpederingshullet kunne jeg næsten se helt ud i stævnen hvor en stor stime rigtigt store torsk stod oppe over vraget. Lyskeglen fangede de enorme hvide buge på afstand indtil hele stimen forsvandt ned i vraget og umuligjorde sikker indenbordssvømning. Jeg nød indtrykkene omkring panserbroen og ilede mod agter, lige for at sikre mig at Kasper var ok og for at få lidt mudder i mine nye handsker. Lidt tålelig deko og så op i de 3 grader kolde overfladevand, hvor Kasper og jeg mødtes inden han tog flugten.

Klassisk klart vand i Østersøen

De andre kom i vandet og op igen. Nicks første ord på stigen var ”var godt nok lidt bims dernede”. Efterfulgt af om de der 2m lange dræbervæsner dernede (torsk), kunne bide og hva det var for nogle, samt noget om nogle tingeling og bingeling (unavngivne effekter og bestanddele på et typisk skib). Alle havde altså haft et rigtigt godt dyk og alle blev enige om at vi også skulle ha 2. dykket her, hvilket blev understøttet af at solen brød frem og alt var rart og varmt (næsten).

Klar til dykMading?

Efter 2 timers overfladetid, der gik nogenlunde hurtigt, med røverhistorier (nogle mere analfikserede end andre) og kaptajnen der fiskede lidt.  2. dyk gik også frem i stævnen, hvor der blev tid til at grave lidt og svømme lidt ind i vraget. Torskene havde trukket sig ind i vraget og gav lidt plads. Tiden gik hurtigt, trak den lidt ved at ligge og studere kanonen og med lidt vægt i posen som gav mig lidt mere luft i dragten, rustede jeg mig til 10min kold deko på ilten. Fra lønningen på 38m kunne jeg følge tovet op og se Kasper på deko, og svagt skimte båden i overfladen. Halvt oppe kunne jeg se kanonen og Flemming med med lygte på vraget og Kasper og båd helt tydeligt den anden vej. Det var sgu en vild oplevelse.

 Næsten ikke skæv?!!!Sukkergris..

For at gentage succesen, så var Nick sidste mand på stigen med de første ord ”jeg var sgu næsten ikke skæv denne gang”. Med alle i båden, alle overlevne og et hav fladt som et stuegulv, så var der halveuforisk stemning i det nærmende tusmørke og pilsnerne kom frem af lukafet. Hjemturen virker altid kortere end udturen og vi sad og sludrede bag skærmen de 50 min hjem igen og entrede havnen godt stive i masken, ikke af øl men af kulden. Alle sukkede af den nærtliggende afrigning, jeg sukkede mest af den våde og smattede muddermark der ventede, men når enden er go så er alting godt og båd kom sikkert i laden.   Tak til alle for en rigtig fed dag. (læs mere om Undine her: http://vrag.dk/vrag/undine.html)   Henrik