14/7-9 SMS Undine Undine – dér har jeg aldrig været! Og endelig klappede parametrene i takt – perfekt vejrudsigt, mulighed for deltagelse og selvfølgelig en tur der var arrangeret dertil.

Hen over Øresundsbroen var det ligeså svært at sidde stille i bilen som hvis jeg havde drukket kaffe, for havoverfladen var spejlblank ligesom prognosen forudsagde for både Øresund og Østersøen. Det kunne kun gå for langsomt med at få vækket båden og sat den i vandet og komme afsted over Østersøen. Ankomst i Smygehamn, hvor der stadig er klamme klatter i det mælkede havnebassin, og der lugter rigtig rigtig dårligt, men det er jo beskrevet et utal af gange før.

Smygehamn i sin pragt

Så var der liiige det med prognosen….som havde glemt at den skulle være vindstille i Østersøen. Der var relativt megen bølgeaktivitet. Men vi trodsede elementernes rasen og sejlede afsted i solskinsvejret. På positionen var bølgerne næsten helt aftaget (vindheksen var jo med på tur), til gengæld havde solen gemt sig for en korter bemærkning bag en sky, men med et flot gråt-i-gråt farvespil over vandet.

Gråt i gråt

Der lå allerede tre mand i en lille gummibåd over Undine, de var ved at være gennem første dykkerrul da vi ankom. Det var nemt at være os denne dag, vi kunne straks hoppe i bølgen blå og gå til vraget langs deres bundtov, som var bundt på ved broen.

Lidt selskab

Kim R havde lovet at være turguide og første dyk på luft startede mod stævnen – den deeeejlige dybderus jeg havde opnået umiddelbart efter jeg nåede vraget, gjorde blot den meget specielle snabelstævn endnu mere imponerende. Resterne af den fine udsmykning lige under rælingkanten er stadig ganske tydelige, trods det at Undine sank i 1915. Herefter gik turen langs styrbord ræling forbi de to kanoner der, pga. vragets store slagside, nærmest peger mod overfladen. Med et vue ned over dækket i den gode sigt, er det fuldt forståeligt at Undine er et vrag der er værd at besøge mange mange gange. Der er en detaljerigdom som sjældent ses! Tiden gik alt for hurtigt, og dekompressionstælleren tikkede lystigt opad da grænsen for dekompressionsfri bundtid var overskredet. Men vi havde på forhånd aftalt at dekompressionstælleren godt måtte tælle en del minutter på, så der var tid nok til en tur omkring agter for at se den højest liggende skrue. Tilbage ved bundtovet efter godt 20 minutter på vraget var det tid til opstigning…. og 20 minutters dekompression, som absolut ikke var dagens højdepunkt. Der var behov for timers overfladetid, så vi kunne få en rimelig tid på dybden på næste dyk. Overfladetiden gik som overfladetider plejer at gå – underholdningsværdien var høj, og samtidig blev tiden fornuftigt udnyttet med lidt fangst til middagsbordet og placering af eget dræg agter så de andre kunne tøffe mod land.

Lidt fisk skulle der fanges

Lite parade

Da det blev tid til til andet dyk blev Kim og jeg hundset i vandet og fik ikke megen plads til at snakke eller noget som helst…Kim fik et par minutters forspring for lige at gøre dræget fast på vraget. Da jeg kom ned til Kim var der så stærke arrigskabsvibrationer i vandet at jeg er overbevist om at han har skabt en tsunami! Kims manometer og dræget var viklet fuldstændigt ind i et stort fiske garn der lå som en guilande på agter. Kim var dog så arrig, at han med en hast, så selv Houdini ville blive misundelig, fik viklet og skåret sig fri inden jeg kunne nå at assistere med min franksbrødskniv. Det blev et fornøjeligt dyk med et nærmere kig på de to store skruer, den dybest ligger halvt begravet i mudderbunden, den højeste svæver helt frit, og også skrueakslen ses ganske tydelig. Der var tid til en tur hen over dækket frem mod broen. Her var uendelig mange detaljer og dimser at kigge på, og huller ind til vragets indre hvor kæmpe torsk fouragerer under dækket – ikke overraskende at de ved en tidligere lejlighed er blevet omtalt som hajer! Andetholdet, Kasper og Thomas mødte vi på tovet, hvor en venlig sjæl havde hængt en dekoflaske med en fedfed iltblanding til mig, så dekompressionstiden i den grad blev nedsat trods den medbragte EAN27. Skønt – det giver da øjeblikkelig afhængighed!

Mens Henrik var sendt mod bunden som sidste mand i vandet, var det badetid for os andre, undtagen Kim der hellere ville lave fotografisk dokumentation af den nye art Østersøbadedyr der sejle rundt i overfladen.

Udvalg af badedyr

Idet Henriks net brød havoverfladen spredte der sig en overordentlig grim lugt. Han medbragte en flaske fra dybet, indeholdende den mest ildelugtende umiskendelige væske der aldrig har kendt sin mage – flere måtte hænge ud over pontonerne med aktiveret brækrefleks, Thomas sniffede sporenstregs hårbalsam, og jeg var glad over at jeg sad i den rigtige retning for vinden, selvom lugten var så intens af den kunne snige sig imod vindretningen, som selvfølgelig var svag, men alligevel!!! Fy for en…ja, jeg ved ikke hvad, men Smygehamn dufter som en blomstrende sommereng til sammenligning! Godt der kun var at sejle mod Smygehamn så lugten kunne efterlades over Østersøen. I havn fik vi losset alt vores rod og båden kom hjem til hvil i sin garage. Dagens gode oplevelser var dog ikke helt slut endnu, for hjemturen over Øresund bød på en smuk solnedgang over Peberholm og med Københavns tårne i horisonten.

Tak for en fantastisk dag! Lotte

Solnedgang på Peberholmen