Jeg fik nasset mig til et lift fra hjemadressen, hvor familien havde taget bilen til påskefrokost, så Kim samlede mig op og vi stødte til de andre i havnen. Rungsted havn var forbløffende tom. Hverken fiskere eller sejlere så vi noget til.

Vi konstaterede at min nyklunsede grill passer lige ned i båden, hvis vi dropper oxyboxen. Så det er et spørgsmål om lige at prioritere lidt.

Vi fik fyldt båden i ro og mag og satte fart på over et fuldstændigt fladt Øresund. Ingen ville kunne have båret sig ad med at få vand indenbords!

Fremme på positionen smed vi loddet lige ned i garnet omkring Roberts nødstyremaskine. Kim brugte på den gode side af 10 minutter på at bakse det fri før han sendte flåddet op og vi kunne binde på.

Jeg havde lovet Henning en rundtur ud i stævnen, for dér havde han endnu ikke været. Men Henning fik en advarsel og måtte skifte batteri inden han kunne dykke. Det havde jeg ikke tålmodighed til at vente på, så jeg efterlod Henning og sprang i det det krystalklare vand.

Det med krystalklarheden holdt ned til en 10-12 m dybde, hvor springlaget og noget fnuller kom i vejen. Men selv på toppen af vraget var sigen ganske hæderlig, og også OK på resten af vraget.

Jeg svømmede lidt målløst rundt i agten blandt de utallige nøgensnegle, op på broen hvor både en rødtunge og en skrubbe lå vagtsomt og klar til at tage flugten. I styremaskinen stod der noget så eksotisk som en torsk. For lille til at spise, men stor nok til at være en rigtig torsk.

Jeg havde bøvlet lidt med elektronikken, så jeg tog turen opad inden det blev et alt for avanceret dyk.

I overfladen var det stadig solskin og fladt, men ikke sådan rigtig varmt. Lidt madpakker og de samme løgnehistorier, og vupti var det tid til en tur mere.

Jeg stod over, de elektroniske udfordringer på 1. dyk taget til efterretning. Henning fik lokket Peter med i stævnen, og alle kom glade op igen. Kenneth havde tisset lidt i bukserne, og Thomas havde fået for tynde håndled og hældte vand ud af ærmerne – men til gengæld havde han bjærget et fint plovanker.

Der blev skålet mens vi tøffede mod vest i. Kun afbrudt af Kustbevakningen, der lige ville se hvad vi var for nogle. Vi formåede på magisk vis at forholde os roligt, så de ville ikke rigtig noget. Ikke engang puste – og gudskelov for det. Jeg kunne stadig smage urter fra mindst 16 lande.

Vi nåede sikkert i havn, hvor der stadig var fredeligt, og Kenneth kunne snige vogntoget forbi et par Rungstedagtige biler, hvor ejerne havde en lidt anden holdning end os til hvorvidt et slæbested er et praktisk sted at parkere.

Men alle kom vidst sikkert hjem. Også den skaldede mand, med joggingbukser og strandvejstraktor.

Dennis