7/12-2011

Bonusdyk ved Trykkerdammen  Lortevejr lige siden julefrokosten og udsigt til stormvejr fra nu af og så langt øjet rækker, pressede de få, der virkelig havde trang til at komme i vandet, til at rive sig løs fra sofaen og trodse en frisk, men aftagende vind og moderat regnvejr. Dagen før var vi blevet ”truet” med en tur til Hornbæk af Kenneth, men heldigvis havde jeg andre uopsættelige gøremål, og undgik derved en traumatisk oplevelse hen over rullestenene.

Let oprørt vand

Turen startede ikke på den bedste måde – allerede før jeg tog hjemmefra, var alle indstillinger på mit kamera gået fløjten, og da jeg, vanen tro, allerede var for sent på den, måtte jeg bare kaste kameraet ind i uv-huset og haste mod Farum, hvor jeg lige præcis klarede at nå frem til tiden. Men, som ofte før, var det kun PIV og undertegnede, der kørte mod nord – ingen andre havde åbenbart haft modet til at konfrontere familierne med, at dykning skulle prioriteres over juleforberedelser og fjernsyn.  Vejret var sandt for dyden heller ikke tillokkende, så vi havde allerede før afgang gjort udstyret klart, og var iklædt inderdragt mm., så vi ikke skulle stå i regn og mørke på Strandvejen og bakse med det. Resultatet var da også, at vi hurtigt kom i vandet, hvor bølgerne var noget større end forventet, til gengæld var sigten væsentligt mindre, under 1 meter på det lave og 2-3 meter på den anden side af ålegræsset som det bedste.

Vi drog mod øst, og her følte jeg mig ganske let – alt for let, så jeg var kortåndet på hele turen, og der var intet luft i overskud i min dragt. På vejen stødte vi på en del fladfisk og i starten pegede vi begge på dem og forventede at den anden fiskede, men intet skete, så fiskene blev utålmodige og stak af. Det brugte vi ganske lang tid til at finde ud af og kun fordi der var en ekstraordinær stor skrubbe, blev mit søm fundet frem fra lommen og skrubben trukket på wiren. Den blev fulgt af en passende artsfælle, men så kom der for alvor lidt adspredelse. Pludselig viftede PIV panisk med lygten og jeg tænkte han måtte have alvorlige problemer, men ved nærmere eftersyn opdagede jeg, at hans lyskegle fulgte en lille tiarmet blæksprutte. Det havde jeg ikke forventet, og jeg måtte lede efter mit kamera, som sad fast et eller andet sted på min strømlinede konfiguration. Da jeg endelig fik fundet kameraet frem, var det jo ikke klar til at tage billeder, intet fungerede som det skulle, og jeg var samtidigt ikke i stand til at læse de små bogstaver på menulinjerne så jeg kunne gøre noget ved det. Jeg tog alligevel en masse billeder af den meget samarbejdsvillige blæksprutte, som vi legede med i en halv snes minutter. Desværre var der ingen strøm, så alt vores mudder var lige hvor vi og sprutten var. Til sidst gav sprutten dog op og forsvandt op i vandet over mudderskyen og væk.

Den søde blæksprutte

Dykket var pludselig blevet meget bedre – uanset at jeg ikke kunne trække vejret uden at ryge til overfladen og at jeg samtidigt ikke kunne lufte ud. Hvis jeg lindtog lodret stilling for at tvinge lidt luft ud, så løb vandet ind ved min halsmanchet, og det var jo ikke så rart.

Dovnen skrubbe

Af øvrige betragtninger fra turen var en million panserulke, så mange at jeg til sidst ikke en gang gad lege med de kære små. En sværmende orm, af endnu ukendt art, der var umådelig svær at fokusere på i det meget uklare vand, og så var der en meget stor og meget gravid ålekvabbe, som var så besværet af sin drægtighed, at den ikke havde en chance for at flygte.

Fin svømmende orm Panserulk Gravid ålekvabbe

Efter en times tid var vi tilbage ved broen, og kunne forlade det urolige og 6 °C varme vand.  Vi kom ud af dragterne, fik fjernet belægningerne på tungerne med en drik, der ikke var alt for velsmagende, kastede udstyret ind i bilen, og så vi kunne ordne det hjemme i garagen i stedet for i regnvejret. Godt at man ikke er bange for lidt saltvand i bilen, men det løber vel ud af hullerne i bunden… Kim R