17/1 2015
Dyk ved bådudlejningen Endelig en lovende vejrudsigt til weekenden, det var næsten for godt til at være sandt og det viste sig selvfølgelig, da weekenden endelig kom, at vinden på ingen måde var, som de tidligste prognoser havde lovet. Det var blevet rettet fra at være fint lørdag og rigtigt fint søndag til at være nogenlunde fint lørdag og uldent søndag. Seneste opdatering fredag viste lortevejr lørdag og søndag og blæsende frem til den kommende onsdag Dette ustadige vejr fremkaldte stor desperation hos flere så for ikke at blive alt for deprimerede, måtte vi en tur i vandet. Det eneste sted, hvor det var muligt var i Trykkerdammen. Allan kunne ikke få sig selv til at skrive Trykkerdammen i den mail han sendte ud fredag aften, men skrev i stedet, at vi dykkede ved bådudlejningen.
Bådudlejningen ses i baggrunden…
Lørdagen kom med den lovede friske vind fra sydøst og solskin, så på trods af at dykningen ikke lokkede voldsomt, var det jo en fin dag fil at lette sig fra sofaen og komme ud.Vi endte med at være tre havbasser ved Trykkerdammen, og vi så nogle få andre, der skulle et eller andet. Men de var nu ikke længe i vandet. Deres største oplevelse på denne vinterdykketur var, at de så en rigtig ægte halsvest i brug de mente, at de kendte en, der en gang havde set en halsvest Udfordringer er der mange af når man dykker, bl. a. skal man huske alt sit grej. Allan manglede en regulator, men det var ikke undskyldning nok til at slippe for dykket, for Dennis overlod han den ene af sine regulatorer og det var den med lang kvælerslange.
Kan man nu være sikker på at kvælerslangen ikke er giftig?
Og dykning, tja Trykkerdammen om dagen er ikke det mest spændende. Der var lidt bølger på stranden, sigten var ca. 1 meter ved bredden, men den blev bedre længere ude, ca. 2 meter. Der var lidt strøm, der bar mod nord, og strømmen tog til i styrke ude på 10-12 meter. Der var ikke vandvittigt meget liv, nogle tynde flade og så lige et par stykker, der så ok ud. Jeg bemærkede også skyggen af en lille blæksprutte ude på 10-11 meters dybde, men den var meget sky, muligvis fordi, jeg fik jaget en pænt stor skrubbe op lige under den.
Der var et par stykker, der kunne bruges.
Efter 45 minutter begyndte fingrene at blive kolde og stive i det 5 ⁰C varme vand, og så gik det ind igen, hvor man hurtigt kunne få varmen i solen, hvis man stod lidt i læ for vinden. Efter lidt pakkeri og kaffedrikning blev vi enige om at køre ind til Helsingør for at spise lidt frokost, hvilket vi så gjorde! Kim R