11/8-2009

En aften på Socialkontoret
Med en knap så imponerende vejerudsigt i vente, blev der dagen før vores tirsdagsdyk, rent undtagelsesvis indrykket en ”kontaktannonce” på Havbassenettet. Her blev der forespurgt om der var andre tosser der skulle i vandet.  Jeg var klar til at få luftet eller vandet skulle man måske nærmere sige, min nye harpun og foreslog at vi dykkede i læ på østsiden af Ven.  Med nogle få andre tilkendegivelser om at ville komme, virkede det som om bestemmelsesstedet var aftalt.   Tirsdag: Med en ferie der kun var 7 arbejdsdage væk, er det som om syndfloden af mails, telefoner, møder og alt det forbandede papir får fyldt mere en rigeligt op i arbejdsdagen. I hvert fald nærmede tidspunktet sig for hvornår man med rimelighed kunne forvente at slippe for at skrive beretningen med hastige skridt, inden jeg fik forladt kontoret.  Selv om jeg havde proklameret at jeg ikke ville skrive beretning denne dag gik det som det plejer. Jeg kom sidst og fik endnu engang muligheden for at bestemme hvad vi oplevede på turen. Det var ikke meget og beretningen kunne egentlig stoppe her, men ved nærmere eftertanke, var der nu alligevel et par detaljer som fortjente en nærmere beskrivelse. Et af de klassiske emner i turberetninger er vejret. Denne tirsdag skulle det jf. DMI være mindre anvendeligt til dykning. Det viste sig nærmest sædvanen tro ikke at holde stik. Vejret var faktisk rigtig godt med masser af aftensol og så lidt vind at vi uden problemer kunne sejle til Ven. Det gjorde vi bare ikke. Det gode vejr havde lokket ikke mindre en 20 Havbasser af huse, hvilket er mere end Havgassen og Havets Dronning kan bære. Ven må vente!

Morderpatrujlen klar

Endnu engang måtte vi køre den tunge vej til Trykkerdammen. Lad det være sagt med det samme. Det er altså ikke dykkeroplevelsen der trækker 20 mennesker, hvoraf flere er eller burde være nogen lunde klarttænkende, til Helsingør.  Hvor klogt er det at tilbagelægge 420 km (6 biler af 70 km) og brænde næsten 42 liter brændstof af og miste næsten 100 arbejdstimer på at foretage sig noget så noget der på ”overfladen” ser ud til at være mere end kedeligt? Tilsyneladende ikke dumt nok til, at få nogen af de klarttænkende til at køre hjem igen (øv)   Trykkerdammen.  Stemningen var ikke ligefrem trykket, men der var altså heller ikke den euforiske og hektiske stemning der nogen gange er ved et godt vragdyk. Spændingen ved det ukendte, troen og håbet på guldskatten, klokken eller slimbændelormen og overbevisningen om, at man også overlever denne gang. Der var mere sådan en lidt sydlandsk afslappet stemning, hvor ting tog den tid ting tage uden at der var nogen der tog sig af det. Lotte og jeg var klar til at teste vores nyindkøbte harpuner og Thomas var klar til at dokumentere ”blodbadet” på film og billeder.

In action

Ladning af harpun er ikke bare lige, specielt ikke hvis den er ny og hårdt pumpet. Det kan godt lade sig gøre når man befinder sig i området lige omkring 100 kg, men hvis man vejer det halve skal der arbejdes. Ja selv ikke med meget hårdt arbejde og bandeord kunne Lotte gøre sig nogen forhåbning om at få fisk med hjem. Der skulle andre metoder i brug. Harpunen blev ”punkteret” og vi kunne komme i vandet.   Fantastisk! Efter ganske få svømmetag viste den første flade sig. En ualmindelig fin pighvar. At den så ikke var større end ¼ mariekiks var noget helt andet, men fin det var den. Vi blev overvældet af storsind og undlod at meje den ned. Men skidt pyt der ville komme et ”hav” af de stor og fine senere. Skulle bare lige ud over det lidt ærgerlige stykke med ålegræs…….og en smule ned af skrænten…..og lidt hen langs skrænten….og lidt op af skrænten…..og hen over det lidt ærgerlige stykke med ålegræs. Der blev ikke affyret et ærligt skud. Ikke fordi der var funktionsfejl på harpunerne, men nok nærmere fordi rygterne om harpunernes ankomst var løbet i forvejen. Fiskene havde tilsyneladende valgt at svømme hen til Manley. Det var et dårligt valg.

Er der fisk der?

Tilbage på land var stemningen stadig sydlandsk afslappet. Folk tøffede rundt og pakkede udstyr drak øl og snakkede om vejr og vind. Vind var der nu ikke så meget at snakke om. Den var nu helt og aldeles pist væk. Men så er der heldigvis så mange andre emner man kan kaste sig over. Det gjorde vi så og det var nærmest også blevet spisetid. Kirsten var da heldigvis med så der var udsigt til, at den vanlige overproduktion af sandwich blev fordelt. Men nej! Sandwich-produktionen var blevet uliciteret til Mirjana, som har en helt anden opfattelse af hvor mange sandwich der er behov for på en dykkertur. Ikke bare er det få, men de er også produceret på en tankstation. I længden er det altså ikke en holdbar løsning. Jeg vil godt, og jeg tror jeg taler på hele klubbens vegne, anbefale Kirsten at hjemtage opgaven igen J Nå vi havde jo god tid og snakken gik i den tid det tager at drikke 2 langsomme øl og en varm kaffe, hvorefter snuden blev vendt mod Farum, hvor der blev læsset af og afregnet

Var det 8-10 m/s de havde lovet……

Endnu engang står jeg i den situation, hvor en turberetning skal skrives og endnu engang må jeg konstatere, at det altså ikke er dykningen der gør forskellen på en god eller dårlig dag. Selv med en dykkeroplevelse der uden tvivl ligger i den kedelige ende, har jeg stadig haft en god aften takket været en masse hyggelige mennesker. Det er sgu da en fed klub!    Mvh Henrik