25/8 2012

Trykkerdammen – nu med børn – igen! Turen blev arrangeret for at holde nogen af de unge mennesker i træning efter Norgesturen. Af potentielle deltagere var Asbjørn, Oliver og Mikkel. I løbet af fredagen trak Juhl et måske-kort op af lommen, for Oliver overnattede ikke hjemme, og så er der jo en del usikkerhed om morgendueligheden.

Det er jo ikke helt nemt…

Til gengæld var der store børn med, Manley skulle ryste møllene ud af våddragten og prøve det åbne udstyr og vores nyeste medlem, Anette fra svømmehallen, skulle debutere i havbasseregi. Vi fordelte os i et par biler, og Karin og Asbjørn ville så støde til ved Trykkerdammen, hvor der ville være tåleligt frem til frokost. Vi nåede også frem, ikke som de første dykkere, og heller ikke som de eneste. Blæsevejr er lig med trængsel ved Trykkerdammen, når kursusdykkene skal afvikles i weekenden.

En stime tobiser inden på det lave

Vi overhalede de fleste indenom og kom ret hurtigt i vandet, sigten var glimrende, 8-10 meter, hvor man var alene, og mere variabel andre steder. Der var nordgående strøm i et bælte fra 5 til 9 meters dybde og ellers ikke noget strøm af betydning. Temperaturen var 18-19 grader og meget behageligt. Vinden var sydlig og byggede lidt bølger op, men ikke noget at bekymre sig om.

Der er efterhånden ikke meget tilbage af vraget

Den gode sigt gjorde, at man ikke følte sig alene på noget tidspunkt, der var grupper af dykkere i udkanten af synsfeltet det meste af tiden, næsten som i Rødehavet. Om det så er fremende for ens naturoplevelse, vil jeg lade det være op til den enkelte. Der var en del fladfisk, men kun enkelte, der var rigtigt store. De var til gengæld sky, så frokostanretningen blev derude. Der var en større stime småsej omkring vraget, de virkede helt guldfarvede i solskinnet, de var ikke sky, men var også for små til at blive til frokost – endnu! Ellers var der en vrimmel af yngel i ålegræsset, og det myldrede med kutlinger og ålekvabber på bunden. Krabberne var ligeledes et underholdende element, de var oppe at slås og jagtede hinanden – alle sammen. Måske noget hormonforstyrrelse…

Stadigvæk ikke nemt…

Efter tre kvarter gik det ind mod trappen og op til en af Manleys Weissbier, der havde overlevet sommeren. Karin og Asbjørn havde travlt og skyndte sig videre, men vi andre sad lige og så på alle de dykkeraktiviteter, som stedet summede af denne lidt uldne lørdag. Og med rettidig omhu, så begyndte det at dryppe, da vi lige netop havde fået pakket vores grej i bilerne og lige skulle ha’ den sidste historie, vi nok allerede havde hørt… Kim R