25/6-2011
Trykkerdammen Alt for meget vestenvind til at sejle, og lidt udstyr, der skulle prøves, gjorde Trykkerdammen interessant. Sten var den eneste udover mig, der turde dykke. Det viser jo netop fordelen ved ikke at huske for godt, for så kan alle steder virke nye hver gang! Han havde vist også noget udstyr, der skulle prøves, og han havde også en kande kaffe Vi havde forventet, at der ville komme flere sofadykkere, men der var god plads ved Trykkerdammen.
Krabber er der altid
Om dykket og Trykkerdammen er der ikke meget nyt at sige, bortset fra, at der er dumpet lidt mere affald ved PADI-vraget. En mindre jolle var smidt ved vraget, og den var blevet ankret forsvarligt op. Hvis det ikke var for svømmeturen, havde jeg nok taget ankeret med ind og håbet på, at jollen ville blive ført bort med strømmen.
Et nyt vrag omkring PADI vraget
Der lå en del fladfisk – skrubber og isinger – på 12-13 meters dybde, men der var ingen pighvar, og jeg gad ikke rense skrubber og isingerne var for små, så de fik lov til at vokse, til de næste gang vi ses.. Der var ingen strøm, sigten 6-8 meter og temperaturen var 17-18 °C, men trods de gunstige forhold, var en lille time hvad jeg kunne holde ud. Jeg havde fået testet mine nye blyklodser, som vejede det de skulle, og som, i parentes bemærket, hjalp en smule på lændesmerterne. Men det kunne jo også være den lettere 12-liters flaske
Skrubbe i sandet
Kim R