6/7-2010

Nicolai og madpakken Det går ikke rigtigt godt med ens dykkeraktivitet, når årets første tirsdagsdyk er i juli. Men dagen var solrig og jeg trængte til en tur i vandet.  Var den første havbasse ved hallen. Det er måske ikke helt sandt for der stod en ukendt dykker med hovedet dybt nede i udstyret bag i bilen. Vi hilste pænt og han sagde han hed Nicolai (måske staves det anderledes). Det var første gang han skulle med. Navnet var jo velkendt for en Nicolai har vi jo i forvejen. Jeg måtte dog diskret lige checke, at den nye Nicolai nu ikke også var sådan en tekno-udstyrs-freak, for så er der jo snart så mange med boblemaskiner, at vi risikerer en fraktionering i klubben.  Men udstyret så helt almindeligt ud og Nicolai kunne også oplyse, at det her var hans første dyk hvor det var koldt. Hold da op tænkte jeg, hvis det vi skal i dag er koldt, så må det godt nok have været meget varmt der hvor han kom fra.

Manley og Sten ankom og det blev hurtigt besluttet, at det luftede så tilpas meget at en tur med båd nok måtte blive en anden tirsdag. Så turen blev besluttet lagt til Trykkerdammen. Den rigtige Nicolai dukkede søreme også op. Bilen proppet med udstyr og slanger. Da  den nye Nicolai så det spurgte han mig om alle i klubben dykkede med sådan nogle maskiner – han havde nemlig også set Manley stå og rode med sin. Det kunne jeg afkræfte og han så meget lettet ud. Vi fik pakket og i sidste øjeblik kom Kim R også susende. Efter behørig afpisning i buskene riggede vi til i vanligt havbassetempo. Alt var som det plejer indtil der pludselig opstod en eller anden krise omkring den nye Nicolai. ”Er der nogen som har nogle sko ?” blev der spurgt. Det kunne jeg ikke rigtigt forstå meningen med. Jeg havde da mine fine sorte laksko fra arbejdet liggende bag i bilen. Men de skulle da i hvert fald ikke med ud og dykke. Jeg var i øvrigt helt klædt på til dykning, så jeg skyndte mig i vandet sammen med den rigtige Nikolaj mens jeg tænkte på om man bruger sko når man dykker i de varme lande. Dykket var såmænd helt som forventet. Dog lidt mindre livligt end jeg synes det plejer at være. Jeg så nogle få fladfisk både døde og levende og der var også nogle fine meget mudderbelagt konksnegle ude hvor der var lidt dybere. På hjemvejen faldt jeg over et par tangspræl som vist var i færd med at lægge op til noget forplantningsagftigt. De var i hvert fald meget tæt på hinanden og der forgik et eller andet som virkede kærligt mellem dem. Belurede dem lidt men det udviklede sig ikke rigtigt. Måske var de generte. Jeg lod dem i hvert fald i fred med et held og lykke til deres videre stræben.

Kom op lidt efter Sten. Der opstod næsten straks en krise. Manley havde ikke lagt nøglerne til bilen der hvor han havde sagt til Sten at de skulle ligge. Sten kunne ikke se en skid uden briller og brillerne var bag i bilen. Det var øllene også og det var endnu værre. Men den største krise ja nærmest altoverskyggende krise bestod i at Stens madpakke jo var låst inde. Vi måtte kravle helt op på taget af Manleys kassevogn for at lede, undersøge det meste af undervognen (til din orientering ser den fin ud Manley) og gennemrode alle buske og planter i nærheden. Men ak – nøglen var der ikke ! Krisen bestod og stemningen var meget trykket. Så kom Kim op og han kunne finde nøglen til bilen. Sten fik en øl og det hjalp lidt på humøret. Brillerne hjalp ham med at se. Så opstod der en endnu værre krise end den første. Nu var Stens madpakke forsvundet ! Han havde ellers lige haft fat i den ! Nu var den pist væk ! Både Kim og jeg måtte sværge at vi ikke havde taget den og at vi ikke havde set nogen luske rundt og rode ved bilerne. Så blev Manleys bil godt nok undersøgt. Først undersøgte Sten sin egen taske en tre fire gange og så var han systematisk al anden oppakning igennem. Men ak – madpakken var helt væk. Nu kom det nye prospekt Nicolai til syne sammen med Manley. Han havde ikke handsker på ! Der blev jeg godt nok imponeret for jeg synes da det havde virket lidt køligt ude på den anden side af de 10-12 meter. Men hvad, han var nok ikke helt parat til sådan nogen luffer for det bruger man næppe i de varme lande. Endnu mere imponeret blev jeg da han kom helt op.  Han havde dykket i sine fine sportssko ! Det kalder jeg fandme stil. Ham den nye Nicolai skal der sagtens komme en rigtig havbasse ud af. Mangler der lidt udstyr – ja, hvis det ikke er fuldstændigt nødvendigt, så dykker man uden og kny (f.eks. manglende handsker) eller også så prøver man at erstatte det manglende med noget man ellers har ved hånden (f.eks. sine sportssko).  Hvilken herlig dag. Og madpakken – ja den fandt Sten i sin taske, da han kom hjem. Så alt endte jo rigtigt fint.