3/8-2010

Søgang og Saltvandssprøjt”De lover jo lidt vind fra nordvest men ingen strøm så mon ikke det går at komme på Otto eller Emil. Ses!” – det var ordlyden i varslingsmailen for tirsdagsdyk. Afstiafsted, syv var klar til frisk aftentur på Øresund, og selv om jeg mødte frem ved svømmehallen i overordentlig god tid, var jeg helt uden parléren absolut sidste mand. En fordel er der dog ved at komme sidst for tidligt – ilt, booster, kompressor er ikke i brug og står klar til fri afbenyttelse. Eneste hurdle er at sortere lidt i den indkomne hørelse, så man ikke bliver presset af udtryk som ”er du snart klar?” og ”er du færdig med boosteren nu?”, de får lov i stedet at suse lige igennem.  De utålmodige fik starttilladelse til at køre i forvejen mod Helsingør, for vi skulle på Otto – og tænk om man kunne være så heldig at finde torskegemmestedet denne gang!

Fremme i Helsingør var vi klar i en fart og styrede i retning af Otto med den netop hjemvendte Grønlands farer ved roret. Der var bare lige en enkelt bekymring – Far havde iklædt sig fuld tørdragt, trods at han var kaptajn og sad godt dækket bag ved vindskærmen på Havgassen. Vi blev selvfølgelig alle sammen straks stærkt betænkelige og fandt det bedst at iføre os samme påklædning som far, enkelte endog med hætte sluttet tæt om hovedet. Og det var klogt. Ohøj en søgang! Vejen til Otto var næææsten tre gange længere end den plejer med al den sejle-op-og-ned-af-bølgerne sejlads, men kun lidt vind… fra NV, og så bliver vandet fra Kattegat presset mellem Helsingør og Helsingborg som i en tragt. Vi fik rystet ryghvirvlerne godt på plads og blev sjask våde – men det gjorde ikke noget, for vandet var varmt og der var kun lidt lun august vind.

Bøjerne røg i en fart og straks derefter Teddi (+harpun) for at binde på. I et meget højt tempo derefter var skilpaddeholdene Nicolai (+harpun) og Manley (+harpun) sprunget over bord. Bøjerne duvede godt i bølgerne, men der var ingen strøm. Vi gjorde fast til bøjerne straks som Rune var klar til at springe i. Jakob (+harpun) og jeg gjorde os klar – det med harpunen var op af bakke med tre harpunbevæbnede fiskefangere på vraget allerede og kun et godt fiskehul… meeen hvis nu… så harpun kom alligevel med. PPP og Morten var afbindingsholdet og Morten var blevet lovet en sightseeingtur på Otto.

Sigten var ikke prangende da vi kom ned omkring vraget i retning af skruen, faktisk var den rigtig rigtig dårlig; til stor glæde for de tilbageværende torsk, for dem ville vi ikke have en kinamands chance for at få øje på.  Sigten omkring hele agten var rimelig godt plumret til, men midt fra og fremefter var sigten meget bedre. Stævnen kunne ses tydeligt i hele sin højde, flot besat med sønelliker. Imponerende er det nå man kan hænge i vandet lidt på afstand og se Ottos stejle stævn og begge skibets sider. Det var hydroidernes festdag på Otto. Store hydoide buske/fjerblomster i buketter dækkede vrag og gammelt tovværk og liner, men overraskende få nøgensnegle, tråd- og busksnegle, mæskede sig i de skønne grøntsager. Hårvarre spottede vi også – en enkelt (for lille til mad) sad klæbet til skibssiden og forsøgte efter bedste kamuflage evne at gøre sig usynlig. Der var plads til forbedring. Tilbage mod tovet var det ren sightseeing med kig i lastrum og under dækrester for at se om der alligevel skulle være en torsk der var skræmt væk fra bunden. Men selv om en EAN 31 blanding er perfekt til Otto, og giver al den tid der er brug for, så sætter luftmængden og temperaturen desværre stadig tidsbegrænsning på dykket. Der var kun en vej – op gennem brandmandstæppet.

Oppe igen var søerne blevet større, og søsygen sad på rællingen af Havgassen og slog okker-gokker om hvem den skulle ramme. Torsk var der fanget i bedste babushka stil. Faktisk kunne det næsten se ud som der kun var fanget en enkelt torsk, og de andre havde været pakket inde i den… det betød også at den mindste nærmest var madding, men ikke desto mindre skudt med harpun – størrelsen af en torsks øjne er IKKE proportional med torskens størrelse har jeg selv lært ved tidligere lejlighed. Men det var en fin lille torsk der sikkert havde plirret sådan med de store mørke øjne til Nicolai, at han simpelthen måtte have den med hjem…akkeja, men han lovede at spise den selv. Manley betalte sin skudt-harpunspyd-farvel-gæld tilbage med den største torsk, tak for det… mums!

Om ikke andet så var det i hvert fald godt ramt

Der gik afterdive stemning i båden, med tøffen i sagte tempo tilbage i havn. Det plejer også at være rigtig hyggeligt, og Teddi styrmand sejlede nænsomt i med-bølgerne. Men det er bare ikke så rart når vi så til gengæld lå i motorens udstødningssky hele tiden – uaarrks. Trods trusler om at vi nok ville tage vand ind, overtalte jeg styrmanden til at gi’ den gas. Vi tog vand ind, masser af vand ind… eller det vil sige, en enkelt plads i båden fik vandkaskaderne; det var der hvor jeg sad, og jeg konstaterede højlydt at jeg havde fået kolde saltvandssprøjt i kavalergangen på sejlturen… Uh – det skulle jeg aldrig have sagt i det selskab!

Enkelte kørte direkte hjem fra Helsingør Nordhavn og resten afregnede tilbage ved Havgassens hus. En herlig tirsdag aften i høj søgang og saltvandssprøjt, men prognosen holdt: Lidt vind fra nordvest men ingen strøm, og det gik at komme en tur til Otto.

Lotte – ved godt vi har haft diskussionen før, men er det virkelig sidste fremmødte ved svømmehallen der skal skrive beretning og ikke sidste fremmødte ved havnen? Ikke ændret meget denne tirsdag… jeg var sidste mand begge steder…

Ovnstegt ved 110 grader i 45 minutter (ikke madningen Nicolai havde med op)