Themis og Libra

22/4-2011

Bryghus på slæbestedet ( Themis og Libra 22 april 2011 ).Langfredag, den kedeligste dag da man var barn. Intet var åbent, ingen aviser, ja selv musik måtte ikke spilles offentligt og på fjernsynets eneste tv-kanal var der gudstjenester og pigekor hele dagen. Jesus led for os på korset, men tænk på hvor mange børn der har lidt denne kedelige dag. Heldigvis har den religiøse mafia ikke så meget magt længere så selv vejret er blevet nærmest sommer. Vi blev enige om ikke at sejle så langt som dagen før hvor det havde også været noget koldt , Robert har vi været på de sidste uger og måske ville det blæse lidt efter middag, så en tur til Themis, Libra eller Anders Martin blev valgt. Havkassen blev spændt for Havgassen og afsted mod Hundested gik det. Halsnæs hedder kommunen, kedeligt navn ærgeligt at den ikke kom til at hedde FredriksHundeVærkSted. Havnen i Hundested er lavet noget om siden vi var der sidst. Nu er der kommet gågade langs kajen med slæbestedet, med madsteder, galleri, røgeri og et MIKROBRYGGERI. Dette kunne blive vores nye ynglingshavn. Vi blev enige om at teste bryggeriet når vi kom ind. På trods af det sommerlige vejr var det lidt køligt at sejle så huerne kom frem men heldigvis var der ikke så langt. Vandet var nærmest spejlblankt så det var nemt at se marsvineflokkene bryde overfladen.

Blankt vand Blankt vand på kattegat

Themis blev hurtigt fundet og dræget smidt. Anders bandt på og vi lavede hvad der med god vilje kunne kaldes hold. Jeg dykkede sidst sammen med Hans. Nu er Themis jo hurtigt set så ½ time blev aftalt. Almindeligvis er der mange fisk så harpunen blev gjort klar. Før vi gik ned kom Anders op og fortalte at sigten var noget dårlig og at det ikke var noget liv, så jeg efterlod harpunen i båden. Jeg mødte Flemming på tovet og han havde et par småfisk i posen. Der var mange alger i vandet langt ned og så kom der lige er lag med klart vand omkring de 20 meter så toppen af vraget var klart og længere nede lidt uklart. Agterenden ligger som en rodebunke, midtskibs er faldet helt sammen og stævnen rager lidt op. Under pladerne plejer der at stå torsk, sej, lange, havkat og enkelte hummere.

HummerEn bette hummer

Der var ikke så mange fisk som der plejer. Tilsvarende havde der heller ikke været andet end døde torsk på gårsdagens dyk på kronprinzen. I et hul fandt jeg en fin stor hummer sammen med et par små langer. Da man skal være agtpågivende om den invasive amerikanske hummer er kommet til danske farvande besluttede jeg at ville tage den med op til artsbestemmelse. Ind med armen i hullet for at få fat i den, men desværre lavede langerne straks sigten i området om til 0-sigt. Jeg følte mig frem og fik fat i noget klo. Hummeren følte sig også frem og fik fat i noget hånd, så det blev til et kort håndtryk og vi skiltes og jeg fandt den ikke igen. I et andet hul var der torsk og havkat men harpunen lå jo oppe i båden. Vandtemperaturen på bunden var 3 C så efter ½ time bandt vi af. Overfladetemperaturen var 6 C så det kunne man ikke få varmen af. Vi drev stille og rolig ned mod Libra i det gode vejr.

Junior Kinerser Kaptajnen der smed kaptajen i Rungsted havn

Libra, same procedure as last wreck, men denne gang kom harpunen med ned. Vandforholdene nogenlunde som på Themis. Alger langt ned i vandsøjlen men henover dækket på Libra var der stjerneklart. På 19,1 meter var der et termolag og sigten lidt uklar under. Jeg tog en runde og kiggede under plader og under vraget. Flemming havde sagt at sigten nok var lidt ringere i styrbord side men det var ok. Der var ikke det store antal fisk, jeg så faktisk kun torsk. Jeg fandt en fin stor torsk i en hul men da den vendte sig havde den et stort sår-plamage på siden. Jeg mistede appetitten og lagde harpunen op ved dræget. Svømmede et par runder om Libra, nede og oppe i den krystalklare sigt. Hans blev længere og påstod senere at havde set en vingesnegl, den første i dansk havfauna.

Tilbage i havnen fik vi hurtigt rigget af. Vejret var sommerligt og vi fik bænket os udenfor ved Halsnæs Bryghus. Classens Lise ( amerikansk ale ), Røde Ran (red ale ), Store Knud ( tjekkisk pilsner ) og Vådbinder ( engelsk porter ) var der at vælge fra fadølshanerne. Dette er vores nye ynglingshavn. Hvis man skal kede sig sådan en langfredag, så var det et godt valg vi gjorde.

Afterdive Fornuftigt afterdive