Båden havde fået ny benzinpumpe, så det var med stor entusiasme og en fornuftig vejrudsigt at vi fem mand høj begav os mod Gilleleje for at testsejle, og dykke nu vi var i gang. Alle, der havde meldt deres ankomst var klar 10 min før tid!

Uden den store dramatik kom båden i vandet. Den startede ved første berøring af tændingen og kom ikke med nogen alarm! (heller ikke da den skulle vende om i havneindløbet for at hente den glemte lygte, der åbenbart gjorde mig til skribent på trods af at der var to, der ankom senere end mig)

Vi satte kursen mod Stenfragteren over et roligt Kattegat.

Både første og anden gang jeg gled ned ad tovet for at binde på var det tydeligt at der var rigtig god sigt. Masser af lys, og jeg kunne se tovet lang ned. Og så pludselig skiftede det til almindelig halvdårlig sigt. Øv. Men der var trods alt et vrag indenfor synsvidde denne gang. Allerede imens jeg bandt på den pullert som loddet lå lige ved siden af, kunne jeg se at det vrimlede med fisk. Overvejede kort om jeg skulle svømme op og hente en harpun, men blev enig med mig selv om at det nok var lige lovlig meget yoyo-dykning.

Især i stævnen af vraget var der helt enormt mange torsk. Faktisk vil jeg sige at jeg aldrig har oplevet noget lignende. De svømmede som i en stor stime, frit over vraget, rundt mellem hinanden. Hundredevis af dem i mange størrelser, men flere af de små end de store. Jeg lå oven på bakken i en håndfuld minutter og iagttog det hele. Viftede jeg lidt med lygten kom der bevægelse i fiskene.

Jeg noterede mig at spidsen af kølen – der hvor en viking ville sætte et dragehoved – lige akkurat stak op i det klare vand. På vej tilbage ville jeg samle så mange taskekrabber jeg kunne have i hænder og lommer. Desværre var alle de store med rogn – så det blev der ikke noget af.

Tilbage ved bundtovet tog jeg mig tid til at kigge op. fra 24 m kunne jeg lige så tydeligt se tovet hele vejen op, og kunne se Jørgen hoppe i vandet. 24 m.

Jeg tog mig god tid og sugede den gode sigt til mig… godt nok ærgeligt at den ikke også var sådan på bunden……

Vel tilbage i båden kunne jeg afmontere mit grej og aflevere bagpladen til Steffen, der havde glemt sin.

Jeg var lige akkurat alene i båden inden Teddy kom op med en våd arm, og inden længe også Carsten og Jørgen. Med tøre tørdragter.

Teddi fiksede sin manchet på båden og var tør til anden runde.

Vi sejlede roligt videre til Eisfish, hvor historien fortsatte. Lidt dårligere sigt i toppen. Jeg kunne ikke længere se båden fra 20 m. På bunden var sigten den samme.

Jeg havde lånt Steffens harpun og fik taget livet af et par torsk, der også her var i hobetal.

Jeg var henne for at hilse på den havkat jeg hyggede med sidst, men den var ikke hjemme. Der var masser af gennemgnavede jomfruhummere foran dens hul, så den er nok ikke rejst.

Både Steffen og Teddy tog også aftensmad med hjem herfra.

Hjemturen bød på torden i det fjerne, fuld fart over spejlblankt hav. Knapt så fuld fart igennem slagregn og halvstore bølger, for igen at blive fint de sidste par mil ind til havnen, hvor vi fik klappet det hele sammen og lagt kursen tilbage til Farum. Jeg fik lov at stikke af før Havkassen ankom. Jeg skulle hjem og lave mad til gæster – Steffen tog sig af min del af oprydningen – måske fordi det var ham og frue, der var gæster….. Tænk hvor meget man kan få ud af sådan en dejlig søndag…

Tak for en glimrende dag til havs!