27/6-2011

En ”tæt på” beretning (men ikke så tæt på som de andre) Et hurtigt kig på vejrudsigten fredag eftermiddag og idéen var født, en lang dykkertur mandag var mulig. Det er jo lidt svært at skaffe folk på hverdage, især med dags varsel og når så mange kun prioriterer dykning som nummer 2 eller 3. Men ovre i Lund har vi fundet en ny legekammerat og Johan takkede straks ja. Ankommet i garagen, diskuterede vi dykkemål, benzinregnskab og påfyldning i én pærevælling, mens Henrik fyldte på fra dunke. Lige da samtalen faldt på et vrag af stor interesse for Henrik, ”bøvsede” tanken og samtalen fortsatte omkring vraget, mens han pakkede slange og dunk væk. På med krogen og ned til Johan som ventede i Smygehamn, pakke båd som så ofte før og så af sted. Vi nåede dog lige at hilse på Flemming, som var nået frem før Havgassen og de andre, som skulle på Undine. Efter at have sejlet i ca. 45 minutter, eller 2/3 af de godt 30 sømil til vraget, faldt mine øjne på én af bådens mange målere. 78 liter, stod der. Jeg spurgte Henrik, om der var 78 liter tilbage, eller om vi havde brugt 78 liter allerede. Henrik stivnede og blev underlig i blikket, imens han trykkede adskillige gange på knapperne, så displayet viste forskellig data. ”Hmmm, jeg tror der er 75 liter tilbage” (alt imens han undersøgte sagen havde vi brugt 3 liter), sagde han og tog gassen lidt af. Vi kiggede nu på hinanden og blev enig om, at vi ikke havde tanket efter en tur på Undine ugen før og at der derfor burde være fyldt meget mere på tanken, end de 25 liter, inden den havde bøvset som om den var fuld. – ØV!

Smart kamera giver store dønninger

Vi kiggede os omkring, havet var spejlblankt og en smule benzinmangel skulle ikke hindre os i at nå vores mål. Vi enedes om at fortsætte med reduceret fart, så ville vi lige kunne nå ud og ind igen mente Henrik. Adspurgt om hans mening, svarede Johan: ”jaha, jag e me er hela vägen” mens han smilede bredt. ”Hela vägen” var jo ligesom blevet et upræcist begreb, men vi ville ikke vade mere i det, men krydsede fingrene og stirrede ligeud, for ikke at se konturene af Skåne forsvinde bag os. Vi var nu på vej mod det usikre.

Panoramafoto uden dønninger

Endelig var vi fremme og valgte at nøjes med ét dyk her, for derefter at tøffe indad i overfladetiden og på den måde spare lidt på dråberne. Vi havde rigtig god sigt, på det meget gamle, men relativt intakte vrag. Jeg havde håbet på lidt Go-Pro-film fra vraget, men Henrik lykkedes at jamme apparatet inden han hoppede i. Men det er altså fantastisk, at se sådan et gammelt vrag med de udskæringer og detaljer i så god en sigt, kranblælker med store taljeblokke og træstokankre, et gigantisk træspil med håndspager og meget andet. Desværre ligger vraget på 49 meter, så man er jo lidt begrænset mht. dykketid. Dykketid og dekompression er lige lang, men det er det hele værd.

Glad svensk dykker

Alle kom op i god behold og alt imens vi spiste madpakken og øvede lidt dansk/svensk oversættelser, tøffede vi nordvestover. Efter noget tid på denne måde lavede Henrik en ny beregning og mente nok vi kunne give lidt gas, så ville det komme til at passe med min overfladetid og der ville lige præcis være 5 liter tilbage når vi nåede Smygehamn (ja det sagde han, 5 liter).

Næsten klar dykker

Timingen passede, 5 minutter efter at have loddet ”Den Gl.Englænder” var jeg på vej ned ad bundtovet, indtil jeg nåede vraget 45 meter nede. Også her var sigten rigtig god, om end dykket blev forstyrret noget af talrige store torsk. De ikke bare mudrede op, men svømmede simpelthen ind i mig flere gange og da det var fisk på 10 – 20 kilo føltes det ærlig talt lidt intimiderende. Nå, men jeg nåede det hele rundt og det gjorde de andre også, snart var vi igen på vej nordvestover, mens vi med jævne mellemrum stirrede på benzinmåleren.  Da der var omkring 10 sømil tilbage, kunne vi godt se at vi aldrig ville nå ind. Vi snakkede derfor mest om, hvor meget forkert måleren mon viste, imens vi smilede stift til hinanden. Da der var 5 sømil tilbage, trøstede vi os med, at Havgassen også måtte være på vej ind fra Undine nu og dem måtte vi kunne nå på mobiltelefonen. 4 sømil og 5 liter på måleren, nu er det ikke sjov længere. 3 – 2 – 1 – 0 liter tilbage og stadig godt en sømil at sejle. Der var nu ikke længere ind, end vi kunne svømme, men det værste var da også at blive til grin bagefter. Glade var vi, da vi rundede molehovedet og lagde til lige bag Havgassen, som var på vej op på traileren.  Sten, Flemming, Bent og Peter, kunne nu fortælle, at de havde haft en god dag på Undine, men at de var løbet tør lige uden for havnen og havde roet/staget sig det sidste stykke ind. Hø hø, de er da ikke rigtig kloge sagde vi til hinanden, men vi var ikke stolte af os selv. Allan Jensen