7/8-2009

Stenfiskeren og Martina Det var med uro i sindet jeg begav mig mod Farum denne fredag morgen. Uroen og usikkerheden var startet aftenen før, hvor jeg lige havde checket mailen, for nu at være sikker på at der var tur og at der ikke var dømt tidligere afgang eller noget andet vigtigt. Men maillisten var fuld af eder og forbandelser og ord som jeg altså ikke synes er normen for os stilfærdige havbasser. Der havde åbenbart været tur om torsdagen men et eller andet var åbenbart gået helt galt. Det var ikke klart for mig hvad for kommunikationen var i særklasse mangelfuld. Der var endda en af torsdagens deltagere, som benægtede at han havde været på dykkertur. Hvad mon de så har lavet tænkte jeg ? Mon Havgassen er sprunget læk eller måske sprunget i luften ? Mon det hele bliver aflyst ? Så jeg var urolig. Det blev ikke meget bedre, da jeg kom frem. Var lidt sent på den og Havgassen var endnu ikke trukket ud af garagen. Tre havbasser stod og diskuterede omkring et søkort. Jeg nærmede mig forsigtigt og ydmygt. Lidt på afstand hørte jeg så dagens turleder nærmest råbe: ”Jeg vil fandeme ikke på naturdyk på Kullen !! – oven på det i går, så klarer jeg det ikke – det ender sku med døde !! – og det er ikke fisk jeg taler om”.  Jeg begyndte så småt at fortryde at jeg var mødt op, men heldigvis vente stemningen og der blev lagt en plan. Det virkede befriende på alle, Havgassen blev spændt for og så af sted mod Gilleleje. Niels kørte med mig og i bilen fik jeg så historien om torsdagens tur og den forgæves søgen efter vrag laaaaangt oppe i Kattegat. I Gilleleje blev kursen sat mod Stenfiskeren og vel fremme på position var der straks fint udslag på ekkoloddet. Loddet blev smidt og det så straks lovende ud. Der var næsten havblik, nul strøm og sol fra en skyfri himmel.

Havgassen over Stenfiskeren

Turlederen Peter var første mand i vandet og der gik kun et par minutter før der var vished oppe i båden om at vi lå på vraget. Herefter fulgte Niels og Nick med deres bobleløse tecno-gear. Allan og undertegnede dykkede sammen hver for sig på sidste tur. Efter råd fra turlederen havde jeg prioriteret harpunen frem for kameraet og det var det helt rigtige valg. Der var både torsk og langer og nogle havkatte, som godt nok var for små. Sigten var fin – vel en tre fire meter over det meste af vraget. På vej op af bundtovet kom jeg i grim kontakt med en brandmand. De næste mange timer oppe på båden brugte jeg på at indprente mig den huskeregel altid fremover at se op af tovet.

Brandmand set ”indefra”(kan ikke anbefales)

Alle var meget tilfredse med første dyk. Loddet blev trukket op og så gik det ellers mod Kullen for at finde Martina. Det var der ikke meget hekseri forbundet med – loddet sad i kassen i første forsøg.På Martinas position var der nordgående strøm – vel godt et par knob. Selvom en enkelt deltager virkede noget rystet, da han så den store bøje nærmest pløje sig ned under vandet, så gik alt rigtigt fint – også for tecno-duoen. På toppen af vraget var der dejligt lyst og en fantastisk sigt. Her startede jeg med lidt jagt og fik hurtigt fat i en flot tunge. Så kastede jeg mig ud i lidt fotografering. Der sad nogle ordentlige brandmænd fast på vraget og for lige at minde mig selv om oplevelsen fra det forrige dyk startede jeg med dem – se foto ovenfor. Men pludselig blev der helt mørkt. Jeg så op. Et teknologisk udstyrsstykke kom glidende lige over mig. Der var slanger og flasker og dimser og dimsedutter så det bragte mindelser om noget fra Starwars. Jeg skyndte mig at tage et billede og måtte så skyndsomt dukke hovedet for ikke at blive ramt af en nedhængende trykflaske eller endnu værre blive viklet ind i de mange uoverskuelige slanger der strittede ud til højre og venstre.

Tecno-monster svævende over Martina

Jeg havde aldrig været på vraget af Martina før. Allan havde givet mig en meget udførlig beskrivelse inden jeg dykkede og fortalt at der var en tværgående gang som man kunne svømme igennem. Det måtte prøves og den blev også fundet hurtigt. Da det var krystal klart vand hele vejen igennem tog jeg turen ind og gjorde mig umage med ikke at plumre op, så de andre også kunne komme ind hvis de ville.  Vel omme på den anden side søgte jeg ned ad vraget og efter en runde nede langs bunden for lige at se om der skulle være en stor torsk der ville med op til overfladen søgte jeg op på toppen igen. Flere steder var der en utrolig flot begroning og der var også nogle gylter som for omkring og passede deres territorier. Jeg så dem bl.a. jage rundt med en lille sej som ikke var meget større end dem selv. Her oppe på toppen af vraget cirklede der også nogle flotte sej rundt. Hvor er det dog en flot fisk og hvorfor fanden er de så gode til lige nøjagtigt at holde sig uden for afstand af min harpuns rækkevidde. Det må der arbejdes på en strategi for til næste gang jeg besøger Martina.

Fin begroning på toppen af Martina

Gylter passer deres territorium

Tilbage i båden var der rabarberkage – nogle tog den med kaffe til, andre skyllede kagen ned med guldøl. Sådan er vi så forskellige. Men der er jo højt til loftet i Havbasserne og kodeks for madkultur, det kommer der jo aldring i den klub. Det vil i øvrigt også være skammeligt om det skulle ske og for visse medlemmer kunne det måske være direkte livstruende.  Det havde været en nærmest berusende dejlig dykkerdag. Da vi havde sagt tak for i dag i Farum og jeg sad i bilen på vej hjem granskede jeg min hjerne for da for fanden at finde bare en ting som der var gået bare en smule ged i. Jeg fandt ikke noget – men kom i tanke om, at jeg havde glemt at betale 18 kr. til ”ølkassen”. Så hvis Sten laver kasseeftersyn en af dagene, så er jeg altså det beløb skyldig.         Peter B.