15/6 2014

Trods formandens bedste intentioner om at dykke på andet end husvraget, så endte det med, at vi sad i bilen på vej til Rungsted. Vi skulle – som så ofte før – en tur på Robert. For at gøre det hele lidt lettere og for at være i skygge for den ubønhørlige sol, sejlede vi i Allans båd. Vi var på havnen kort for Skipperen, der var holdt vågen hele morgenen af højlydt fuglekvidder, og derfor var lidt klatøjet da han nåede frem.

Mens vi venter på et lift.

Vi var fire mand, der ikke skulle se fodbold eller Le Mans, eller være på UV-jagt-weekend eller i gang med at tage certifikat – eller noget helt andet for den sags skyld!

Så skal grejet bare ombord.

Vi sejlede over et helt flad Øresund, mens vi blev opdateret om Manleys nye sorte høne… Som straf blev Manley smidt i for at binde på, og det gjorde han hurtigt. Markøren var i overfladen efter to minutter, så han spildte ikke meget tid på den tjans. Steffen var den næste, der blev klar, og efter ham nåede Allan lige at låne en lygte af Manley, inden han hoppede i baljen.

Fine forhold!

Kort efter var det min tur. Jeg hoppede i det ca. 18 °C varme vand og trodsede den svage strøm hen til bundtovet. Strømmen forsvandt/vendte på ca. 8 meter, hvor temperaturen også begyndte at droppe og nede på vraget var der ca. 7 °C. Sigten var vel 4-5 meter, hvor de mange torsk ikke havde hvirvlet mudder op. Selve vraget er blevet delvist tømt for mudder i vinterens løb, men den svage strøm fik mudderskyer fra torskene til at strømme ud af alle sprækker i vraget. Som tidligere var der mange liner og garn på vraget, og der var stadigvæk en del døde torsk i dem.

Eksempel på torsk der mudrer op!

De mange torsk har gjort et voldsomt indhug i artsrigdommen på vraget, eller i hvert fald reducereret de fleste andre fiskearter så meget, at de kun sjældent ses. Ingen glyser, kun få rødtunger og igen kun enkelte havkarusser, der tilmed næsten ikke turde komme frem fra de revner, de trykkede sig ind i. Der var også en lille sortvels, der klemte sig ind i en sprække med et par buskhoveder. Selv rejerne var meget fåtallige. En ”usædvanlige” gæst på Robert var en taskekrabbe. Dem finder vi ikke altid på vraget, men de går også nemt til i garnene, når de æder af de døde torsk.

Den sidder der nok også næste gang.

Men, bortset fra det, så var det i og for sig et udmærket dyk, blot er man jo efterhånden blevet meget forvænt, når man rutinemæssigt dykker de to bedste vrag i Øresund, nemlig Robert og Otto.I vores overfladeinterval diskuterede vi lidt omkring gasmanagement og rockbottom, men vi valgte alligevel at gøre som vi plejer. Ellers havde vi ikke luft nok med.Anden omgang var lige som den første, og oplevelserne i dybet var stort set også de samme.

Søanemone – ikke torskemad!

Efter et par timer var vi klar til at sejle hjemad. Der var kommet lidt mere vind, præcis som prognoserne forudsagde, men det gjorde ikke meget forskel for turen, bortset fra, at båden rullede så meget, at der var en dåseøl, der væltede ned. Det plejer vi ikke at se, normalt holder folk godt fast i dem!

Hjemme igen!

Kim R