29/6 2013

S/S RobertDer var allerede tidligt på ugen annonceret Østersøtur med havgassen om lørdagen – da jeg skulle være hjemme lidt tidligt, var jeg egentlig afskrevet fra langtur lørdag og havde lagt andre planer. Men fredag aften ringede Kasper og insisterede på, at vi skulle ud; pga. vejret dog en lidt kortere tur, så vi kunne være retur kl. 17. Meget ”modvilligt” sagde jeg ja, så Kasper havde en valid årsag til at tage af sted hjemmefra.Lørdag var det lykkedes Kasper at få lokket Rene, Anders og en mere eller mindre bagstiv formand, sådan at vi blev 5 mand. Vi havde dog lidt svært ved at finde et egnet dykkermål, for det lignede egentlig skodvejr alle vegne – snakken gik frem og tilbage om vi skulle trodse vinden og tage Robert, eller trodse strømmen og tage Minestrygeren….Rene og jeg ville begge gerne på minestrygeren, men gad absolut ikke dykke i strøm, så vi trumfede til sidst Robert igennem. Lettere forsinket kom vi af sted til Rungsted, hvor Anders også stødte til. Her var der endnu ingen bølger, og der var også solstrejf at se rundt omkring mellem de mørke skyer.

På vej

Efter en yderst behagelig sejlads på et overraskende fladt Øresund kom vi på positionen og næsten før loddet var smidt, stod Anders klar til at hoppe i, mere rusten var han åbenbart ikke..Efter ham fulgte Rene og Kasper, og båden var således overladt til Kim og jeg.Da Anders kom op, hoppede jeg i med Kim lige i hælene. Vi tog en tur ud til stævnen, hvor vi brugte en god del af dykket, blandt andet var Kim indblandet i en redningsaktion for en stakkels torsk, der var viklet godt ind i en gang garn.

Torsk i net – den her skylder havbasserne sit liv – det ta’r vi, når den har fået lidt mere sul på kroppen!

En af de mange fine torsk (4-5 kg´s) – der ikke sad i nettene

Sigten på vraget var, næsten som vanligt, rigtig fin, og vi nåede også hele vraget rundt inden begge computere sagde, at det var tid til at komme i overfladen. I overfladen havde de resterende dykkere sørget for regnvejr, det havde de nu ikke behøvet.

En klump af de sædvanlge…

Om det var regnvejrets eller selskabets skyld, skal være usagt, men Anders var meget ihærdig for at komme i vandet, så Kim og jeg fik ikke mange minutters ro før dækket blev ryddet, så Anders kunne kitte op igen og komme i vandet. Ikke lang tid efter ham fulgte Rene og Kasper.

De er på vej tilbage

Kim og jeg fik os en kop kaffe og en cola, inden vi igen også så småt begyndte at kitte op. Da Anders kom op var vi således næsten klar til at hoppe i vandet, Anders måtte dog lige assistere mig med at få åbnet for flasken, inden jeg væltede i efter Kim, som fik et lille forspring. På bunden tog Kim og jeg den modsatte vej i forhold til 1. dyk og tog en tur omkring skruen. Da jeg nærmede mig de 40 meter, blev min regulator imidlertid lidt tung at trække vejret i, og da jeg studerede manometeret pulserede nålen også fint i takt med vejrtræningen, en lille tanke gik til Anders der åbenbart havde været lidt nærig med åbningen af flasken. Efter et par forsøg på selv at nå, fik jeg dog assistance af Kim, da han efter et par forsøg forstod at jeg ikke pegede på torskene, men indikerede at min flaske skulle åbnes. Med et lidt mindre besværet åndedræt forsatte vi turen op over agter,og jeg returnerede til bundtorvet, da jeg allerede havde godt med minutter på computeren, sikkert primært pga. det korte overfladeinterval. Da jeg ankom på 3 meter kunne jeg mærke, at Kim var i gang med at binde af, og et par minutter senere lå han også på torvet og kiggede på minutterne tælle nedad.

Steffen ta´r sin straf

Tilbage i båden havde vi dårligt sluppet bundtorvet, før Rene kastede sig over det og flåede det op, som om han aldrig havde lavet andet. Imens fik Kasper sat båden i gear og begyndte at tøffe hjemad. Vi blev så forbløffet over effektiviteten, at vi helt glemte at få en øl.Turen hjem var ganske udholdelig på trods af forventninger om høje bølger og modvind – der var kun få bølger, men til gengæld var der godt med regn.Tilbage i havnen blev det tørvejr, og båden blev hurtigt tømt. Anders fik fornøjelsen af at hive båden op, desværre hev han med sådan en hastighed at remmen knækkede, dog heldigvis lige akkurat 1,5 sekund efter at kæden var kommet på plads, og vi slap for at skulle hive båden op endnu engang.Turen tilbage blev med et pitstop på Statoil, hvor Kasper og jeg fik et sæt delikate Hot-dogs, inden vi kunne afregne med Kim og Rene i Farum.Tak for en hyggelig tur 🙂

Steffen