S/S Pan

14/1-2009

S/S Pan  Allerede i fredags lignede det at det ville blive dykkervejr onsdag eller torsdag. Der var hurtigt et hold samlet af os der kan stikke af på hverdage og vi ville tage den dag der blev bedst. 6 Friske Havbasser var klar i Kastrup kl. 08 og vi fordelte os i kun 2 biler. Manley , Lis, Lotte og Thomas blev sendt i fortrop for at tanke en dunk benz, samt proviantere lidt guf til en kold dag på havet. Kasper og jeg kom efter og ville samle båden op på vejen.   Tågen havde lagt sin klamme hånd på os og den blev ikke bedre over broen og slet ikke bedre jo længere østligt vi kom over land på den anden side. Båden kom smertefrit igennem den fedtede mark foran laden, dog skulle der lige trilles en campingvogn ud først, heldigvis var Ingemar stadig hjemme til at give en hånd med.   Aldrig før har jeg dykket i Østersøen i januar, men når nu båden står derovre og vrag detektiven er rundhåndet med positioner, så falder alt i hak til en go dag, selv på en råkold vinterdag. Kort sejltur, lægt vand og go sigt, målet var S/S Pan, en gammel dansk damper, næsten på størrelse som S/S Otto i Øresund, der sank ca. 3 mil syd for Ystad på 20m vand.

Stifinder udstyrMan kunne da se frem til instrumenterne i tågen

Båden kom i vandet, pumpet, tanket og læsset og så famlede vi os ud af havnen. Tågen havde stadig tag i os, men da vi kom fri af molerne, så klarede det noget op, dvs. min 200m sigt. Trist at radarantenne er hos smeden for at få lavet ny standfod, det er sådan en dag man havde brug for den. AIS´en hjalp dog til at se de store skibe, færgerne til Polen og Bornholm, og vi vidste at når vi først var på positionen, så var der ikke nogen store skibe der kom forbi der.

Gråt og tågetGråt og tåget var det, måske også lidt koldt

Jeg kom først I, selvom vi havde aftalt at det var Thomas der bandt på, så jeg gjorde ham lige en tjeneste at slæbe loddet ind på vraget, der var smidt i agter, så kunne han lige gøre det sidste. Vraget er nedsprængt og der er bjærget skrot, men agter står 6m op i vandet og ligger på siden. Alt dette kunne ses allerede efter kun et par meter nede af ankertovet. Sigten var vel 25-30m men noget mørkt i vandet, hvorfor skulle det ikke være det, det var jo gråt i gråt på overfladen. Men når man kom ned på den lyse og faste sandbund og øjnene havde tilvænnet sig, så var der masser af lys og man kunne se overfladen som om man lå i svømmehallen.

Jensen ved skruenHenrik Jensen ved skruen, svær at undgå at se

Der er virkelig mange fine detaljer på det her vrag. Skrue og ror ligger fint i sandet, nødrattet i agten og alle de fine gamle flasker der ligger spredt ud over det hele. Flaskerne er danske ølflasker fra Kastrup og Frederiksberg glasværk og mange blev vendt og drejet for at finde nogen med lidt mere inskription. Der har været øl til et helt regiment soldater, måske derfor den kolliderede i tæt tåge med en engelsk damper?!

NødstyremaskinenNødstyremaskinen står pænt på agterdækket

Kedelen og maskinen står højt op i vandet og her er der masser af kobber/messing dingenoter, som de åbenbart ikke har fået med ved bjærgningen og i akseltunnelen mellem de to, bor flere kæmpetorsk. På vej mod stævnen, som også er høj og ligger på siden, passerer man store spil og store flader af dæk og sider. Et sted ligger der stadig en stor dæksdel, hvor træet er som om det var lagt i går. Jeg har dykket her mange gange og alligevel dukker der nye detaljer op. Man skulle ikke tro man lige ville overse det, men denne gang opdagede jeg reserveskruen, med 2 blade stikkende op af sandet lige bag det som har været broen. På 20m vand med en go fed nitrox blanding havde jeg 50min på bunden i det 4-5 grader kolde vand og masser af bundtid tilbage, men fingrende manglede altså snart et par varme pigeinderlår, så yderligere detaljejagt måtte vente til dyk 2. Alle havde lange og fede dyk, dog så Lis og Lotte ikke skruen?!:-) Men flaskerne så de, de kunne også findes af en blind mand med sin stok.

Som perler på en snorSom perler på en snor i det kolde klare vand

Overfladetiden blev kort, alle var enige om at det var varmere i vandet end i en åben båd hvor man ikke kan bevæge sig, der var desuden ikke mere mad og heller ikke flere twix (åh gud, jeg lyder snart som Kasper). Så var det bedre at svømme de 65m vraget er langt, frem og tilbage et par gange. Folk dumpede hurtigt i efter hinanden og Kasper bandt af. Efter endnu 50min i vandet så var der udsolgt hos alle efter 2 rigtigt gode dyk og hvem snakkede om tåge og øl? Hverken det ene eller andet manglede på vej ind.

Omvendt julegaveHelt varmt var det ikke

Fed dag piger og drenge!   Henrik