1/7-2009

En rigtig sommertur  Der var opslået ikke mindre end 3 ture i løbet af ugen, men de lugtede alle af at blive på ”stenfragteren”, ”mirs vrag” og lignende, hvilket kan være udmærket, men vi var 4 Havbasser med indebrændt udlængsel, som valgte en anden vej.   Som så ofte før mødtes vi i Kastrup, omlastede bilerne og drog østpå til vi havnede i Smygehamn. Henrik og jeg nåede at tanke benzin, laste båden og enes om dagens dykkemål, før Thomas og Kasper dukkede op. Kursen blev sat VSV, på et af os endnu ukendt vrag 19 sømil ude. Vraget tegnede sig efter kort tids søgen på sonaren og syntes betydeligt større, end fiskeren jeg fik det af havde oplyst. Dybden var 46 meter og vraget loddede godt 3 meter op og havde stor udbredelse, det er noget mere end de 3-4 nye trævrag vi fandt i 2008, så det tegnede rigtig godt.

Skal vi fiske eller hva´?

Selvom jeg nåede at blive godt svedig under omklædning, føltes vandet dejlig lunt hele vejen ned. Med sonarbilledet i klar erindring tegnede alt perfekt, indtil jeg nåede bunden og kunne konstatere at loddet ikke stod i vraget, men på en hård lerbund. Spredte brædder på bunden røbede dog, at vraget måtte ligge tæt på og efter nogle minutters cirklen med et godt tag i linen, dukkede vraget da også op. Det var et stort ror jeg først fik øje på, indpakket i garn, men alligevel let genkendeligt. Jeg svømmede op til lønningen og hen ad bagbord side, indtil jeg fandt en svær planke jeg kunne gøre fast i, herefter fortsatte jeg frem til stævnen, men nåede at skimte et meget bredt, men spinkelt spil, ude i øjenkrogen. Helt fremme i stævnen svømmede jeg ned på havbunden og afsøgte denne nøje, i en afstand af ca. 5 meter fra vraget, fra et par meter fra stævnen og 10-12 meter ud mod styrbord, lå vragets bovspryd og i forlængelse af dette, en knækket mast og nogle store taljeblokke Noget interessante her, var også at skroget havde åbnet sig, så bordene i den ene side manglede 20-30 cm i at kunne nå stævntømmeret. Måske er dette en skade efter at skibet har påsejlet et andet skib, men det kan også skyldes, at en tør last har udvidet sig i vandet og har sprængt skroget. Tilbage på dækket undersøgte jeg først spillet, et stort mekanisk jern/træspil med kobberforstærkninger på trædelene. Herefter forsøgte jeg at få overblik over antallet af master, som jeg fik til 2, for til sidst at ende i agterenden, hvor spinkle brædder dannede rudimenter i vragets indhold af mudder og derved vidnede om skabe og andet aptering. Tingene i vragets indre var nu tilgængelige, da dækket for længst var rådnet væk, men i respekt for de som får for meget mavesyre af at læse om dykkere som finder og bjærger ting, skal jeg undlade at beskrive hvad jeg fandt.

Hvornår bliver det vores tur?

Efter veludført dyk besluttede vi at sende Thomas i vandet for at se om han kunne supplere mine iagttagelser og helst fravriste vraget noget, som enten kunne identificere det, eller i det mindste give os noget mere at arbejde videre med. Thomas´s dyk tilføjede ikke væsentlig nyt og vraget er nu skrevet på min liste, af mere end 50 dykkede, men endnu ikke identificerede vrag i vores del af Østersøen.

Vi fik trukket markeringsloddet op igen og fortsatte til næste vrag 7,5 sømil i NØ retning, Henrik var lidt skeptisk, for min position lå præcis i slæbestregen fra sidst vi var på Undine, men det går jo lidt stærkt i gummiraceren og jeg vil tro man kunne sejle over Wilhelm Gustloff, uden at opdage det, på de dage hvor den får rigtig gas. Vraget var der selvfølgelig også og snart var både Kasper og Henrik over pontonen og på vej i dybet, her var dybden omkring 45 meter og vraget 2-3 meter højt. En god halv time efter kunne de fortælle, at det var en kuf med sidesværd, hvor agterenden var meget ødelagt, en enkelt mastestump midtskibs og et par små lasteluger, i øvrigt var deres dyk besværet noget, af massevis af torsk i 10 kilo+ klassen.

100 kilo+ klassen

Vi kunne tilføje 2 nye vrag på listen over sikre dykkede vrag, men ingen af dem fristede til endnu en tur, ikke umiddelbart i hvert fald. Vi valgte herefter at dykke vores andetdyk på andre af de vrag, vi har fundet de senere år og som lå på ruten hjem – næsten. Trætte af de mange timer på havet i høj sol, lod vi vores legemer synke ned i stolene på havnegrillen, efter at have tømt båden selvfølgelig.   200 gram svensk dejagtigt kød, omsvøbt af en middelmådig bolle samt smagløs garniture og hertil pommefritter, – jo vi var trætte men lykkelige. Lykkelige fordi vi fik tid at tale om andres forliste ægteskaber og om mennesker med ringere evner end os, inden længe ville vi også være mætte – det kunne ikke blive meget bedre.   Allan Jensen