6/6-2010
Sommer på Sundet! Gode gamle SS Robert blev målet for søndagsdykket på denne varme og vindstille junisøndag. Eventyrlysten havde hos flere af os fået et knæk pga. den ekstremt dårlige sigt, som vi havde oplevet langt oppe i Kattegat dagen før, så Øresund og Robert var et nærliggende valg, hvor der ikke var forventninger om god sigt, og det var derfor svært at blive skuffet. Dagens første udfordring var Rungsted Havn, for der var et stort stævne med ca. en million optimistjoller! Efter en slalomtur, først på land og derefter på vandet, var det tid at smide loddet på vraget. Vi savnede endnu engang vores rigtige navigator, som endnu ikke er kommet tilbage fra reparation. På den er Robert loddet minutiøst op, men vi måtte nøjes med den gamle gps/lod fra gummibåden med en eller anden tilfældig position. Det lykkedes da også at finde vraget og smide loddet, men hvad der siden gik galt må stå i det uvisse – loddet lå, trods aldeles strømfrit vand, ikke i nærheden af vraget. Jeg mødte Juhl på tovet, han var på vej op og jeg var på vej ned, men eftersom han kun havde været i vandet i 3-4 minutter, var der jo ingen grund til at jeg fortsatte nedad.
De fine Glyser i det uklare vand
Der blev søgt længe, og Juhl og jeg kæmpede lidt med tålmodigheden, mens Flemming og Manley vurderede de uldne udslag på loddet. Marianne, PIV og Sten sagde ikke en lyd og gjorde sig så usynlige som muligt, for ikke at blive ramt af den øvrige besætnings onde øjne. Men loddet blev kastet og denne gang lå loddet lige ved skibssiden og blev hurtigt gjort fast til en af de agterst pullerter. Sigten var bestemt ikke prangende, men påbindingen havde heller ikke just hjulpet. Sigten var vel 1-1½ meter og ved bundtovet betragteligt mindre! Men der var som sædvanligt masser at se på vraget, og sigten blev en anelse bedre efterhånden. Ikke meget nyt, udover at glyserne var blevet større og knapt så talrige, og slangestjerner var i voldsom fremvækst. Den lokale lange residerede fortsat under pladerne i styrbords side og sprækkerne var fyldt med buskhoveder og havkarusser. Der var også lige en nøgensnegl, der kom i rampelyset, da Juhl og jeg vurderede forskellen på blåhvidt ledlys og tissegult/lyserødt halogenlys til biologi er halogen stadigvæk førstevalget, uanset hvilke teknologiske landvindinger, der er kommet på diodefronten! Men dioderne er blevet lidt bedre, end de var i starten…
En stealt Rødtunge
Sigten i de øverste vandlag var ganske god 5-10 meter, og da vi lå på dekostop kunne vi tydeligt se Sten hoppe i vandet, men han skyndte sig hen til stigen igen. Var det nu tørhanskerne igen, eller var det tisselynlåsen? Men nej, Sten havde fornyet sig, og hoppede i uden finner! Heldigvis et problem der hurtigt blev løst! Juhl og jeg kom op, så de sidste kunne komme i vandet, og så ellers klargøre til anden omgang inden båden blev fyldt igen. Overfladetiden på denne sommerdag var en sand fornøjelse selv om kaffeforsyningen var noget sparsom! For én gangs skyld var der ikke hastværk ombord. Forholdene var så ideelle, at ingen skyndte på hinanden for at komme tidligere hjem. Der var fortsat stort set ingen vind og strømmen skulle man lede længe efter, og mens vi afgassede, kom en lille flok marsvin forbi og underholdt os. De ville åbenbart også dykke på Robert, og gav en i forvejen god dag et yderligere løft!
Lidt Sabellaere
Anden omgang var en tur ud i stævnen, dvs. Juhl stoppede brat på 3-5 meters dybde med trykudligningsproblemer. Vi splittede og jeg fik en fin tur ud i stævnen og ellers vraget rundt. Sigten var blevet lidt bedre og i det hele taget var der mere lys på vraget. Dvs. lige til jeg nåde tilbage til området ved bundtovet her lå Juhl på maven i mudderet og kiggede efter rødtunger under pladerne.
Lidt godt fra mudderbunden
Op igen og rigge udstyret af, ud af dragten og så nyde det gode vejr sammen med mange andre, der var på vandet denne sommerdag. Da alle var vel ombord igen tøffede vi stille og roligt langs med kysten af Hven inden vi skulle krydse Sundet til Rungsted.
En glad lille dreng
Og Rungsted sejlsæsonen er som før nævnt startet, og der var ca. en million dommer- og servicebåde, der skulle på land. Alt foregik totalt ukoordineret og uden sædvanlig pli, så det tog sin tid at få viklet Havgassen og traileren igennem virvaret. Men det kunne ikke ødelægge en fantastisk dag på vandet! Kim R