23/10-2010

Så er der gratis middag! Det var da i grunden en spøjs overskrift, – indrømmet. Men det er svært, hele tiden at finde på nye overskrifter til beretningerne, som kan få folk til at tænke WOW, sætte sig ned og læse om vores oplevelser på havet. Overskriften er dog ikke helt grebet ud af luften, men er blot en af de sætninger som forlod Kaspers mund, sammen med hans bidemundstykke og en masse snot, endnu imens han stod på dykkerstigen og dryppede.

Vi følger i de stores kølvand

Nå men historien starter selvfølgelig et andet sted, lad os sige i Østersøen lidt nordnordvest af Krigers Flak, i nogenlunde vejr, den 23. juni klokken ca. 8.00. Vi var tidligt ude denne dag, for vi skulle hjem og holde Sankt Hans med vore familier om aftenen og da det ”gamle hold” var samlet igen (Thomas har jo forsømt dykning lidt, da han har holdt fødselsforberedelsespause den senere tid); Henrik, Kasper, Thomas og jeg selv, ville vi selvfølgelig fejre det med en jomfru, – altså et jomfruvrag. Vi nærmede os hastigt positionen og glædede os først og fremmest over at der ikke var dybere end 34-35 meter. Når man sådan leder efter vrag, foregår det ofte uden ret meget viden om, hvad det er man er på vej imod. Dybden kender man sådan cirka, men vragets størrelse og udbredelse, passer ikke altid med det man får oplyst. Her fik vi dog endnu en glædelig overraskelse, oven i den ringe dybde viste vraget sig at være temmelig stort, det loddede knap 5 meter op og strakte sig omkring 50 meter, – wow!  Vanen tro, klædte Henrik og jeg os om, vi er altid første hold. Dette er mest for ikke at risikerer, at nogen af de andre udsætter sig for unødig fare, når vi ikke kender forholdene på vraget. Det være sig mistet garn og trawl på vraget man kan hænge fast i, eller simpelthen at vraget dratter sammen omkring dykkeren. Vi må jo gøre hvad vi kan, for at beskytte de i forvejen hårdt prøvede småbørnsfamilier. Henrik har ikke børn og mine er store og skal nok klare sig, – altså ofrede vi os endnu engang – PLASK!

Der var lidt bølger, men ikke noget at tage fejl af, – VRAG!

Inden vi nåede ret langt ned i dybet, tonede det mægtige træskrog frem i tusmørket. Sigten var helt fantastisk, selvom vi i den seneste tid har vænnet os til meget god sigt i Østersøen. Det var som at svømme rundt på 15 – 20 meter på en god dag og det store træskrog stod tydeligt foran os, som var det på land, i det krystalklare vand. Lasten bestod af cement i sække, eller i hvert fald af noget som lignede cement og det stod stablet fint endnu, i det meste af skibets længde. Skroget var helt næsten hele vejen rundt, kun i stævnen var det meget ødelagt og hjulpet af den gode sigt, kunne vi svømme 20 meter ud foran vragets bovspryd, hvor spanter og planker lå spredt. Tilbage til stævnen, kunne man se kapstanen i jern, sunket dybt ned i sandet og bovspryd med galionsfigur som lå på siden, lå også næsten i niveau med havbunden. Her kunne man dog tydeligt betragte det flotte træskærerarbejde, som i sin tid prydede det stolte skib. Agterenden er blevet lidt træt og er sunket bagover, dog har den stadig forbindelse til skibssiderne. Alt det her beskrevede, tog det os godt en halv time at få på plads i hukommelsen, men det vil nok blive der meget meget længe.  Oppe i båden ventede de andre spændt, de sprang i vandet og vi afklædte os i solen, talte oplevelsen igennem og udvekslede iagttagelser, nogle ting var vi enige om og andre havde vi oplevet forskelligt. Snart var også Thomas´ og Kaspers halve time også gået og lige før de var oppe, kom en hævesæk i overfladen. Det viste sig at være skibets klokke, som Kasper havde gravet frem af havbunden, helt fremme foran vraget, hvor planker, taljeblokke og andet ligger spredt. Den erfarne og årvågne dykker ser ting andre overser, små ting som indikerer at noget skal undersøges og som kan vise sig – efter afdækning – at bidrage med betydelig viden, om vraget og dets historie. Som traditionen byder, udløser sådan et fund en middag til resten af deltagerne og det var selvfølgelig dette Kasper i sin glædesrus ikke kunne holde tilbage, selvom han knap nok var ude af vandet; så er der gratis middag!

To glade klokkedykkere

Vi kunne selvfølgelig tage et dyk mere samme sted, det ville det sagtens kunne bære, men jeg havde fået nogle flere positioner længere østpå og det ville vi godt kunne nå at undersøge, inden vi var gasset af. Kursen blev lagt og efter ca. 4 sømil var vi der, sonarens vidde blev tilpasset dybden, på cirka 40 meter og efter ganske kort tid kunne vi på den stenede bund se nogle parallelle linjer. Vi cirklede igen tæt omkring positionen, men da vi var længst væk fra vores mærke, fik vi igen et objekt lidt større end det første, et stykke væk. Men også dette var noget småtteri, omkring 12-15 meter langt og igen næsten parallelle og skarpe linjer. Da vi lå præcis i objektet, kunne vi se at det loddede mindre end 1 meter op. Vi sejlede tilbage til første objekt og igen da vi cirklede, passerede vi et nyt objekt. Mindre, men højere end de første 2 og vi enedes hurtigt om, at det måtte være en flyvemaskine som efter nedslag i vandet, er splittet ad og nu ligger spredt i et større område.

Gammel, for mager luftblanding, eller bare for mange Underberg til frokost?- i alt fald træt

Ingen ville dykke her og da tiden var ved at rende fra os, dykkede vi på et gammelkendt vrag på vejen ind, også her var sigten god og selvom dette dyk ikke var så spændende endda, var turen en kæmpe oplevelse for alle og ikke mindst for Kasper. Kasper som ellers var lidt ked af, at han ikke kunne deltage i en rigtig ekspedition, som hans gamle makker og store ekspeditionsleder havde planlagt i Østersøen og som på et dykkerforum var annonceret med ordene: Østersøen venter….(?).  Os skal Østersøen i hvert fald ikke vente på, vi kommer der året rundt, når vejret tillader det og vi kommer igen og igen, det er i alt fald helt sikkert! …og vi venter ikke på nogen. Allan Jensen