Vi skulle have lyttet til Allan; tænkte jeg, da jeg stod ud af bilen på Helsingør Nordhavn hvor vinden susede i masterne. Men nu var vi jo nået så langt, og selvom vi ikke ligefrem kom tørskoet frem, så skulle vi jo ikke så langt.

Loddet blev smidt, og Kim vurderede at han godt kunne svømme strømmen op og binde på. “Det bliver ikke komfortabelt, men jeg kan nok godt”. Som sagt så gjort. Kim i vandet, flåddet op, binde båd på og folk i vandet i en lind strøm.

Kim nåede lige op på stigen før jeg kom i vandet og fablede løs om rokker og fantastisk sigt.

Der skulle trykkes til for at komme ned langs tovet, som ikke var tottet så meget op. Der var trods alt en smule sø. Men de andre var jo kommet ned, så kunne jeg vel for pokker da også.

Belønningen kom. Vandet var klart – rigtig klart, og der var ikke mere strøm end det kunne håndteres på vraget. Det var ikke lige forhold til hænge på tovet og gasse af, så det var med at have et øje på tiden, mens jeg ledte efter rokken, men fandt ikke andet end en hel masse rødtunger. Jeg var kommet ned uden net, så de slap nådigt denne gang. Ellers var det jo bare at nyde den gode sigt, og lægge sig lidt højt i vandet for at få mest ud af det.

Men op skulle jeg jo til sidst. Jeg gik ganske langsomt op i håbet om at Juhl ville binde af, inden jeg skulle slås med stigen. Med et blot lidt forlænget sikkerhedsstop kunne jeg mærke aktivitet i den anden ende af tovet og kunne således i ro og mag gå ombord i Havgassen igen.

Stemningen var høj mens solen gik ned, Hjul kom op og grillen kom frem.

Godt vi ikke lyttede til Allan.

Dennis