Det kniber lidt med at få vejr, mandskab og lejlighed til de lange ture for tiden, så vi må taget hvad vi kan få.

Denne gang blev det til en aftentur fra Hundested i min båd og med mødetid kl. 18 kunne det godt blive en sen affære. Vinden skulle lægge sig helt men det var med lidt krapsø at vi stævnede ud mod S.S Frederiksholm lige sønden af Hesselø.

I løbet af sejlturen lagde vinden sig gradvist som lovet og fremme på positionen var der rolige vande. Jeg tilbød at binde på, jeg havde nerver på om sigten nu var god og måtte hellere se det efter som den første. Herefter ville Bjørn, Juhl og Kim følge efter.

Bøjen blev smidt og jeg røg i efter. Jeg kiggede nedad i det klare vand og spejdede efter vraget, vi er før blevet snydt af dårlig sigt lige over vraget. Med kun 22m til bunden materialiserede den sig pludselig frem for mig, men ikke noget vrag. Jeg kiggede fremad og fik et sug i maven. Der stod det i næsten hele sin længde i super sigt. Der var var vel 15m sigt. Frederiksholm var ca. 50m lang og der er meget tilbage af vraget, især for og agter står stadig 3-4m over bunden. Loddet lå på vraget men der var masser af tov ude og det lå udstrakt hen ad bunden langt fra vraget. Jeg slap tovet et par meter over bunden og nød synet imens jeg svømmede de 10-15m hen til vraget.

Jeg fik bundet på og startede med at svømme vraget rundt ved bunden. Her er der masser af gemmesteder for fisk og skalddyr og det glædede mig at der faktisk var en del torsk i spisestørrelse og ikke kun ølflasketorsk.

Der var som sædvanlig masser af taskekrabber, men ingen langer og hummer indtil videre. Der var også en del småsej over vraget men de har det med at fordufte når de bliver forstyrret. Efter rundturen krydsede jeg frem og tilbage oven i vraget og nød detaljerne, maskinen, den store kedel og de mange rør og dingenoter som hører sig til på en sandsuger fra 1917.

Fremme mod stævnen stødte jeg på en rigtig pæn hummer men opgav at få den i posen. Jeg kæmpede en lang kamp med at få lokket den ud af sin hule. Som altid er de et flot syn og jeg efterlod den efter, at Bjørn havde været forbi, han troede vist at jeg sad fast.

Tiden gik hurtigt og efter 50 min var det tilbage til tovet, det passe meget godt, fingrene var ved at være kolde i det 6 grader varme bundvand.

Bjørns og Juhls blinkere sad på tovet og kunne ses hele vraget rundt. Jeg notererede mig at på 3m kunne jeg stadig se dem begge blinke.

Vel i overfladen var der totalt havblik og dagen var ved at rinde ud. Kim kom i vandet og tog afbindingstjansen.

Da han atter var i båden var vi alle høje på det gode vejr, gode sigt, Juhls sandwich, kolde øl og ikke mindst den enormt smukke solnedgang.


Med månen der spejlede sig i det blanke hav forude og den orange himmel bag os, nød vi turen ind, fik rigget af og kom hjemad. Lidt møre dagen efter men det hele værd.

Læs mere om Frederiksholm på: S.S. Frederiksholm – Allan Jensens VRAG!
Henrik