25/10-2/11 2012

Rødehavet Meget tidligt fremmøde i lufthavnen, hvor ikke alle var klar over at Kasper og undertegnede var booket ind på turen. Faktisk havde Kasper og jeg ikke sagt en lyd om at vi skulle med, så der var et par forbløffede ansigter hos Sten, Marianne og Flemming, og da Niels Germod kom, troede han at vi blot var kommet for at vinke farvel til de andre. Han fattede først sammenhængen, da vi kørte en bagagevogn ind i køen ved skranken. Af sted mod Marsa Alam, som vi, for første gang, skulle flyve direkte til. Alt gik smertefrit, når man lige abstraherer fra, at det var et charterfly, der appellerede til mange småbørnsfamilier med alle de velsignelser, det bringer. Men vi kom frem, landede og fik vores visum uden, der var det mindste forsøg på at platte os… Og turen fra lufthavnsbygningen hen til bussen var lige så lang om selve busturen, der varede mindre end et kvarter.Skik følge, eller land fly…

Da vi kom om bord, fik vi hurtigt tildelt en kahyt og snart efter, var de mest drftige på vej mod havnens udskænkningssteder, der ikke just var overrendt. Men efter et par af de lokale øl var rumlen fra Kaspers mave så stor, at vi måtte returnere til båden for at få noget at spise. Dvs Kasper og Niels måtte lige omkring en snackbar før middagen. Vi andre nåede lige at gå om bord i det toldfrie, inden vi til sidst fik lidt at spise, og snart derefter var der ro på båden. Vi var 17 gæster ombord, 16 dansker og en enkelt egypter, der dog boede i Saudi Arabien og talte ok engelsk.

Dag 2 startede som sædvanligt med at vente på kystvagten skulle gi’ os lov til at sejle fra havnen, men pludselig var vi clearet til afgang. Vi skulle sejle i ca. halvanden time til Abu Dab 3, hvor vores checkud dyk skulle foregå. Vores guide Mohammed fortalte os om reglerne og vi kunne godt se, at der ville komme åbninger til at gøre helt som vi selv ville. Selve dykket var ok uden dog at være prangende, dertil bar revet for meget præg af turisme. Vi fik lov til at dykke uden guide, hvis vi ønskede det, og det gjorde vi jo sjovt nok! Der var de sædvanlige akvariefisk, og området var overvejende dækket af sandbund med koralblokke. En pænt stor muræne sluttede dykket af.

Nogle af de sædvanlige akvariefisk

Fin næsten usynlig skorpionfisk

Andet dyk foregik på Elphinstone, hvor vi hoppede i fra båden ved den sydlige ende. Den svage strøm gik fra sydvest og vi kunne uden problemer svømme mod den. Vi kom ned på plateauet og absolut troværdige kilder kan fortælle at “The Arch” er der endnu, men at den haj, der lå på “alteret” ikke lå der denne gang. Vi havde en fin oplevelse på revet, og så lidt forskelligt. Herefter op til lidt sharkwatching under båden, hvor vi fik besøg af en ikke så modig lille oceanic whitetip.

Sky haj

Vi havde en nats rejse foran os og besætningen fik gjort det hele klar til rejsen, mens vi lige ventede på at sidste mand skulle komme ud af vandet. Dem der kender Niels ved godt, at Niels ikke er bleg for at blive længe i vandet på 3 meter, og når man ifører ham en våddragt, hvor virkningen af nyrernes dykketidsbegrænsende effekt er sat delvist ud af kraft, kan de fleste sikkert godt gætte, hvem det var.

Sidste mand – hvad mon der løber ud af dragten?

Efter en lang sejltur natten over, kom vi på dag 3 til Sct. Johns Reef, og vores første dyk var på Paradise Reef. Vi fik en kort briefing i morgensolen, og der var ikke så mange dikkedarer, så vi var snart i vandet.

Overbærende smil… og det er ikke guidens fingre.

Dykket startede med besøg af de residerende napoleonsfisk, der lige skulle tigge om en snack. Vi er jo retskafne mennesker og undlod at fodre de nærgående dyr og nøjedes med at holde dem hen med at lade som om. Men de lurede os efter nogle minutter og fortrak skuffede mod bunden. Vi andre – eller nogen af o s- drog ned over den skrånende væg. Der var meget liv, ikke meget stort, men en enkelt muræne og ellers masser af klovnfisk og andre af de sjove kendinge, der plejer at være.

Gi’ noget…

Morgentvær muræne

Så var det tid til endnu en sejltur hen mod vore næste mål, Little Gota. Efter lidt morgenmad og lidt luftpåfyldning gik det løs igen. Vandet var 30 C, og vi fortrød næsten at vi havde dragter på. Men vi blev svalet en smule, da vi kom dybere end 30 meter, hvor temperaturen kun var 28. Her så vi et par hvidtippede revhajer og lidt andet sjovt, men tiden løbe jo i dybet og vi skulle hele vejen rundt om revet.

Efter endnu en sejltur nåede vi Dangerous Reef. Vi havde spottet delfiner fra båden, og da det blev tid til at komme i vandet igen, blev der pludseligt råbt: “delfiner!”, og fluks var vi i vandet.

Nye venner

Vi så også turens første skildpadde, en fin rolig en af slagsen, som ikke ænsede os overhovedet!

Skildpadde

Turens første natdyk skulle også foregå på Dangerous Reef. Vi så desværre ingen Spanish Dancers, men vi så flere tilfælde af muræner, der angreb og fortærede kirurgfisk. Imponerende at de er i stand til at sluge så stort bytte! Men de ser også ud som om de er ved at kløjes i det. Ellers blev der set et par pudserejer og en enkelt lille hvidtippet revhaj, og i øvrigt lidt krabber, fjerstjerner og den slags.

Den vil sove i den øverste køje.

Fin krabbe

Midt på natten var det tid til at fortrække mod næste destination. Hvor det ville blive, var ikke helt klart, da den tiltagende vind ville kunne forhindre det planlagte dyk på Habibi Ali, der ikke nåede overfladen og dermed ikke lavede læ for bølgerne. Men vi fik heldigvis lov til at dykke 4. dagens første dyk på Habibi Ali. Absolut et af de allerbedste rev i Rødehavet. Vi blev for første gang smidt i fra gummibåd, og vi viste os fra vores bedste side og svømmede den modsatte vej af alle andre. Mest for ikke at være i vejen for dem. Grå revhajer, masser af muræner, enorme mængder af perfekte fanekoraller og mange napoleonsfisk. Og for en gangs skyld var der også lidt liv i det blå lidt ude fra revet. Strømmen var meget svag og det var et meget komfortabelt dyk.

Fisk i strømmens splitpunkt

Dagens andet dyk var i eller på eller ved St. John Caves. Det er et totalt gennemhullet revsystem med mange gange, der nærmest tigger om at blive besøgt. I bedste explorer-stil fik vi lavet et team på 3, der fik os mavet ind nogen steder, hvor ingen, der var større end os kunne komme ind. Vi havde Kaper med i teamet, så stederne kunne naturligvis have været velbesøgte, men vi var langt inde i mange blindgyder. Til gengæld så vi ikke så meget, for sigten blev noget påvirket af vores kamp for at komme igennem de smalle åbninger. Dykket endte samtidigt med at være et af de længste på turen (hidtil) og var på ca. 100 minutter – igen med guidens velsignelse…

Kasper på afveje…

Nok en lang sejltur, og desværre forlod vi området omkring St. Johns, og endte ved Sataya Reef i Fury Schoals. Her skulle vi dykke natdyk, i øvrigt sammen med 7-8 andre både, så der var ikke meget natdyk over det. Nogle af de “andre” så Spanish Dancers. Skidt-pyt, vi havde det udmærket alligevel, og vi vandt igen klart på dykketid.

Flot koralbars – ogå i nattøj.

5. dagens første dyk forgik samme sted som natdykket, Sataya Reef, og bortset fra, at vi blev sejlet ud i gummibåd til et drop-of lige rundt om hjørnet. Som altid drønede mange af de associerede havbasser mod bunden, hvilket ikke var nogen nem opgave, for drop-of’et fortsatte længere end de fleste havde mod på. Der var dog en venlig napoleonsfisk, der lige ville kæles for på den dybde de fleste vendte. De fleste, det vil sige alle undtagen en, hvis identitet er redaktionen bekendt!

Vi kommer ikke op, før morgenmaden er klar!

Efter morgenmaden var der en mulighed for at snorkle lidt med delfiner på Dolphin House, som er en del af Sataya Revsystemet. Vi sagde jaja, og havde nok ikke de allerstørste forventninger, men som ofte, når forventningerne ikke er for store, så kom vi i vandet med en ordentlig flok delfiner.

En del af flokken

De cruisede rundt, og vi jagtede dem med gummibådene og hoppede i til dem på den allermest kaotiske måde. Og vi var ikke alene, der var vel 7-8 gummibåde, der racede rundt med turister, der ville ha’ nærkontakt med de charmerende dyr. En god halv time, det var hvad vi kunne nå, for vi havde jo et stramt program. Vi skulle sejle videre i ca halvanden time til Small Abu Galawa, hvor der var vraget af en lillebitte sejlbåd og en koralhave. Meget smukt, og vi fandt en stenfisk, vi kunne underholde os med.

Vrag er der jo overalt!

Stenfisk

Op til lidt velsmagende frokost, hvor der bl a. blev serveret ristede løg, der senere glædede de fleste med opstød på 3. dykket, der foregik på Gota Shavarit, igen lavt og med smukke koraller, men det mindede en del om der, hvor vi kom fra. Der var mange juletræs-børsteorm.

Juletræsbørsteorm

Vi fandt også en tornekronesøstjerne gemt i revet, men der var jo også en masse koraller, den ku’ æde.

Tornekronesøstjerne

Hurtigt videre mod stedet for natten, vi skulle dykke på Dahra, og igen var vi ikke alene, men måtte dele oplevelsen med 3-4 andre både. Sigten var den hidtil ringeste, 12-15 meter, men der var jo også kraftig vind ind over revet, og der var en sandø inde på revet. Der blev set Spanish Dancers, andre store nøgensnegle og blæksprutter. Og krokodillefisk. Også på dette dyk var der en Bluespottet Stingray, der gravede sig frem gennem bunden, uden at ænse dykkere og rampelyset.

i Spanish Dancer

Stor nøgensnegl (Pleurobrancidae)

Blåplette pigrokke, der æder sig frem gennem sandet

Morgendykket på dag 6 var på Gota Sharm ca. 3 kvarters sejlads fra vores overnatningsplads. Vinden var svag og bølgerne havde lagt sig, så det var en behagelig tur, i modsætning til den lange tur nordover i går. Der var et drop-of og et plateau, lidt i stil med Elphinstone. Masser af forskelligt liv, men desværre ikke de ocenics, vi havde håbet på. Der var lidt andet og meget mindre, vi kunne fornøje os med.

Den syntes vist ikke, det var sjovt!

Vi skulle jo igen videre, og næste dyk var på Erg Radir, en koralpinacle, der i flg. guiden havde Rødehavets flotteste blødkoraller. Og blødkorallerne var da smukke, men der manglede lidt af de store fisk.

Ku’ være en Havbasse – glad for vand og altid sulten!

Abu Dabab II var målet for eftermiddagens og nattens dyk. En sandbund med spredte koralblokke og diverse. Under dykket begyndte mørket at falde på, og man bemærkede, at mange af dyrene begyndte at gemme sig til natten, så den sidste del af dykket var lidt på mellemhånd. Men der var nogle meget fine og meget store koralformationer, der også husede noget liv af forskellig slags.

Klassisk Rødehavsmotiv

Natdykket var også på Abu Dabab II, og nu var vagtskiftet slået helt igennem. Masser af småting, og uden at gå i detaljer, så så vi adskillige Spanish Dancers og en enkelt ottearmet blæksprutte, der var alt andet end fotogen. En slimbændelorm, masser af rejer og eremitkrebs. Desværre var de fleste af dyrene ikke glade for lys, og flygtede på den ene eller anden måde, når vi så på dem.

John Travolta – Go home!

Hmmm- hvis det er en dame, skulle den nok få vokset benene!

Efter natdykket var det tid til galla-middagen, hvor der var lidt af det meste fra det egyptiske køkken, noget mere tilgængeligt end andet, men der rigeligt, og en del af det var meget velsmagende. Serveringen foregik på øverste etage, og vi hyggede os et par timer, indtil klokken blev otte-ni stykker og de første måtte gå i seng.

Gallamiddag

Sidste dykkedag – syvendedagen – morgendyk på Elphinstone sammen med over 20 andre både. Vandet var meget klart og vi så en oceanic whitetip fra båden og en million turister med varierende kvalifikationer som dykkere. Heldigvis ingen fatale uheld, som vi fik øje på, men et utal af tæt-på episoder. Efter lidt ventetid kom vi selv i vandet, hvor vi, med guidens velsignelse, ville svømme gennem “The Arch”. Vi kom alle igennem, selv om et par stykker tog en omvej for at tjekke Ephinestones fundament. Lidt senere da vi nåede op under båden fik vi besøg af nogle oceanics, der kom endda meget tæt på os. Op til lidt morgenmad og info om, at dagens andet dyk – turens sidste – også ville blive på Elphinestone.

Hej haj!

Andet dyk mindede lidt om førstedykket, en tur gennem buen – denne gang til guidens store fortrydelse -og så ellers langsomt op over plateauet for at komme op til hajerne. Der var en meget reserveret blæksprutte på revet – vi kunne kun se åndehullet bevæge sig. Og så op til hajerne, der var svære at få øje på gennem de mange bobler fra de mange, rigtigt mange, dykkere, der var på og over sydplateauet. Efter vi havde hængt i den svage strøm i en god halv time og set flere hajer ganske tæt på, skulle vi op og turen dykkedel var forbi. Vi skulle dog lige evalueres af guiden, Mamo, der ikke synes det var i orden at gå gennem buen 2 gange med så kort overfladeinterval – og så var der vist også én, der havde ignoreret hans tegngivning… Han kunne jo ikke “grounde” os fra dykningen, den var jo ligesom overstået, men det skabte da kortvarigt en dårlig stemning.

Man skal ikke hænge folk ud på nettet – men Sten fik ikke skideballe

Herefter var der den sædvanlige rutine med de økonomiske mellemværender og returnering af pas etc., og guiden var da også blødt lidt op igen. Han var nu også fin nok, for han gav os det frirum, vi ønskede, måske med undtagelse af den sidste dag, hvor der var for mange andre både, der ku’ se, hvad vi lavede.

Dag 8 gik med at vente på at komme med flyveren, en helt igennem en halvkedelig formiddag. Eneste spænding var, da vores flyver stod på tavlen til afgang kl. 13:00, da vi endelig nåede ind i lufthavnen og på¨vores billetter stod kl 14:25. Vi havde ikke en jordisk chance for at nå det, men regnede nok med, at det var en fejl. Heldigvis blev det rettet efter ca. et kvarters tid, så neglebidningen hos de mest nervøse kunne stoppe.

Video fra turen

Kim R