8/10-2009

RødehavetTorsdag 8/10 Ud.. GISP! GAB! En anelse for tidligt op – men dejligt at afgangsdestinationen var flyttet fra Malmø til CPH, men at flyve kl 700 kræver et godt vækkeur og wake-up calls, som blev modtaget fra flere steder! Lotte havde sørget for hyggelig transport til lufthavnen, og på trods af at vi ikke kom først, var vi relativt forrest i køen, hvilket blev udnyttet til partiel gruppeindcheck da Kasper og Henrik dukkede op. Bunden blev lagt med morgenkaffe og croissant i lufthaven, et ganske fornuftigt indtag set i bakspejlet eftersom mine sidemakkere udøvede gruppepres og forsøgte at tømme flydamernes vogne for drikkevarer med betydelig alkoholprocent.

Et billeder siger jo mere end 1000 ord

Beretning for resten af turen frem til landing i Hurghada husker jeg ikke, men den afspejles vist fint i foto, så jeg springer hurtigt videre frem til den dejlige varme der nåede os, da vi trådte ud af lufthavnen. Vi blev kørt hen på Emperors kontor, hvor vi tilbragte et par timer med dejlig frokost efterfulgt af indhentning af et par timers søvn og luftning af maveskinnet. Endelig var de sidste gæster landet, minibussen blev fyldt og ’bunken’ grundlagt. Efter endnu en god lur nåede vi Port Galib, og vi flyttede ombord. Aftensmaden blev indtaget og dykkerudstyret klargjort i håb om tidlig afsejling næste morgen, hvilket senere skulle vise sig absolut ikke at ske! Aftenen blev brugt i bunken under introduktion af og til en af ugens kommende guider. Introduktionen inkluderede også introduktion til agterendens trappes frygtindgydende farer, idet den havde skadet tiltænkte guide # 2 tilstrækkeligt – men en introduktion heller ingen tog til efterretning. Resten af aftenen husker jeg absolut heller intet af….. så stafetten er givet videre til næste dags beretningsskriver!  LisFredag 9/10  Dyk 1 Marsa Mubarak Vores check-out dive. Dejligt “shallow” dyk for at se om skidtet fungerer. For nogle mere nødvendig end andre (say no more, say no more). Godt jeg allerede havde fundet en par “bugs” i svømmehallen. Min auto-air holdt igen. Jeg dykkede også med et nyt kamera og undervandshus. De beståede også. Vi dykkede alle efter Juan vores mexikanske guide (den anden hed Neil og kom fra Tyskland – klar den sjoveste at være sammen med) som en flok ællinger efter deres mor. Everybody for himself. J Vi så en skildpadde, en par blue spotted stingrays, en lion fish og sådan en fishy som suger sig fast på f.eks. en hvalhaj eller bare noget andet stort. Jeg var bange for den skulle hæfte sig fast på Kasper … 😉   Dykket varede ca. en time. Max dybte ca. 23 meter.

Dyk 2 Abu Dabab III To timer og 3 kvarter senere var vi i vandet igen. Her var det lidt mere se på. Flotte hårde og bløde koraler. Flere blue spotted rays, en stor murræne, en flot musling (med liv i) så den lå Henrik været dernede, en stor batfish som åbenbart var vandt til dykkere (eller bare var sulten). De første store coral groupers viste sig og ja, naturligvis de første klovnfisk (som man jo ikke kan lade være at fotografere selv om man ved man vil se dem mange gange bagefter – hvor du igen ikke kan lade være). Dykkede sammen med Kasper og Henrik (holdt dog øje med resten – Lis og Lotte var nemme at få øje på med deres farverige BCD’er). Efter vi kom ud af vandet sejlede båden straks videre. Vi havde 7 timer til Deadalus hvor det var en masser hajer som ventede på os … (men de gad åbenbart ikke vente så langt … L). I solnedgangen så vi dog nogle delfiner som sprang op af vandet. Det er jo priceless!

MennoLørdag 10/10  Daedelus – hele dagen Der var høje forventninger til dagens dont. Daedelus reef, en lille koralø med et fyrtårn på, midt ude i det Røde Hav. Jeg havde været der 2 gange før og masser af hajer hver gang. Sidste år havde vi 10 hammerhajer rundt om os på et dyk. Forventningerne var derfor helt i top, godt hjulpet på vej af den tilnærmelsesvis rastløse men sikre vej hertil. Jeg kan ikke huske om vi kom til revet om natten eller om vi fortøjede om morgen. Efter endnu en ørkesløs briefing, som sikkert allerede er nævnt før og vil blive nævnt efter, så begyndte adrenalinen at brede sig og vi kom for alvor i stemning.

Dyk 3 Daedalus N/W Med solen der brød kimningen blev vi sejlet ud til revet i de små RIBs, til det sted hvor guiderne mente at strømmen splittede, således at vi ku få et driftdive langs revet.  Vi kom godt i vandet og lod os falde mod dybet, ned for at spejde efter hajer. Normalt dykker vi til 50m her, men med ørene tude fulde af paranoide guider, holdte vi os lige på den anden side af de 40m. Guiden Nil kørte sit solodyk, hvor han forsvandt helt ud i det blå, uden at have nogen som helst reference til hverken os eller revet, så vi var alligevel overladt til os selv. Dykkertiden gik hurtigt og uden hajer i sigte forlod vi det blå og steg op mod revet. Her fik vi lidt gevinst. En enkelt hammerhaj kom under os i dybet, for langt væk til at efterfølge, men alligevel en go fornemmelse. Der var dog yderligere gevinst og resten af dykket gik med at nyde væggen, korallerne og myrimader af småfisk, samt sporadiske forekomster af barracudaer og trevally i det blå.

DEBRIEFING – (     ) – Morgenmad (      )  – morfar – (      ) – sol –  (     ) – kaffe – (     )  – BRIEFING   Dyk 4 Daedalus N/W Same same but different. Ingen hajer og det var jo det vi kom for, så lidt skuffelse at spore. Men ikke kun hajerne var fraværende. Hele ”det blå” manglede liv i form af de store pelagiske fisk, tun, barracudaer, jacks m.m. Alligevel skal det siges at vi efterhånden er svære at tilfredsstille, ingen tvivl om at det stadig er et superdyk og at dykke i en time kun i shorty uden overhovedet at fryse, det er næsten det hele værd. Tendensen meldte sig dog, tankerne flød efterhånden over på jomfruvrag i Østersøen, mudder under neglene og smadrede trævrag på den fede og helt selvstændige måde.

DEBRIEFING – (     ) –  Frokost – (     ) –  morfar –  (     ) – sol – (     ) –  kaffe – (     ) – BRIEFING   Dyk 5 Daedalus S De efterhånden stationære Oceanic Whitetip hajer havde meldt sin ankomst og cruisede rundt mellem bådene, 3 stk. og humøret steg yderligere. Nu var der haj garanti, som så ofte før, vidste vi at vi ville få besøg af disse nærgående hajer under båden i slutningen af dykket. Vi valgte derfor at tage med gummibåd ud på revet, forceret svømning mod bådene og så nyde dem under båden den sidste del af dykket. Lis havde det lidt øv øv, så hun ville bare tage et kvarter under båden sammen med Nil og kigge på hajerne. Kasper, Menno og jeg dannede en udbrydergruppe og powersvømmede mod båden. Lidt forpustede nåede vi båden efter 40 min og glædede os til at hænge på tovet og lure og sparke til lidt hajer. De var dog forsvundet og vi så kun én cruise forbi på behørig afstand. Lis havde dog trukket det længste strå og haft nærkontakt.

DEBRIEFING – (     ) –  snack – (     )  – Morfar – (     ) –  solnedgang – (     ) –  rødvin – (     ) – GT  –  NATTE NAT…   Fyld selv ind i parenteser efter behov: Nulren tær, nulren hænder, nulren hårbund, nulren nakke, helmassage, delmassageJHenrikSøndag 11/10  Dyk 6 Rocky Islet S/E Ankomst ved 3-tiden om natten efter omtrent 10 timers sejltur i fint vejr. Dejlig vuggen og diesel-dope – men heldigvis ingen ud-af-køjen-oplevelser! Rocky Islet var turens sydligste destination, 3 sømil SØ for Zabargad, og omtrent 45 sømil fra grænsen til Sudan. Med plan om 4 dyk denne dag, var det bare om at komme tidligt ud af køjen denne smukke stille morgen, til første dyk hvor vi gerne skulle være til BRIEFING kl 5.30, på vej kl. 6:00 og i vandet senest kl. 6:30. Nil var sendt i forvejen for at få tjek på stømretningen. Og det var på sin vis meget fint, bortset fra at stømmen var vendt da vi ankom en god halv time senere, samtidig med, at forklaringen på de særlige strømforhold var noget med en tidevandsforskydning. Summasummarum var et ZigZag dyk på sydøst siden af Rocky Islet hvor der var strømlæ. Det var nu ganske fint og gav lejlighed til fordybelse i detaljerne. Korallerne er var i rigtig fin form, med masser af spektakulære formationer,  kløfter og udhæng. Dragefisk var placeret strategiske steder. Og Titan aftrækkerfisk fouragerede, men det var vist ikke yngletid for de var mere interesserede i at gnave af korallerne end at jage nærgående dykkere væk. Anemonefisk var også her allestedsnærværende – søde kræ (så længe de ikke bider!!!) og altid værd at forsøge at fotografere. Selvom Rocky Islet på grund af placeringen midt i det åbne hav burde være et yndlingssted for hajer og pelagiske fisk, glimrede de ved deres fravær…meget meget mærkeligt.

Dyk 7 Rocky Islet S Overfladetiden blev fordrevet med debriefing og morgenmad og efterfølgende afgasning i solen. Frekvent spejden over havet bød på både delfiner på gennemfart og en enkelt sejlfisk med fuldt rejst rygfinne. Et strømdyk med godt blæs på, på den sydlige væg af Rocky Islet – fantastisk svævetur langs øens/revets væg, og god god sigt. Revet var sprællevende, tætpakket med stenkoraller og med er hel del bløde koraller og store svampe. Det imponerende mylder af fisk inkluderede alt fra Flagermusefisk, flere Titan aftrækkerfisk, Snappere, Barracudastimer, Musikfisk(Cornetfish) og Kejserfisk til de sære skabninger Gul kassefisk og Arabisk kassefisk….gad vide hvilken funktion disse fisk i virkeligheden har? Igen gik 60 minutter alt alt for stærkt! Med alle mand tilbage sejlede Emperor Fraser, iklædt Bikinifisk M/K på soldækket, den korte tur til næste destination, Zabargad.

Dyk 8 Gezîret Zabargad S/E Zabargad ligger 25 sømil SØ for Ras Banas og var et af de få steder på turen hvor der var tilladelse til at snorkle, for her var der (heller) ikke Oceanic Whitetip hajer der truede med at æde os. Tænkte igen på Rødehavsturen for 2 år siden hvor der var mange Oceanic Whitetip på næsten hvert dyk og kontakten til dem var af 3.grad! Det blev til en svømmetur enten ind i den blå blå lagune, hvor der lå en del blue-spottet stingrays på sandbunden, eller fototur på ydersiden af det overordentlig fine rev, med en bred variation af stenkoral arter, forskellige Sommerfuglefisk, Rødehavsvimpelfisk, forskellige Kirurgfisk og Enhjørningfisk. Dykket her bød også her på en fantastisk samling af nærmest skulpturlignende koralsøjler med masser af forskellige typiske små rødehavskoralfisk stående som en aura omkring. Der var et imponerende højt antal Kæmpe Muslinger, med frakker i forskellige strålende farver fra bleggul med grønnepletter over violet til koboltblå, marineblå og grøn og enkelte nærmest fluorescerende. Det fristede, men ingen af os turde alligevel ikke helt stikke fingrene ned til dem og tæt på, deres reaktionsevne var overraskende hurtig, trods størrelsen og det noget rigide udseende. Hvid-øjet måger (Larus leucophthalmus) fulgte båden på vej til natpositionen. Deres gliden på himlen var et flot syn, men alligevel lidt bekymrende…Måger har jo som bekendt tendens til at skide uden forvarsel, og når en måge i en flok starter, er det ligesom det smitter af på hele mågeflokken. Juhl lå i første parket, og tog mågeklat nr. 1 med højre arm. Heldigvis var der noget andet der fangede mågernes opmærksomhed end vores båd, og vi slap nådigt denne gang. Efterfølgende kunne vi nyde en smuk solnedgang fra øverste dæk.

Dyk 9 Abu Bassala Efter dagens sidste BRIIIEEFING kunne vi endelig komme i vandet til et natdyk hvor det ved første øjekast så lidt ud som revet var blevet forladt. Men efter kort tilvænning til mørket viste der sig masser af aktivitet. Rejer/krebs i rød/hvid stribet dragt vimsede omkring i koralsprækker. Søpindsvin med korte og lange pigge, søpølser i gul/sort/opalhvid og velnærede søagurker var på aftenvandring på sandbunden. Morild var der ikke meget af, men kunne dog tvinges frem med overbevisende energiske og heftige bokseslag i vandet. Mange af fiskene var nu gået i seng og der var sovende papegøjefisk i mange gemmer og maskekuglefisk parkeret på koral toppe. Nemt var det at finde tilbage til båden, for de store lamper var tændt og gav et relativt kraftigt lysskær omkring båden. Dagen sluttede med en sidste debriefing noget mad, lidt lokal Sakara øl og sammenklumpen i bunke på dækket med fortællinger om dagens oplevelser.

LotteMandag 12/10 Dyk 10 Gotta Soraya Vi startede dagen med endnu en briefing. Heldigvis havde vi nået at få fat i en kop morgenkaffe, for briefingen var nøjagtig lige så lang og kedelig som de foregående. Efter en halv time kom det omsider frem – vi skulle hoppe i fra Zodiac og svømme tilbage til båden. Endnu en gang havde vi ikke det mindste travlt, for begge gummibåde skulle følges ad, og det tog sin tid inden ”de andre” blev klar. Selve dykket var fint nok, da vi omsider kom i vandet, et spektakulært vægdyk med klart blåt vand, der desværre var nærmest uden fisk og helt uden hajer… Inde på revet var der masser af liv – alle de sædvanlige akvariefisk var der, selv om de var lidt små i det. Revet var meget fint og korallerne så sunde ud uden at vise tegn på ”bleaching” eller skader efter dykkere.  Selv de store fine fanekoraller var endnu ikke flossede af kollisioner med klodsede dykkere. Jeg skulle ned for at se om jeg kunne finde et par long-nose hawkfish imellem grenene på de dybeste fanekoraller, men gårsdagens succes blev desværre ikke gentaget. Revet var fyldt med dybe huller og Juhl og jeg tog enhver chance for lidt ekstra eventyr, men hulerne var nu ikke ret dybe. Der var masser af fine ting på revet, både inde i skyggen i hulerne og på selve væggen, så vores time gik hurtigt, selv om vi ikke fandt noget revolutionerende nyt. Vores mexicanske udfordring havde et specielt godt øje til Kasper og Henrik, fordi de havde dykket lidt dybt dagen i forvejen, ikke meget dybere end os andre, men vi andre var ikke helt så ærlige, da vi skrev tallene ind i journalen, så deres computere blev nærmest mandsopdækket, da de kom op på dækket. Herefter lidt morgenmad og endnu en sejltur. Rutinerne var ved at indfinde sig!

Dyk 11 Umm Aruk Jeg tør næsten ikke skrive det igen, men vi havde endnu en alt for lang og næsten informationsløs briefing. Vi undrede os lidt over det blev kaldt en briefing, og mens vi fnisede lidt indbyrdes, kom skolemesteren op i vores mexicanske prøvelse, der skulede ondt på os – igen! Han manglede vist kun spanskrøret! Jeg tror faktisk vi irriterede ham lige så meget, som han irriterede os, så han har heller ikke haft det nemt! Efter lang tid kom det frem, vi skulle dykke ”Of the boat and back to the boat” og vi skulle dykke mellem de koralsøjler, der var stedets store attraktion. Max dybde ca. 15 meter og man skulle grave for at nå 16 meter. Revet var ikke ret stort og inviterede til en rundtur, selv om guiderne var af en anden opfattelse. Da Juhl og jeg kom i vandet som de første gik det frem mellem nogle af de prominente koralsøjler. Vi så en stor stime Rødehavsvimpelfisk, et smukt skue, og vi forsøgte at svømme langt væk fra den slagne vej for om muligt at se bare en enkelt lillebitte haj. Vi fortsatte rundt om revet, og hvorfor så det? Svaret må være fordi vi kunne! Vi kom næsten rundt, før vi tog en længere tur ud over den kridhvide sandbund med spredte koraller. Vandet blev endog meget klart >50 meter sigt, da vi kom et stykke væk fra hovedrevet Vi kom meget langt væk fra vores udgangspunkt, og vi endte en del dybere, end guiden havde sagt var muligt. Det mest spektakulære på denne del af dykket var en enorm koralsøjle et par hundrede meter fra revet, der havde et stort ”fældehug” der gik næsten helt igennem. Det lignede et kæmpetræ, der kunne styrte om, hvad øjeblik det skulle være. I sprækken residerede en større flok mørke kirurgfisk, der ikke spekulerede over om den skrøbelige konstruktion var sikker. Vi svømmede tilbage til hovedrevet og passerede undervejs hen over den lokale losseplads, hvor dykkerbåde havde skilt sig af med deres affald gennem længere tid – naturligvis ikke vores båd! Det var ikke just et kønt syn med al den tomme emballage, men vi fortsatte ufortrødent videre og fik øje på pigerne, der vinkede fra toppen af en koralsøjle. Nu var Lis’ fagter under vandet genstand for meget omtale på turen, men Lotte vinkede også, så den måtte være god nok! Tøserne havde fundet en stenfisk, og selv om der blev peget, skulle vi stramme os lidt an for at se den. Et stort fint eksemplar med den karakteristiske sure mund og de himmelvendte øjne. Herefter var det igen tid til lidt civil ulydighed, vi svømmede videre, selv om den tilståede dykketid allerede var opbrugt. Vi skulle lige tjekke en anemone-city på den ene ende af revet, hvor der var mindst hundrede klovnfiskefamilier. På vejen derhen var der en fritsvømmende muræne, der var helt ligeglad med, at det var højlys dag og at der var en masse dykkere i nærheden. Back to the boat og op! Heldigvis var det den tyske guide Nil, der noterede data i journalen, og da han var stort set ligeglad med hvad vi havde lavet, fik vi ingen skideballer denne gang. Vi fik tilmed lov til at hoppe i havet og bade, mens vi ventede på de sidste, hvilket nok ikke var blevet tilladt, hvis mexicaneren havde haft vagten.

En solid frokost og den sædvanlige ”Sorry, Guys” under maden, hvor vi lige skulle ha’ en tale/debriefing, der var lige så lang som briefingen Og så kunne vi lige nå at få lidt sol og et par sider i bogen, mens vi sejlede mod næste dyk.   Dyk 12 St. Johns Cave Tredje dyk på dagen. Og vi skulle trækkes med endnu en alt for lang briefing (ja briefingerne fyldte ret meget på denne tur!) før vi blev sluppet fri. Vi fik bl.a. at vide, vi skulle passe på ikke at hvirvle bunden op inde i hulerne. Bunden var groft koralgrus – han skulle bare lige prøve en gennemsnitlig dansk mudderbund! Igen blev der spurgt hvem der ville dykke med guiden, og igen var der ingen Havbasser, der havde psykisk overskud til et huledyk, eller et hvilket som helst andet dyk, med vores mexicaner. Da der kun var en gummibåd i vandet, viste vi storsind og overlod ham til de andre nationaliteter om bord. Og vi tog tilmed den anden tur med gummibåden, så de andre kunne komme først i vandet for første, sidste og eneste gang på turen! At vi dermed skabte lidt afstand mellem guiden og os var vist gavnligt for de flestes blodtryk! Hulerne lå ikke ret dybt, maks. dybde 12 meter, og så kunne jeg jo virkelig nyde at min flaske var pustet op til 250 bar. Vi kunne ikke få bådføreren til at droppe os længere oppe ad revet end guiden, enten forstod han os ikke, eller også turde han ikke for guiden, så da vi kom i vandet måtte vi selv svømme lidt videre. Vi gjorde det mest for at være på tværs! Vi var efterhånden blevet noget trodsige af guidens kvælende adfærd, og lidt civil ulydighed var på sin plads – igen! Vi fik set et par huler flere end de andre, men i sidste ende kom vi igennem det samme hulesystem, som de første. Vi nåede også ind i rigtigt mange blinde tunneler.

Hvis vi havde haft heldragter på, kunne vi nok ha mast os gennem mange af sprækkerne og gået helt nye veje, men korallerne var for skarpe til shorties, så vi blev ret gode til ”reverse kicks” og ”helicopter turns” i løbet af den time, hvor vi svømmede panden mod en mur et utal af gange. Nogle gange var det sikkert knap så elegant, når en håndfuld fyldige havbasser prøvede at vende samtidigt på begrænset plads og tumlede ud i hovedgrenen af hulen. I hulerne var der smukke koraller nær indgangene og længere inde var der en forbløffende artsrigdom, hvor vi bl. a. fandt et par nøgensnegle, en lille sytrådstynd pipefish på ganske få cm og masser af diverse soldaterfisk, egernfisk, bigeyes, glasfisk og andre huleboere. Der var også blåplettede rokker og sovende barser rundt om i hulerne. En af de få ting, der hang ved fra briefingen var, at de gennemgående gange gik fra NV til SØ, og da jeg ville tjekke retningen, fik jeg hevet min dekobøje frem sammen med kompasset. Det gav drengene lidt at more sig over, og vi overvejede om vi skulle skyde bøjen op i en af sprækkerne i revet. Men vi undlod og forlod hulesystemet kun én mand færre, end vi gik ind. Menno var i mellemtiden blevet væk, og hvor han var blevet af stod hen i det uvisse. Han havde jo allerede før check-dykket skrevet under på, at det var hans egen skyld, så vi bekymrede os ikke videre om det! Under båden residerede en napoleonsfisk, og i dens umiddelbare nærhed var et par stykker til. Den var helt klar over, hvad dykkere kunne bruges til, og den tiggede som en hund ved middagsbordet. Den fik en vaffel, som Henrik ”tilfældigt” havde i lommen. Den kælne fisk lærte næsten at sidde pænt og rulle rundt, inden vi skulle op. Aktiviteterne under båden lokkede yderligere et par napoleonsfisk til og til sidst var der 6 stykker under båden. Men der sad en halv snes dykkere og et par guider og ventede utålmodigt oppe i båden, så til sidst måtte vi forlade vores nye kælefisk. Menno var naturligvis allerede i båden. Det burde koste mindst en omgang at desertere på den måde, og gøre os alle sammen nervøse, eller hvad det nu lige var, vi var! Endnu en længere forflytning mod nord til næste destination, men denne gang blev rutinerne brudt. Der var der arrangeret lidt adspredelse på vejen. En fiskerbåd med 10-20 mands besætning var gået på grund på et af revene nær land, og vores kaptajn sendte en af gummibådene over for at se, om de kunne klare sig selv. De stod så fast på revet, at vi ikke kunne gøre noget alligevel, og de var samtidigt ganske tæt på land. Vi spøgte lidt med, at det var en fælde og pirater ville komme stormende rundt om hjørnet af landtangen, når vi lå stille. Intet ondt skete – måske bortset fra, at vi sejlede fra de grundstødte, og overlod dem til deres videre skæbne og det næste højvande.

Dyk 13 Sataya Efter endnu en lang og intetsigende briefing før natdykket endte det med, at vi fik tildelt de sædvanlige 45 minutter på 10-12 meter. Trods høflige forespørgsler, bedende øjne og eder og forbandelser ville vores mexicanske prøvelse ikke ændre hans beslutning. Vi argumenterede endnu en gang, at vi var i vandet mindst et kvarter før de andre, men han havde masser af grunde, som han dog ikke var i stand til at formulere, og det endte ud i det sædvanlige ”Sorry, Guys!”. ”I Guder!”, hvor jeg dog savnede Havbassernes ”laissez faire planlægning” af ukomplicerede dyk! Vi skulle rase af, så der opstod en lille konkurrence om at komme først i vandet, og jeg tror ikke de øvrige nationer, der var repræsenteret på båden, så røgen! Vi kunne jo bare hoppe i fra platformen. og de fleste var end ikke kommet ud på dækket, før vi var i vandet. Der var heller ikke gået meget mere end et minut fra vi sad i salonen, til vi lå på bunden af havet Vi hoppede lige ned i hovedet på en stor skildpadde, som heldigvis fjernede vores irritation over guiden. Om det stakkels dyr havde en lige så god oplevelse som os er tvivlsomt. Vi overvejede lidt, om vi skulle lave den om til en økologisk scooter, men forbarmede os – sådan da! Vi havde fået at vide at stedet myldrede med dragefisk, der forfulgte dykkerne for at spise i lygternes skær. Og dragefiskene var der i stort tal, det var som at fodre duer på rådhuspladsen, en lysplet på bunden fik dem til at myldre til. Faktisk var de skide irriterende, når man kun dykker i shorty.

Når man prøvede at studere makrolivet på revet var der pludselig en 15-20 dragefisk omkring en – helt tæt på! Man skulle ha haft et fiskespyd, så kunne man lige ha tyndet bestanden ud med en 30-40 stykker. Det ville efterfølgende være sjovt at se guidens ansigt, når spyddet blev smidt op på platformen! Vi fandt efterhånden ud af at lyse på bunden et øjeblik og lokke en flok til, hvorefter vi slukkede lygterne og racede væk i mørke. Det gav nogle afslappede sekunder, men der kom en ny sværm efter os, når vi tændte lyset igen – et smukt, men lidt irriterende syn. Men det var nu meget skægt at se hvordan fiskene gennede små fisk ind i en krog og derefter stod heeelt stille, indtil de kunne få det endelige angreb sat ind. Bugten var fyldt med fjerstjerner og andet hvirvelløst, bl.a. de ”hoppende buske”, der faldt helt sammen, når man lyste på dem. Vi fandt også lidt muræner, en skildpadde til og lidt andet godt. Efter godt tre kvarter kom vi tilbage til det blå skær under båden igen. Vi kunne se, at der var masser af andre dykkere i vandet og så ikke nogen grund til at skynde os op. Efter en halv snes minutter opdagede vi, at der var 2 badestiger, og eftersom der kun var en på Fraser lugtede vi lunten – en anden dykkerbåd var sneget ind i vores intimsfære! Således pludselig truet af sorte skyer over guiden måtte vi jo lige navigere tilbage til båden. Vi fik så alligevel vores ønskede time i vandet og lidt til. Endnu et af de pragtfulde natdyk, der er så vanedannende! Hastværket var ikke slut endnu – det gjaldt om at komme først i baren efter dagens første kolde øl Den forcerede svømmetur til sidst gjorde ikke øllet mindre velfortjent og velsmagende! Livet bliver hurtigt rutinepræget, når man bor på en båd, denne aften var lige som de foregående – god middag (incl. ”Sorry, Guys” og en debriefing efter maden var serveret, som i bedste fald kun tog et kvarter, mens maden blev kold), og så op soldækket til et par sjusser og lidt stjernekiggeri, som afslutning på endnu en god feriedag!

KimTirsdag 13/10 Dyk 14 Abu Galawa Sorayars Vores ellers så faste rutine med et meget tidligt morgendyk, blev fraveget denne dag, hvor vi startede med en mindre sejltur, til Abu Galawa Sorayars. Rutinen med de enormt kedelige briefinger blev der dog stædigt holdt fast i. Er helt sikker på, at briefinger har kostet flere menneskeliv end haj-angreb og det var da også kun udsigten til, en god undervandsoplevelse og den efterfølgende snak og samvær med nogle ualmindelige hyggelige mennesker der gjorde, at jeg på briefingen til dette dyk nr. 14 ikke faldt død om af kedsomhed.

Dages tal skulle vise sig at være 6. Idet Menno ikke var dukket op til briefingen (no briefing – no diving). Det var nu hans tur til, at blive ramt af Faraos hævn og lå derfor underdrejet i sit lukaf med høj feber og hul i begge ender. Lotte måtte derfor endnu engang lave en lille menu som vi kunne kalde ”alt godt fra medicintasken”. Den virker på hvad som helst inden 24 timer.   Dykket skulle foregå på et rev, hvor der bl.a. var et mindre vrag af et sejlskib. Historien om vraget var den, at et amerikansk ægtepar der på vej jorden rundt, var ved at løbe tør for penge. I deres visdom fandt de ud af, hvis de nu simulere, at være gået på grund, og herefter kunne få skibet til at lægge sig på bunden, kunne de hæve forsikringspræmien. Det gik rigtig fint. Pengene blev udbetalt og manden var utro. Konen var tilsyneladende bare ikke helt med på den sidste del og valgte derfor at fortælle om deres bedrag, hvorved de fik hvad man nu får i USA, når man gør den slags. Det er formentlig ikke morsomt. Vores amerikanske medrejsende spurgte hvad moralen var ved denne historie. Dertil var der flere svar, men konklusionen måtte dog være ganske klar: Bliv aldrig opdaget.

08.11 var vi i vandet og vraget lokaliseret ca. 08.13. 2 minutter var vel også ca. den tid vraget var interessant i. Kim og jeg tøffede videre med Henrik og Kasper. Det var måske ikke et af de mest oplevelsesrige dyk. Vi byggede lidt videre på et anker, andre havde tegnet på bunden med sten og koralstykker og svømmede herefter gennem nogle ”slugter”. Henrik og Kasper valgte, at blive væk fra hinanden og pludselig væltede det frem med dykkere. Så mange at klaustrofobien var ved at tage overhånd. Vi valgte derfor at søge væk fra revet og ud på bunden. God plan! Sigten blev hurtigt rigtig meget bedre og ”landskabet” viste sig fra sin pæne side. Koralsøjler store som træer i en åben skov. Særligt var der en enkelt søjle som har været ca. 2,5 meter i diameter og 10 meter høj. Den stod på en ”fod” der ikke var meget større en 30-40 cm i diameter. Gad vide hvornår den vælter?  Denne tur der ikke helt var jf. guidens anvisninger, hjalp betragteligt på dette dyk.  I overfladen efter den obligatoriske time, hvor det hurtigt blev morgenmadstid, soltid, snakketid, 2 sider i bogen læsetid, sejltid og hastigt videre mod næste dykkermål. Der er meget der skal ses.

Dyk 15 Shiliniat Dykkerstedet bestod af flere rev, hvor man med lidt god vilje godt kunne tage fejl af de forskellige rev, og hermed komme et sted hen man ikke lige havde planlagt. Briefingen var heldigvis kort og godt hjulpet på vej af udsigten til et dyk med masser af liv, overlevede de flest briefingen. Dette til trods for, at dybden maksimalt kunne blive 12 meter, hvis man gravede. At der på computeren så stod 29 da vi kom op var en anden sag. Vi blev sejlet i gummibåd ud til det fjerneste rev. Herefter kunne man så lade sig drive med strømmen og så holde til venstre når revene sluttede. Vi valgte naturligvis at gøre noget andet og startede med, at svømme mod strømmen. Det viste sig hurtigt at være en god ”investering” da Henrik stødte på en skildpadde i en ganske fornuftig størrelse. Kim og jeg valgte herefter endnu engang, at tage en tur væk fra revet, ud over bunden for herefter at drive med strømmen tilbage. Vi måtte naturligvis ind og kigge lidt mellem de forskellige rev, hvor der ganske rigtigt var surrealistisk meget liv. 10.000 vis af småfisk i alverdens farver, stod som tætte skyer ud for revet. Man måtte nærmest kæmpe sig vej gennem vrimlen af klovnfisk i alle mulige og umulige størrelser.

Dem som har dykket med klovnfisk ved at de forsvarer deres territorium med en sjælden aggressivitet. Ofte angriber de masken og vi troede derfor, at de kunne se et spejlbillede, der blev opfattet som en anden klovnfisk. Udstyret med et spejl skulle teorien efterprøves. Det virkede ikke. De var helt og aldeles ligeglade. Det er derfor nærliggende at antage, at klovnfisken ikke angriber sit spejlbillede i masken men dykkeren. Det vidner enten om en uhørt selvtillid eller en total mangel på selvopfattelse. Nå videre. Med god medstrøm zig-zaggede vi lidt mellem forskellige rev, med så meget liv at det ikke lader sig beskrive. En enkelt ting kræver dog en nærmere forklaring. Vi så simpelthen en vaskeægte UFO. Intet mindre. Et Uidentificeret Flydende Objekt. Forstil dig et gennemsigtigt fleksibelt rør/slange med en diameter på ca. 10 cm og ca. 50 cm langt, hvor der i ”skallen” var omkring 100 små sorte ”prikker”, der formentlig har været æg. Tiden var ved at være gået og det passede fint med at vi lige skulle rundt om ”hjørnet” hvor båden skulle være. Det var den bare ikke og vi måtte derfor lide det nedværdigende nederlag, at gå i overfladen for at se hvor vi skulle hen. En kompaskurs blev stukket og finnerne blev sat i omdrejninger for ikke, at komme pinligt meget for sent. Det lykkedes at komme frem uden at være de sidste. Og pludselig fik vi så travlt igen. Videre mod næste rev, hvor dykket af uforklarlige årsager skulle foregå i skumringen. Vi frygtede lidt at det skulle blive et dyk hvor dagholdet var gået hjem og natholdet endnu ikke mødt ind.

Dyk 16 Shaab Naba Heldigvis tager ting i Ægypten altid længere tid en de burde tage, hvorfor dykket selvfølgelig blev gennemført i mørke. Det startede ikke særlig imponerende. Umiddelbart var der ikke meget liv. Det blev ikke meget bedre af at gå dybere, så vi havnede på en ”terrasse” med 2-3 meter vand. Her var der til gengæld masser af spændende ”småkryb”, en fin ”spotted snake eel” som vi først troede/håbede var en havslange, dragefisk der ikke var meget større end 3-4 cm og selvfølgelig den blæksprutte som Henrik og Kasper havde brugt hele deres dyk på at fodre. Det skete ved at jage fisk som herefter blev serveret for kræet. At det også koster luft, at svømme fisk op og stikke knive i dem, måtte vi senere erfare, da Henriks computer var tydelig utilfreds med mængden af luft i flasken (14 bar). En anden beskæftigelse var at fodre dragefisk. Det vil sige de fodrede egentlig sig selv, men udnyttede blot lyset fra lygten til at jage. Der gik lidt sport i at ”udpege” målet og herefter se hvor elegant den bevæger sig hen mod byttet, hvor den pludselig slår til med lynets hast. Imponerende!

Vel tilbage på båden. Det var sidste aften til havs og der var gjort klar til ”festmiddag”, som skulle foregå på dækket. Som de øvrige dage var maden rigtig god, men på denne aften havde den lige fået en ”tak” mere. Der blev grillet forskelligt ligesom der blev serveret en hel kalkun med ”pynte-ben”.  Vi var næsten helt sikrer på, at kokken var uddannet. Han kunne i hvert fald tale engelsk J Hyggelig og afslappet aften med kage, vin, øl og en GT til dessert. Løgnehistorier og refleksioner på ugen der næsten var gået (alt for stærkt). Alt dette sammen med dagens dyk og sol gjorde, at de fleste var klar til at kigge stjerner eller loftet af kahytten tæt ved midnat, som er det tidspunkt hvor forpligtigelse til at skrive beretning til stopper. JuhlOnsdag 14/10  Dyk 17 Elphinstone E Ja så blev det vores sidste dag vi skulle dykke desværre :o). Vi blev vækket meget tidlige igen igen bare for at høre på det samme: Ikke for dybt, ikke for lang tid og at der skulle være fisk i vandet – Af alle størrelser GODT SÅ!! Når men vi skulle ha’ de sidste dyk på Elphinstone og det plejer nu ikke være det væreste man kan dykke, dejligt dybt og en del hajer og så lige et lille hul man kan svømme igennem men vores diveguide var desværre efter os igen med at vi ikke måtte svømme dér igennem :o(  Og ja hvad kunne han gøre…Jo på første dyk blev vi smidt i vandet i den anden ende så der var sgu for langt at svømme, men det var nu et hyggedyk uden det store. Vi så diverse fisk – desværre ingen hajer eller større fisk som vil få en havBASSE til at spære øjnene op. Når men efter en times tid var det på tide at komme op igen og henrik og jeg skulle finde vores båd igen mellem 14 til 16 stk…det var ikke helt let og slet ikke da den var smuttet fra det sted den skulle ha’ ligget. Nå men pyt, bare der stadig var morgenmad når vi kom op! Det var der – det samme lækre morgenmad som der plejede: dejligt tørt brød men masser af æg :o)

Nå, men efter noget hvil her og der skulle vi dykke igen (gider ikke skrive om den sidst briefing for så falder folk bare i søvn som vi gjorde..)   Dyk 18 Elphinstone W Til sidste dyk blev vi sat i vandet ved hullet og vi skulle da også kun lige se det, dog ikke svømme igennem :o).  Nå men vi svømmede der ud af og lille jensen og jeg satte lidt fut i benene og kom godt der ud af og det kunne da også godt ses på vores luft, ca. 15-20 bar tilbage da vi blev hentet i den anden ende af revet. Nå men nu skulle vi jo så bare slappe af resten af dagen og hvis der er noget jeg er god til så er det det :o) Nå men så blev det aften og vi var kommet i havn og skulle spise den sidste aftensmad – vi fik noget godt rødvin. Senere gik vi næsten alle ned til havnen hvor der var lidt gang i den ELLER…nå men et par gode drinks og noget koldt øl så var vi klar til at putte – På nær Kim og Lis som var 18 år igen og bare festede derud af…men dagen efter lignede Kim nu en på 75 he he

Tak for en god tur til alle det var sgu hygge! KasperTorsdag 15/10 …og Hjem. Tja, i virkeligheden starter dag # 7’s beretning vel efter kl 24 på dag # 6, så her synder jeg mig at tage over. Især taget i betragtning af at dag # 6’s beretningsskriver var gået tilbage til båden og brummede i køjen. I tilfælde af at dag 6’s beretningsskriver ikke nævner noget ombegivenheden, så havde gruppens festløve nogle timer forinden lokket bunkens overlevende med på øl/drinks i neonlys. Førnævnte samt festaben og Henrik forlod dog selskabet til fordel for et par runder i området, og hvor de var indtil de senere blev forsøgt banket op, da vi nåede tilbage til båden står hen i det uvisse.

Tilbage omkring bordet med drinks var undertegnede og Kim samt Cato og Frida – vores nye norske venner. Efter afsløring af diverse tricks blev vi dog enige om at det var tid at tømme de resterende medbragte væskefyldte flasker – der var jo intet der skulle gå til spilde. Resten af natten husker jeg igen intet om – udover at det var rasende hyggeligt at sidde på kajen og fortælle historier som helt sikkert havde været fortalt mange gange før. Cirka samtidig med at fortyndingsvæsken slap op, smuttede jeg i køjen og overlod ansvaret hos de tilbageblevne tre. Klokken meget tidlig morgen dag syv, stod den på morgenmad og bustransport tilbage til Hurghada. Faktisk var det så tidligt, at jeg selv havde fået øjne før Kims elastikker automatisk sprang op, – noget der aldrig er set før. Om det skyldes tidligheden eller Kims fjogede grinende adfærd ved morgenbordet er uvist, men i hvert fald havde det været en god aften og flaskerne var klar til genanvendelse. Busturen, ventetiden i lufthavnen og flyveturen hjem var usædvanlig lang – der var vist kun få af os, der var klar til at vende snuden hjemad.

Tusind tak for en fantastisk uge med bunkehygge og bunkedyk!.   Lis