26/4 2013

Robert og Hvenprammen Endnu en gang spillede vejrudsigten os et pus, og vi måtte igen nøjes med Øresund i uldent vejr. Langfarterne lader vente på sig i år!Optakten gav unægtelig anledning til at tænke lidt over, om dykning er farligt, specielt for mænd i deres bedste alder (som jo altid ændrer sig). Og igen blev diskussionen om turen til dykning er farligere, end dykningen selv, vækket til live. Uden at nævne navn, og dermed bringe en tidligere kammerats kørekort i fare, så var der overtrædelser nok til 3 ubetingede frakendelser af førerretten, blot for at komme næstsidst. Den skyldige er blevet gjort bekendt med min opfattelse af hans usympatiske adfærd, men episoden er endnu ikke hævnet!Vi var fem personer, der godt turde risikere at blive lidt våde og kolde, Vi havde på forhånd sat næsen op efter Robert, der efter sigende havde haft gudesigt (8 m) dagen i forvejen, og så evt. besøge Hvenprammen på returen.Rungsted var noget blæsende og ikke voldsomt attraktiv, men vi kom jo alligevel af sted. Turen var, som forudset noget bumpet, og nyrebælter var mere nødvendigt sikkerhedsudstyr, end redningsveste. Men da vi passerede Hvens nordlige spids, blev alting bedre – ikke fint – men tåleligt, og strøm var der intet afLoddet blev smidt på et øjeblik, og jeg var i vandet et øjeblik senere.

Lille hårhvarre – der skal mange til et stjerneskud!

Vandet var 6 °C og der var ikke meget springlag. Sigten i overfladen var over 10 meter, men på vraget var der nok kun 5. Loddet lå ved broen, og det var ingen sag at gøre fast. På vraget var der mange torsk, der dels lå ovenpå vraget, og dels stod inde i diverse huller og rum. Jeg tror aldrig, jeg har set så mange torsk på Robert før, og flere af dem var ikke sky, men nysgerrige – til en vis grænse, hvor deres overlevelsesinstinkt overtrumfede deres selvovervurdering. Der var desudenmasser af det sædvanlige hvirvelløse liv, og på min tur rundtpå vraget, mødte jeg også visse individer uden rygrad.

Sabella – så blir det vist ikke mere hvirvelløst!

Da jeg efterhånden havde fået nok og skulle op, løb jeg ind i lidt trængsel på tovet, hvor Dennis og Hans var begyndt deres opstigning. Uden at tænke nærmere over det, så mente jeg nok, de havde haft et kort dyk, for nok havde jeg haft et langt dyk, meen… Det viste sig, at der var noget med Hans’ isolationsmanifold, den ene flaske var næsten tom, og den anden var ikke nok, til at han ville fortsætte dykket. Dennis måtte bide i det sure æble og nøjes med et ”Touch & Go” på Robert-debuten.

Den skal jo med!

Jeg selv havde lige en lille opgave på 3 meter, og da jeg havde fuldført den, ville PIV tage Dennis med ned og vise ham lidt rundt, så han også fik set andet end bundtovet. Og så var Manley også i båden, vores ellers flydende logistik, blev lidt kompromitteret af de uregelmæssige dyk, men alt åndede fred og ro, da PIV og Dennis forsvandt i havet.  Da de returnerede efter en lille halv time, gik det mod næste stop-Hvenprammen, elsket og hadet! Kun få har ikke en holdning til denne firkantede konstruktion af uvis oprindelse. Igen blev loddet smidt i en fart i den høje ende, og jeg kom hurtigt i efter, for der var skibstrafik på vej, så det var bare med at komme i dybet.

Man er aldrig helt alene !

Loddet lå i den lave ende (+), og der var ikke meget at gøre fast i, men kæden fik et par omgange omkring et par jernspiger og så håbede jeg ellers det bedste. Vi havde noget uafklaret, og den forholdsvis gode sigt i Øresund, kunne passende bruges til at rydde op efter os selv.Jeg startede systematisk med at tegne steger i mudderet nedstrøms og arbejde mig opstrøms mod det formodede hotspot. Alt imens jeg studerede en helt død og affaldsbefængt bund på ca. 25 meters dybde efter noget genkendeligt, blev der banket hårdt inde på vraget. Jeg gjorde stregen færdig og svømmede over til bundtovet, hvor visse genkendelige artefakter var deponeret ved kæden. Det var selvfølgelig Manley, der havde valgt den lette løsning og startet der, hvor chancen var størst. Uden at kommentere det yderligere www.havbasserne.dk/Blade/2013/130226-hven/130226-hven.html, så skal René nok en tur til købmanden!

Småkravl fra Hvenprammen

PIV og Dennis dykkede derefter – Hans, han havde stadigvæk ondt i luften, men han hyggede sig vist alligevel! Vinden var også løjet noget af og bølgerne var ikke så ubehagelige, men lidt sol og varme kunne vi nu godt ha’ brugt!

Man venter jo altid på den sidste…

Og i havnen skulle det nye ophalerspil lige prøves. Jeg tror, Sten sprang dykket over af frygt for, at noget skulle kikse! Men det virkede fortræffeligt, så han kan roligt komme med næste gang!

Hva’ så Hans – mangler du luft?

Kim R