21/6-2009

Robert og HvenprammenSøndag, sol og næsten midsommer og ingen vind i Øresund, så mange mødte frem til søndagsdyk. Havgassen og Havets Dronning var derfor begge med i dagens anledning – og de unge (denne dag Manley, Sten, Kenneth og Søren) var helt vilde for at sejle på tur i Havets Dronning, så det fik de lov til uden de store protester fra de øvrige deltagere.

De unge

Turen gik til Robert, som hurtigt blev loddet og påbindingsholdet og de utålmodige var nærmest i vandet inden loddet nåede vraget/bunden. Robert var fin. Der var ingen strøm hverken i overfladen eller på vraget, men sigten var ikke prangende – omtrent 1 meter, måske med lidt god vilje 2 meter. Sabellaerne på Robert har vi tit nævnt i beretninger fra dette vrag, og med god grund, for de er altid rigtig fine med svævende lette tentakler i farvevariation fra hvide over rød/hvid stribet til helt røde. Sønellikerne var sprunget ud og havde sat frø, så det myldrede med mange helt små sønelliker der prøvede at finde fodfæste. Vandet er ikke mere en omtrent 5 grader på bunden, så selvom man er godt gennemvarm inden dykning, går der ikke længe før den varme er opbrugt.

Blank vand over Robert

Overfladetiden gik med det vi plejer at bruge overfladetiden på, og da alle havde afsluttet sørøverhistorierne og spist madpakkerne tøffede vi mod Hvenprammen. Vi var lavt på ilt til nitrox, så det var attraktivt med et 2. dyk på lidt lavere dybde for, at få mere tid på bunden frem for på tovet. På vejen mod Hvenprammen to de unge en afstikker ind mod Hven, til stor glæde for besætning og passagerer i Havgassen, for vi var sikre på at de ville hente is i kiosken. Men der blev vi snydt…

Trængsel på Havgassen

Hvenprammen – længe siden! Det er nu stadig et yndlingsvrag hvis rigtige udseende til evig tid kan diskuteres. Heller ikke her var sigten prangende, og faktisk dårligere end på Robert – højst 1 meter sigt, og både plumret og mælket vand. Men med blus på lampen viste der sig fin tæt begroning af pink, orange og røde søanemoner, hydroider i buketter og kæmpe hvide sønelliker. Torsk stod kilet helt ind under vraget, men kunne sagtens ses selvom de sikkert selv troede de var usynlige.

Da kulden var trængt igennem og det var på tide at binde af ville Morten slet slet ikke med op. Lis og jeg gjorde entydige tegn til, at nu var det tid at binde af og gå mod overfladen. Men Morten rystede blot nægtende på hovedet – niks! Det var han ingenlunde og slet ikke med på. Så Lis måtte tage ham under armen og lod ham ikke på egen hånd før jeg havde bundet af og Hvenprammen var ude af syne. Afbindingen var overraskende nemmere end frygtet med den Hjulske knude kæden var bundet op i. Det var bare at ryste kæden med dræget en smule, så faldt dimsen der var bundet på af vraget, kæden viklede sig ud og vi var løst fra Hvenprammen.

Tilbage i havn blev båd og grej med rutinemæssig effektivitet pakket sammen, mens en delegation gik i kiosken og provianterede de is vi var blevet snydt for ved Hven. Tilbage i svømmehallen var det tid for afregning og aftedive i solen i baggården.

Afterdive

Lotte