11/6 2013
Robert og grill“Der kommer skribenten” lød en lettere hoven røst, da jeg trillede den lille bil ind på en gråvejrsindhyllet Rungsted Havn. Der var både Havkassen, -gassen og -basserne i fuld gang med at gøre sig klar til det, der hele dagen havde lignet en tur på Øresund i høj sol og uden nævneværdig vind. Heldigvis kunne vi se en blå himmel i Horisonten, da Havgassen stævnede ud med Skipper Kirkegaard, 8 Havbasser, og med Havets Dronning med Kim og PIV lige i hælene.Mine sidste par ture på Øresund har været med Steffens lille gummibåd, så de små toppe som Havgassen skulle forcere på vej østover, var ikke noget der gjorde meget væsen af sig, men jeg kan forestille sig at Havets Dronning har været levende.
Havgassen på plads
Vi nåede frem til Robert til tørvejr, men en smule vind, og imens Celebetry Cruise sejlede tæt forbi blev loddet smidt og Rune fløj hurtigt derefter. Næsten for hurtigt, da bøjen skulle over bord.Der blev bundet på efter kort tid, og Steffen og jeg fulgte efter ned i det varme overfladevand, og efter en længere svømmetur langs det noget lange tov, fandt vi også Robert. Rune havde lovet af “binde godt på – højt” og havde bundet på en davide.
Steffen førte an i de 5-6 m sigt og skød en god fart. Jeg havde kamera med, men da jeg både skulle sørge for at følge med og opleve noget, blev der ikke meget tid til det. Med min ringe erfaring på Robert, kan jeg ikke komme med den store beskrvelse af, hvor vi var, men vi svømmede langs bagbordsside ud i stævnen, og tilbage til agter langs styrbord, inden vi igen var tilbage ved bundtovet og tiden var ved at være gået.
Der er stadigvæk ikke nogen, der gider tage opvasken…
Undervejs havde jeg både set noget rundt, noget spidst, noget firkantet, et hul, en torsk i et net, tre andre dykkere, en tallerken, noget hårdt, noget blankt, noget blødt og noget nøgent.
Torsk i et net
Noget blødt…
På vej op ad bundtovet mødte vi Piv og Kim, der havde dingleflasken med og dermed lignede en, der ville tage sig god tid – Det forstår man godt, med de forhold. Oppe i det varme overfladevand var der en smule strøm, så vi holdt øjnene åbne og var klar til af afværge de par brandmænd, der kom flyvende. Vi overhalede Rune, der havde lidt straftid.Tilbage i båden var Flemming ved at gøre sig klar, og han røg over bord. Derefter havde Rune, Steffen og jeg lige et par minutter til at evaluere dykket, inden der igen var folk på stigen. Det var Flemming, der var kommet tilbage efter han på 10m havde opdaget at han manglede sit bly.
Af hensyn til de yngste læsere, undlader vi at fortælle, hvad der sker på billedet!
Steffen og Rune fik det mingeleret på plads, mens han stod på stigen og han fløj nedad igen.Efter at Lotte og Jacob var tilbage i Havgassen, flyttede vi den medbragte grill og madvarer over i Havets Dronning, og de tre første dykkere lagde kurs mod Hven for at gøre grillen klar i havnen.
Først høflig tålmodighed…
Så meget for solenergi – vi går ind for kul – og nok af det!
Vi fik gang i grillstarterne og efter en lille opsang fra Havnemesteren om farerne ved Robert, fik vi jydet os til lidt rabat på havneafgiften, og inden længe var alle 10 Havbasser i havn og grillmestrene fyldte pølser på grillen og stegte dem til varierende grader af færdig så der var noget for enhver smag. Det var lidt småt med service, så vi måtte improvisere, og lågene fra Renes glimrende hjemmerørte kartoffelsalat gik fint som tallerkener, og der var dykkerknive nok.
og så vil vi godt snart ha’ lidt mad!
Snakken gik og pølserne forsvandt og det var tid at vende snuden mod Rungsted så vi kunne nå havnen inden solen gik ned. Kim og Piv tog sig igen af Havets Dronning, og var lige ved at fratage en andemor sin sidste ælling i farten. Havgassen blev pakket færdigt og efter et par tests af dødmandssnoren, overhalede vi Havets Dronning i den smukke solnedgang og kom smertefrit i havn til de sædvanlige øvelser med at pakke både på trailere og fordele grej til de rigtige ejermænd.. og kvinde..
Vindheks i solnedgangen
Nogle kørte hjem, andre tog til Farun for at afregne, men alle var vi vidst enige om at det havde været et fantastisk arrangement!
Dennis