8/8-2009
S/S Robert næsten som vi plejer.. Der var varslet laaaaangfart på et vindstille Kattegat, men som det er sket før, ombestemte Aiolos sig, så det blev i stedet til kortfart i Øresund. Men solen skinnede og det var en herlig varm sommerdag.
Syv af de 8 fremmødte var så klar til at bruge dagen i godt selskab på havet, at de var klar til afgang allerede en halv time før det planlagte tidspunkt, så denne gang var der ikke noget at rafle om, beretningen hang utvivlsomt på mig. Destinationen var aftalt på forhånd, og vi var hurtigt pakket og klar, af sted mod Rungsted havn. Enkelte måtte proviantere på vejen, for madpakkerne havde glemt at pakke sig ned i tasken, de var blevet hjemme på køkkenbordet. Fuldt lukkede dragter var nødvendige på sejlturen ud til Robert, for Øresund var her tidligt på dagen endnu noget oprørsk, så der var garanti for kaskader af vand indenbords. Først da vi kom i læ af Hven gik det let over bølgen blå og vi var hurtigt fremme. GPS og ekko udstyret fra Havets Dronning var med hvis nu tilfældet var at Havgassens ikke fungerede som det skete i torsdags. Men alt virkede som det plejer. Robert blev loddet og der blev råbt SMID! inden resten af besætningen var klar over at vi var der. I en ruf skulle bøjer og tov og dræg fiskes frem fra gemmerne men hvad var nu det??!! Tov var ikke kvejlet op på den dertil beregnet dims, men bare smidt i en rodebunke i rummet i stævnen af Havgassen, filtret godt sammen sikke noget roderi!!! Efter lidt kluddermor lykkedes det at få hele molevitten til at makke ret og Kaptajn Flemming der snart havde mistet stemmen af at råbe smid fik lige lov en sidste gang.
Juhl blev valgt til at binde på og gjorde hurtigt klar til jobbet blev smidt af ved bøjerne, men kom hurtigt op igen eller det vil sige han kom slet ikke ned, for på vej over rælingen af Havgassen havde hans blybælte besluttet at dykke for sig selv uden Juhl, og blyet lå nu på ca. 40 meters dybde. Juhl blev monteret med lånt bly og røg af sted mod dybet. Efter en rundtur omkring bøjerne var jeg klar, og forsynet med Juhls nyanskaffede harpun, som skulle testes så selv buskhovederne ikke kunne vide sig sikre.
Et sjældent Robert-dyk der var absolut ingen strøm i vandsøjlen hverken overflade eller på vrag herligt! Juhl skumlede noget da jeg ankom for nu han havde pludselig ingen lys i lampen, så det med at afprøve harpunen måtte blive en anden gang…det gjorde heller ikke så meget, for der var ingen fisk udover den rødtunge som Juhl havde tabt sin kniv i. Og lygten kunne stort set undværes. Robert lå bogstaveligt taget badet i strålende sollys, der var en sjældent set god sigt, hvor man kunne ligge midtskibs og se ræling både i styrbord og bagbord side. Og strøm var der bare ikke skyggen af.
Vi startede dykket med et par minutters søgen på havbunden efter Juhl fortabte bly, desværre uden held. Derefter en svømmetur ud mod stævnen, ingen fisk eller andet i harpunérbar størrelse. Kun en enkelt glysse blev truet, men den fik lov at overleve, både fordi dens spiselighed er ukendt, den kunne alligevel også kun højst dække en halv mariekiks og den ville i øvrigt være blevet knust til plukfisk hvis den blev skudt med harpun. 17 minutters deko var tilstrækkelig for makker Juhl og han blev sat af på bundtovet, mens jeg tog en bonustur ud agter. Ud og hænge i vandsøjlen lidt meter fra vraget et flot syn hvor agter og ror stod fint tydeligt i det oplyste vand. På vej tilbage mod tovet mødte jeg Marianne som ville prøve sig som fotograf med det kamera som efter at være tabt under vand, et sted i Sydafrika, dukkede op som strandgods er par måneder efter. Og nu har kameraet fundet vej tilbage til Danmark. Fantastisk at der findes så ærlige mennesker ! Desværre var O-ringen imploderet og kameraet druknet, så der blev desværre ingen undervandsbilleder af de fine trådnøgensnegle med nærmest fluorescerende røde tentakler på ryggen. Tilbage ved tovet kunne jeg lige nå at ønske god tur til Hans og Rune, som netop var kommet ned.
Rune skulle på Robert for første gang
Oppe igen kunne Flemming sendes af sted med lovning om de fantastiske forhold på vraget han var dog ikke videre imponeret, for Hans og Rune havde vist mudret og plumret en hel del . Rune som jo netop har afsluttet sit Advanced OW kursus var heldig at Robert viste sig fra sin beundringsværdige side på dette premieredyk. Han så noget skeptisk ud over de forskellige historier vi alle kunne om hvordan dykkerforholdene på Robert kan være. Det lød måske som velkrydrede sørøverhistorier i hans ører
Flemse
Kamerahistorien var endnu ikke slut. Efter at have tømt vandtætte kamerakasse for vand, fisket kameraet ud og tørret ganske let, kunne Marianne fint tænde kameraet og tage billeder ja, alle billeder til denne beretning er taget med et kamera der lige har været druknet på godt 35 meters dybde, svært at forestille sig og hvad skal man så lige med en vandtæt boks?
Blobb hhvsssssss og en hævesæk med det fortabte blybælte kom til overfladen. Sten har jo efterhånden god træning i den slags eftersøgningsarbejde, og havde fundet blybæltet nedsunket i mudderbunden tæt ved slæbesporet fra dræget. Imponerende fundet, og ejermanden blev glad og takker mange gange. Resten af overfladetiden var badetid, madtid, kaffetid uden kaffe, for Kim R var blevet arbejdsramt og var ikke med, så vi nøjedes med mangote skifte batteri-i-transmitter tid, og skifte pære-i-lampe tid (det gav nu ikke mere lys i lampen). Og så Kanelsneglen en ny tradition på dykkerturene, opstået ved flere uafhængige episoder… en deeejlig tradition. Den øvrige underholdning stod ishuset på Hven for. Om det var telefonen der ringede eller om det var en jeg-vil-gerne-købe-is-klokke der ringede og bimlede flere gange står hen i det uvisse, men den hørtes tydeligt ud over vandet.
Sten, den store blyfinder
Nå, men dyk nummer 2 dykkede jo ikke sig selv, og 2.dyk blev til en rundtur ned omkring skruen, som sammen med roret stod rigtig fint i det klare vand. Mener ikke nogen af os havde dybderus, men ingen af os husker om der 3 eller 4 skrueblade på Roberts skrue? Herefter frem mod stævnen hvor sigten var relativt dårlig. Der havde vist været nogle på besøg i stævnen, som havde plumret op i sedimentet, ganske som Flemming sagde. Vi skiftede hurtigt retning tilbage til den gode sigt agter, og omkring agter ræling og lidt rundt inden på midten af vraget. Der var flere fine både busknøgensnegle og trådnøgensnegle, men stadig ingen fisk meget mærkeligt. Det hvirvelløse liv var smukt og farverigt med masser af sønelliker i orange, hvide og brunlige farver med mylder af rødstribede rejer imellem, og flere både store og små skrapt røde og violette søanemoner. De allestedsnærværende Sabellaer vejrede elegant i de stille klare vand. På ydersiden af vraget var tillige en hel koloni af ganske små, måske 1-2 cm høje søanemone lignende dyr, glasklare og farveløse.
Tiden gik hurtigt, og det blev på tide at stige til overfladen efter endnu et fint dyk. På vejen op af tovet kunne jeg se refleksionen af Hans og Rune på vej ned af tovet i de store udåndingsbobler fra enten Sten eller Marianne som begge svømmede rundt på vraget.
Lidt båd rod og Marianne og Hans
Her hen på eftermiddagen var vinden nu løjet helt af, og da alle var ombord, kunne vi nyde en afterdive i solen over Øresund, mens tordenvejret rumlede og buldrede over Svenske kysten. Snart var vi klar til at returnere til Sjælland. Og som vi plejer gik det i en ruf med at tømme båd og køre mod Havgassens hus. Men undervejs blev plejer lagt på is, undertegnede og makkeren kørte på kort sightseeing i det nordsjællandske og fik sommer is i Birkerød. Hjemme havde resten af selskabet, klart nok, næsten opgivet håbet på at gense dem der havde givet plejer trods, og var på vejens ud i det ganske land da vi ankom. Tak for en dejlig dag hvor alt ikke var som det plejer ! Lotte der mødte i god tid, men alligevel var sidste