3/1-2010

Robert Trods bidende kulde var vi 6 mand, der mødtes i Rungsted. Havnen var stort set tilfrosset, bortset fra en lille rende, hvor de tidligste trollingfiskere havde kæmpet sig igennem. Alt var koldt og glat. Der var svineglat på broen, og når man prøvede at komme i sikkerhed på Tornadoen, var der endnu mere glat på pontonen. Men vi fik læsset vores grej, der i dagens anledning kun var beregnet til et enkelt dyk.

En frossen havn, men stadig med smil på

Det tog ca. 20 minutter at komme igennem havnen og ud i åbent vand. Det var koldt, mens vi listede af sted, og det føltes ikke just varmere, da gassen kom i bund, men det havde vi jo haft på fornemmelsen og prøvet at gardere os bedst muligt imod.

Stift bundtov

Robert blev nået og vi fik med noget besvær kvejlet det stivfrosne bundtov ud, og efterfølgende droppet loddet midt i vraget. Anders gjorde klar til at binde på – hans spyt frøs i masken og han hældte lidt kaffe i handskerne for komfortens skyld og hoppede så i. Vi andre kittede op imens vi afventede at binde båden på – vi skulle jo helst være lidt effektive, så vi kunne nå hjem inden vi døde af kulde! Næste mand var Nicolai, så han kunne nå at komme op, inden vi andre skulle hjem, skarpt forfulgt af Bjørn, der også havde hørt om varmen i dybet. Jeg ville heller ikke stå tilbage, så jeg fulgte i kort efter, og overlod båden til Sten og Flemming.  På vejen ned mødte jeg Anders på tovet og kom efterhånden ned i det varme vand dybere end 12-15 meter. Da jeg nåede vraget havde jeg lidt problemer med at tænde lygten – mit dybfrosne batteri kunne næsten ikke levere energi nok til at tænde lygten. Lidt skræmmende når der er tale om halogen, men efter et par forsøg gik det alligevel. Sigten var lidt bedre end sidst – ikke at det betød så meget – der var ca. 1,5 meter på de gode steder. Til gengæld var temperaturen oppe på svimlende 8 °C. Da jeg havde fundet ud af hvor vi var bundet på gik det først en lille tur mod agten, hvor jeg fotograferede nogle af de mange rejer, der var overalt, specielt var de glade for masten, der var tæt pakket med de små kræ. Herefter svømmede jeg en tur ud i stævnen, hvor der som sædvanligt var en masse gammelt garn, også oppe i vandet. Her ville jeg så lige ta’ et par af de obligatoriske billeder af trådnøgensneglene, og fandt så ud af, at kameraet havde stået med forkert indstilling, så alle de billeder, jeg allerede havde taget, var uskarpe. Efter en tur tilbage og en lille tur rundt på midten var dekoen ved at gøre ondt. – 10 minutter – men så mødte jeg Sten ved bundtovet og ville lige vise ham et par nøgensnegle og det kostede yderligere et par minutter på tovet.

Trådnøgensnegl

Da jeg nåede springlaget ønskede jeg, at min computer ville godskrive dybe stop, men der var ingen vej udenom. Jeg fortsatte op i det kolde vand, 1 °C og 12 minutters deko, da jeg kom op. Det var ikke det allersjoveste, men det har man jo tidligere lavet i våddragt, så det burde man jo ikke klage over nu. Da jeg endelig var på vej op i båden, skulle jeg dryptørre på stigen, inden jeg fik lov til at stige indenbords – båden var efterhånden godt overiset af det indslæbte vand. I stedet blev jeg og dragten frosset fast i en noget stram positur, og jeg havde en klar fornemmelse af, hvordan dødsstivhed føles i levende live. Og da jeg senere ville tage et billede af den tilfrosne båd, var mit kamera frosset, så knapperne ikke kunne aktiveres..

Deprimeter

Efter at udstyret var, dels bundet og dels frosset fast til flaskeriggen, opstod det næste problem. Vi havde ingen trylledrik, og det var ved at ligne en dårlig trend! Vi blev reddet på stregen af en lommelærke med ”Fisherman’s friend” + en nulgradersøl, som i højere grad var en principsag, end en egentlig nydelse! ”Fisherman’s Friend” er ikke en fuldgod erstatning for trylledrik, men hvis man ser bort fra smagen, er virkningen nogenlunde. Alting er i øvrigt bare meget mere besværligt, når det er så koldt. Tovværket og knuder skulle hele tiden tøs op, inden vi kunne arbejde med det, men det gik jo til sidst. Men da vi sejlede kunne man jo godt ønske, at vi havde været i Allans ”lummerskude”, eller hvad hans omsejlende saunaklub nu kaldes!

Hvilken luksus, indbygget skøjtebane

Ved havnen var isbræmmen rykket 20-30 meter længere ud i Sundet og den lange tur ind i havnen var noget mere besværlig end turen ud. Der var et par stykker, der måtte sidde foran på båden og træde isen i stykker, hvor det var nødvendigt. Men vi nåede ind til broen uden synlige skader, og der skete kun et enkelt styrt under aflæsningen af båden, hvor en kendt julefrokostbardykker viste, at han også kunne vælte på en rigtig dykketur.

Kim R