På trods af en lidt ulden vejrudsigt, var vi fire, der lige kunne klemme et lørdagsdyk ind, inden andre pligter kaldte.

Jeg mødte Kim ved garagen. Han fyldte Kaspers flasker og snart var vi på vej mod Rungsted hvor Steffen og Kasper stødte til.

En time efter afgang fra Farum stævnede vi ud – med lukkede dragter, skærmen oppe og forberedt på det værste. Men det gik faktisk ganske fredeligt over skumtoppene for at binde på bøjen.

Kim var hurtigst klar og Steffen og jeg fulgte straks efter og overlod Kasper til ensomheden.

På bunden var det så som så med sigten, men Robert er stadig flot. Rigeligt med hvirvelløst, stationært liv, masser af snegle og krebsdyr og også fisk. Sortvelsen i sprækken og faktisk også flere torsk – måske er de på vej til at etablere sig på Robert igen. Man kan jo håbe. Det er så hyggeligt.

Jeg havde planlagt en tur mere eller mindre rundt om det hele. Jeg mødte Steffen helt ude i stævnen og vendte tilbage mod agten.

Men da jeg var der, hvor bundtovet skulle til at være, kunne jeg ikke rigtig kende noget som helst. Tiden gik, og dekometeret tællede hastigt opad mens jeg flakkede lidt småforvirret rundt. Man løber heldigvis ikke sådan lige tør for luft på en rebreather; det hjælper på blodtrykket i sådan en situation.

Netop som jeg var nogenlunde overbevist om at jeg måtte være endt retur i stævnen, og derfor nok skulle kunne finde hjem igen, bristede min venstre trommehinde. Jeg fandt straks noget at holde fast i, for man kan blive noget så svimmel hvis der kommer vand ind i mellemøret.

Jeg sørgede for at holde overtryk – dvs jeg blæste bobler ud af øret, og undgik derved at blive omtumlet. Jeg gjorde klar til en fri opstigning. Og så kunne jeg ellers ligge der under bøjen og drive den af i en halv times tid. Ret hurtigt kunne jeg høre Havgassen over mig – det er betryggende at vide at man er opdaget og ikke bare driver rundt alene.

Jeg kom nogenlunde roligt retur til båden og vi fik en underberg og en snegl at styrke os på inden vi fløj hjem over Øresund, der mnu var blevet helt fladt. Eneste udfordring var indtil flere kapsejladser.

Det var mindre end tre timer siden vi sejlede ud af havnen , og nu var vi klar til at pakke sammen igen. Effektivt, og stadig med masser af hygge og gode oplevelser.

Bremserne havde drillet lidt de sidste par gange, og var da også varme i dag, så vi justerede lidt inden vi trak båden op.

I Hørsholm blev jeg overrasket af en pludselig åbning af en dør på en parkeret bil og måtte op og stå på bremsen. Og så kunne jeg pludselig ikke køre fremad igen. Jeg forsøgte mig med lidt bakken, men jeg kunne stadig ikke køre fremad.

Til lyden af utålmodigt dyttennde Hørsholm-Rungstedborgere kunne vi konstatere at den hårde opbremsning havde aktiveret håndbremsen på traileren. Da den blev slækket igen kunne vi i ro og mag fortætte til Farum.

I garagen småpillede vi lidt ved bremserne og konstaterede at det ikke var helt godt. Steffen kom retur senere og udførte en midnatsoperation så båden er klar til det gode vejr der er i udsigt.