13/9-2010

Robert, en anden vinkel Ja, jeg var sent på den! Det er ind imellem svært at nå alt det man skal, og alt det man gerne vil, og desværre er det ofte modstridende aktiviteter, der er svære at forene. Man er derfor ofte tvunget til at ”hugge en hæl og klippe en tå”, og denne dag blev ingen undtagelse! For at det ikke skulle være løgn, var jeg ved svømmehallen allerede kvart i fire og med afgang kl. fem, var det jo fint! Visse uforudsete omstændigheder kom dog i vejen, og da jeg nåede til Rungsted, sad alle i båden og ventede på mig – mere eller mindre tålmodigt og alle iklædt dragter, for vinden var lidt drilsk. Jeg undlod at klæde om og hoppede i båden med mit udstyr, så vi hurtigt kunne sejle af sted – så hurtigt man nu kan være, når man er en lille halv time forsinket. Vi, og ikke mindst undertegnede, der stod i shorts og T-shirt, klarede os næsten tørre ud til Robert – der var bare lige hækbølgen fra en eller anden forbipasserende skude ud for nordvestspidsen af Hven, der med djævelens vold og magt skulle skovles ind over rælingen…

 Der ledes efter vraget

Efter en del rundture over positionen blev loddet smidt og Henrik hoppede i for at binde på. Flemming hoppede hurtigt efter, og Marianne og Sten gjorde klar i en fart og var i vandet, inden nogen nåede at lave uorden i rækkefølgen. Det gav tid og plads til sidsteholdet, der kunne kitte op i fred og ro, og vi – Rune, Lars B og jeg – var næsten klar, da Sten og Henrik dukkede op fra dybet. Rune og Lars havde ikke så mange dyk på Robert og skulle have en guidet rundtur, når nu sigten var til det.

En fin Cochran

Vi kom i vandet mere eller mindre samlet og passerede Marianne og Flemming på vej ned ad tovet, så der var ingen at tage hensyn til på vraget. Sigten var rigtig god i de øverste vandlag og nede på vraget var sigten 5-6 meter. Der var bundet på i bagbords side, så vi svømmede først frem over hullet med havålen, som ikke var at se, og fortsatte hurtigt frem mod stævnen. Sigten var som nævnt god, men der var ikke så mange fisk, og sønellikerne var kun delvist udfoldede. Vi var naturligvis også nede omkring skrue og ror og kunne nyde synet i den gode sigt. Trods det sene tidspunkt var der alligevel noget naturligt lys og dimensionerne imponerede – som det gør hver gang! Vi kom tilbage på vraget igen og passerede bundtovet for skulle lige bruge lidt mere tid på havålens residens – men den var ikke hjemme og vandet var klart i hele røret, så den havde heller ikke lige forladt stedet. Lars dykkede på luft og ville op, mens Rune og jeg ville en lille tur ud i agten, hvor vi kunne konstatere at sortvelsen var der, men langen og torskene i styrbords side var væk.

Nu begyndte dekometeret at true, og det var så småt tid at vende tilbage til bundtovet og binde af. Der var lidt strøm i midten af vandsøjlen, hvor der var en del brandmænd, men heldigvis var der ingen af de irriterende dyr allerøverst, hvor vi skulle tilbringe et lille kvarter, før vi måtte komme op i båden – mindre end 2 timer efter vi forlod Rungsted. Kim R