13/4-2009
RobertEndnu en smuk forårsdag, og der var udsigt til en dykkertur ved middagstid. Alt åndede ro og fred, og der var tid nok til at samle tingene. Ikke at det var noget problem denne gang, for det var lige stuvet sammen efter tørring fra torsdagens udflugt. Men midt i morgenfreden ringede PIV, og spurgte om jeg kom. Jeg havde allerede dagen før skrevet på maillisten, at jeg kom, så jeg var lidt uforstående. Det viste sig, at Manley, der skulle trække Gassen havde indset, at hans gamle krop og ditto hoved ikke kunne holde til påskefrokost og dykning i samme weekend. Han havde derfor meldt forfald i løbet af natten. PIV havde så strammet tidsplanen til kl 9:00 som sædvanligt. Jeg havde ikke set hverken Manleys eller PIVs mail, så det var da godt der blev ringet. Jeg mødte frem ved svømmehallen lidt over ni, og på det tidspunkt var der allerede gjort en del forberedelser, gummibåden var spændt efter en bil og flaskerne var læsset, så alt var fint. Rygterne lod samtidigt vide, at Allan J. sejlede til Robert klokken 10, og den chance skulle jo forfølges, så jeg tjekkede lige på telefonen. Og det var rigtigt, de sejlede kl. 10 og der var ikke flere ledige pladser, men vi kunne dele øl og bundtov – fint nok! Vi trillede mod Rungsted, hvor vi med ikke overdreven hastighed fik os organiseret i gummibåden og sejlede mod Robert. Klokken var på dette tidspunkt, qua vores langsommelige adfærd i havnen, blevet 10:40, så vi fik pludseligt travlt med at komme ud mod Robert. Vi havde fint sejlvejr og da vi kunne gå tæt ind under Hven i gummibåden, overhalede vi Allans båd indenom på vejen. Allan omtalte Henriks navigation som storbuesejlads og jeg som troede storbuesejlads gav kortere distancer
Rigtige dykkere i en rigtig gummibåd
Fremme ved Robert var forholdene fine, næsten ingen vind og absolut ingen strøm. Der var bøje på vraget helt ude i stævnen. Det var Københavns Sportsdykkerklub, der havde efterladt et anker i noget fiskegarn og lidt andet skrammel, og de havde lovet en flidspræmie, hvis vi tog det med hjem. Allans båd kom omsider frem. Lod og bundtov skulle smides på broområdet midt i vraget, hvor vi som oftest gør fast. Da loddet var kastet og Thomas og Henrik var klar, hoppede jeg ned af ankerlinen for at gøre ankeret frit. Jeg kom ned til et sammensurium af tovværk, fiskeline og masser af gammelt fiskenet og nyt monofilgarn kombineret med masser af opretstående ting på vraget. Jeg fik rodet en masse mudder op og halet og skåret ankeret frit og fik så besøg af Thomas, der dog hastigt fortrak for ikke at ende som en del af den redelighed, der herskede i min umiddelbare nærhed. Herefter var det bare at nyde turen tilbage mod broområdet, hvor vores eget bundtov skulle være gjort fast. Der var godt nok kommet meget nyt garn og mange nye fiskeliner på vragets forreste del. Desværre fisker garnene videre og de var også mere eller mindre fyldt med fladfisk og småtorsk i forskellig grad af forrådnelse. Men der var et righoldigt fiskeliv, der endnu ikke havde sat sig fast i nettene. Som altid var der masser af hvirvelløse dyr i smukke former og farver. Da jeg nåede hen til overbygningen var der intet bundtov. Jeg tjekkede davider, vugger til redningsbåde og gelænderet to gange, men stadig intet tov. Jeg tænkte, logisk og ikke det mindste påvirket af dybde- eller anden rus, at der havde været et pænt stykke fra bøjen i stævnen hen til vores bundtov, så jeg fortsatte agterud, hen over masten langs den sammenfaldne ræling og tjekkede pullerter og stolper, hvor der normalt gøres fast. Sigten agterst i vraget var noget påvirket af, at jeg ikke var den første dykker i den ende af vraget sigten var vel omkring 1 meter. Der hvor jeg var først, havde sigten været 2-3 meter foran mig! Jeg fik samtidigt jaget en rødtunge hele vejen rundt langs med søgelænderet, så jeg dykkede ikke alene. Og bundtovet var naturligvis fastgjort på en pullert i bagbordsside. Jeg mødte et par dykkere på vejen op ad bundtovet PIV og Bent, som var på vej ned og Thomas, som overhalede mig på vejen op.
Hvad er nu det der dukker op af dragtens dyb
Oppe i båden var jeg vidne til et comeback af de større! Allan var ved at iføre sig dykkerdragt og tilhørende udstyr. Han skulle lige se, om han kunne huske hvordan man gør. Og med lidt hjælp og lidt banden fik han sig skruet ned i udstyret. Han var lidt rusten mht. indstilling af iltprocenten, men han havde jo heller ikke meget rutine i denne disciplin at falde tilbage på!
Ikke elegant, men i vandet
Han fik sig kastet i havet til sidst, og den lange tørke i hans dykkerkarriere var slut. Han virkede fornøjet, da han igen kom op, så nu er den gamle ekspeditionsleder ved at være klar til at tage de nye udfordringer op! Jeg prøvede at bjærge ankeret i overfladetiden, men endnu en gang sad det uhjælpeligt fast i et eller andet på vraget, men denne gang var det ikke et fiskenet. Sten fik skiftet bleen på datteren og pludselig var det ikke så slemt at være i en åben båd. Han håbede på, at datteren efterfølgende ville trænge til en lille lur, så han selv kunne komme i vandet.
Næste generation (på armen)
På 2. dyk hoppede jeg igen i ved ankeret, og denne gang medbragte jeg en hævesæk, så ankeret kunne sendes op og den infame synkende line kunne frigøres fra en ende af. Jeg ved godt, hvorfor vi næsten aldrig smider loddet i stævnen på Robert, der er masser af skidt og møg og det er svært at finde rundt for de uøvede. Ankeret kom nemt op denne gang, linen skulle blot frigøres fra et par metalkonstruktioner, som den fangede, da der blev strammet op. Herefter stille rundt og nyde vraget, absolut Øresunds bedste, med masser af dyreliv. Dog var vores havål ikke hjemme og jeg fandt heller ingen troldkrabber. Op i forårssolen efter at have betalt prisen på tovet. Vi fik vendt mangt og meget, mens de sidste fik dykket færdigt. Da gummibådens besætning var fuldtallig, dvs da Bent og PIV var kommet op og havde fået sig en øl, sejlede vi mod sjællands kyst, der var gemt i tågedis. Vi kunne ha tændt GPSen, men vi holdt en kurs på 230-240 grader, da vi rundede nordspidsen af Hven, og det plejer jo at virke. Da vi kunne se kysten var vi dog noget nordligere end ventet! Vi nåede dog alligevel i havn før de andre, og fik rigget af i en fart. Vi fik os lige en afskedsøl på havnen, inden vi skulle hjem til Farum. Vi skulle også lige tanke båden, og det kan være en hårrejsende oplevelse, hvis man har været ude med Havgassen, i gummibåden kunne vi lige presse 8,5 L i dunken! Kim R.