I lige år er vi altid i Ålesund – og i ulige år er der efterhånden tradition for at vi finder på noget andet – og ikke overraskende et sted hvor vi kan dykke vrag. I år var valget faldet på vragdykning med udgangspunkt i Plymouth i England, hvor vi havde booket os ind hos “In Deep”.

Lørdag
Efter et langt tilløb oprandt dagen hvor vi skulle småtidligt op til rendezvous i Københavns Lufthavn kl. 6, hvor vi blev belært om fordelene ved at aflevere dykkerudstyr som special-baggage. Det giver åbenbart en mere skånsom rejse gennem bagagesystemet.

Efter en overskuelig flyvetur og en lidt lang gåtur i Heathrow kunne vi samle 28 stykker bagage ned fra båndet. Der var bare det problem, at vi havde indleveret 29. Sørens specialbagage med rebreatheren i var en lille smule væk.

Med tasken efterlyst kunne vi pakke os ned i de fire lejebiler. Det gik lige akkurat. Men næste gang må vi hellere gå en størrelse op.

Vi fik undervejs overtalt James fra In Deep til at holde længe åbent så vi efter ca. 4 timer i den gale side af vejen, kunne læsse vores grej af inden turen gik til hotellet, en øl og noget mad og så i seng.

Mandag

Vi startede i gården hos In Deep kl. 9 og fik dimset vores ting sammen og slæbt dem ned på Seeker (båden vi sejlede med hele ugen) til vores faste plads på bænkene.

Båden var rigtig fin, og der var sådan set rigeligt plads til os 12 dykkere, skipper og en dækshånd. Både inde og ude. Flere spottede straks kogekedlen og så frem til kaffen, der blev serveret nede fra pantryet, selv i høj bølgegang.

For bølgegang var der, så snart vi slap fri af havnemolen. Vi fortsatte dog ud mod et af skibene fra Liberty flåden; James Eagan Layne. Åbenbart det mest dykkede vrag i England. Forholdsvist let tilgængeligt, både hvad angår afstand til havn og bunddybde.

Bølgerne gav lidt udfordringer da vi skulle kitte op. Det var noget med ikke at sidde og pille ved computeren alt for længe, men i stedet holde lidt øje med horisonten. Især Mike og Jan havde det hårdt. Jan måtte strække gevær, mens Mike nøjedes med at fodre fisk inden han hoppede i.

James Eagan Layne ligger på et par og tyve meters vand, rager op til 10 m op i vandet. Det meste af dækket er væk, men kan kan stadig fornemme strukturen og de fem lastrum. Kanoner og meget af lasten blev bjærget allerede inden skibet gik helt ned. De lå nemlig delvist flydende i 4 dage efter en torpedo ramte den, inden det gik helt ned den 25 april 1944.

I maskinrummet kan dampmaskinen beskues – egentlig forædet teknologi i 1944, men da der var mangel på diesel-gaster, tog man til takke med dampmaskiner, som enhver rask dreng kunne drive.

Agterenden er knækket af og lå lige nøjagtig uden for synsividde af resten af vraget. Mindst en dykker brugte en betydelig del af dykket derude, hvor der godt nok var en del at se på, men meget af tiden gik også med at gennemskue hvor resten af vraget var.

Vraget var spækket med dyreliv – meget af det minder om det vi ser derhjemme – men bare lidt anderledes.

Da alle var retur på Seeker gik turen mod et roligere sted, hvor vi kunne få lidt traditionel engelsk frokost i from af en Cornish Pasty, mens vi diskuterede mulighederne for andet dyk. Den begyndende grønne farve i ansigtet på flere af besætningsmedlemmerne fik skipper til at foreslå Breakwater Fort, som alternativ til at sejle i havn.

Brakwater Fort ligger bag en lang bølgebryder (Breakwater betyder bølgebryder. red), der sikrede ikke helt rolige, men tålelige forhold. Dykningen var omkring selve fortet, der stod på 12-13 m dybde og der var en masse ting fra tidligere aktiviteter på fortet. Bl. a. havde der været officiel dykkeruddannelse med svejseopgaver oma., så der var flere mere eller mindre uforståelige konstruktioner. Overblikket blev ikke hjulpet af sigten på godt en meter, måske to hvor den var bedst, og den bløde bund og de mange dykkere var ikke en god kombination.

Der var meget liv, hummere, havål, taskekrabber og spidercrabs, som åbenbart bare er overalt. Der blev også fundet sortvels og troldhummere i sprækkerne. Desværre så vi ikke rødhajer, der angiveligt skulle være almindelige her.

Da alle var tilbage ombord, gik det tilbage i havn til fleres store glæde. Og på “In Deep” forløb afrigningen ret hurtigt for de fleste og vi kom afsted mod hotellet.

Betjeningen på hotellet var for langsom til at vi turde satse på at spise der, så vi havde fundet et sted i nærheden, der kunne servere Fish´n´Chips og noget øl…

Tirsdag

Vi var hurtigt ude af vagten her på dag to med meget mindre dimseri inden afgang. Kursen sat mod vest og vraget af SS Persier. 120m fragtskib bygget under 1. Verdenskrig og sænket af en torpedo affyret fra U-1017 i anden.

Der var stadig betydelig bølgegang men alle blev klar til at hoppe i uden yderligere forsøg på at chumme sig til flere fisk på vraget

Vi kom, præcis som skipper havde forudsagt, ned på kedlerne og lige bag dem ligger resterne af den store dampmaskine. Krumtappen, knastaksler og plejlstænger i en størrelse der kan imponere enhver med bare lidt mekanisk interesse.

Skrueakslen ligger blottet ned igennem det noget medtagede vrag. Skruen mangler for enden, men det enorme og indtakte styrearrangement med ror og rorkvadrant kunne i hvert fald imponere føromtalte mekanisk interesserede dykker.

Lidt ved siden af var der spor af krig – affutagen til 4″ dækskanonen står og troner. Kanonen blev desværre bjærget i 70’erne.

I den anden ende, foran kedlerne, huserede enorme stimer af skægtorsk og mindst én sanktpetersfisk.

Tilbage på overfladen gjorde elevatoren sit til at det gik nogenlunde smertefrit for de fleste at komme ombord. Kun Peter måtte tage imod et nyrehug. Bølgerne var ikke blevet mindre og vi sejlede i læ for bølgerne for at spise endnu en lun Cornish Pastry.

Ikke alle var lige begejstrede for endnu en omgang dyk i bølgerne så vi holdt os lidt i læ og tog en tur på FS Poulmec, der blev bombet godt og grundigt i smadder og ligger spredt over havbunden på 14m vand blandt klipper. Det var så som så med vragoplevelsen, men James havde også beskrevet det som et “wrecky reef” snarere end et egentligt vrag. Også her huserede skægtorsk og sej og en enkelt blæksprutte gjorde os også selskab. Der var desuden en småplettet rødhaj i en af hulerne

Et sidste kig på vejrudsigten for onsdag afslørede at det ikke var blevet et hak bedre siden sidst. Det bedste vi kunne få ud af det var en mulighed for et vægdyk om eftermiddagen. Og vægge kan vi jo godt lide.

Onsdag

Vi vidste det jo godt allerede da vi gik i seng. Men det var nu alligevel lidt en tam fornemmelse at købe billet til akvariet i stedet for at gøre sig dykkerklar.

Men når der nu skulle være var akvariet en ganske fin oplevelse. Sjovt nok brugte vi måske mest tid på akvariet med søstjerner og diskussioner om den decentrale beslutningskompetance i søstjernernes arme.

Men det blev eftermiddag og vi blev smidt i noget pløret vand som blev mindre pløret når man bevægede sig lidt væk fra resten af selskabet med rullesten ned til 30-35 m dybde og udsigt til en væg længere henne.

Dybet trak i de fleste, der så til gengæld ikke nåede helt over til væggen før strømmen vendte. De, der nåede derhen så både småplettet rødhaj og masser af hummere på de helt bare, dvs. ubevoksede, orangerøde klipper, der bestod af sandsten og skifer. Vandet var ret klart, nok 4-5 meter sigt, men dybden krævede noget deko, så vi måtte op i det uklare vand over rullestenene, skyde bøjerne og drive lidt med strømmen.

Bøjerne poppede op godt fordelt over bugten, og Ben og Ivy fik lov at sejle lidt før alle var samlet op igen. Og dem der havde været på drop-off´et fik lov til at vente længe, for den udadgående strøm løb stærkt for dem der var “yderst”.

Torsdag

Vinden havde lagt sig, dønningerne var længere og meget mere behagelige at sejle i, så det var med store forventninger at vi hoppede i vandet over Rosehill, der har ligget på bunden i Whitesands Bay siden 1917 hvor en torpedo fra UB40 blev hendes endeligt.

Efter et cellecheck på 6 m opgav Steffen ævred og jeg fortsatte mod vraget. Kom forbi en blinker, som jeg nåede at tænke sad lidt højt, for der var ikke vrag i sigte, men pludselig kunne jeg mærke den store kedel under mig. Sigten var ikke god. Faktisk var den rigtig dårlig. Jeg famlede mig ud langs vraget, mens jeg kæmpede med dønningerne, der uden problemer nåede herned på 30 m dybde. Sigten blev ikke bedre, så jeg gik direkte op uden overhovedet at forsøge at finde tovet igen. De fleste havde haft lignende oplevelser – på nær Bjørn og Mike, der tog 65 minutters dyk – der vist nok mest havde gået ud på at prøve at finde bundtovet igen – hvilket også lykkedes.

Nå. Men nu var gode dyr rådne. Vi tog et vildskud og sendte mig ned på James Eagan Layne for at se om forholdene var bedre dér på lidt lavere vand. På toppen af vraget, på omkring 13 m var sigten stadig dårlig, men håndtérbar. Til gengæld var der noget mere gang i dønningerne heroppe. Jeg lod mig derfor først falde ned langs siden, og dernest ned i lastrummet, men blot for at konstatere at umiddelbart under dæksniveau var sigten igen ikke-eksisterende.

Jeg måtte op igen, med den nedslående besked. Skipper Ben var helt pinlig over at vi skulle opleve deres vand fra den absolut værste side. Men sådan er naturen jo nu engang.

Sidste skud i bøssen var en tur ind forbi Breakwater Fort til et par runder, hvor sigten var nogenlunde (1-2 m som på S.S. Robert derhjemme. red) og nogle fandt blæksprutten igen og lidt andet liv. Deres anden båd med Belgiere ombord, sejlede direkte på pubben. Søren sad over med snothoved, så Steffen kunne skrabe lidt reservedele sammen så han kunne få et dyk.

Da vi kom i havn, havde James skaffet et sæt celler til Steffen. Låneceller fra selveste Dom Robinson, aka Deep Wreck Diver fra YouTube.

Fredag

Blå himmel. Stille vejr. Det måtte være et tegn. Vi smed fortøjningerne lidt tidligere med håbet om to lange dyk.

Første dyk, et genbesøg på Persier. Meget spændte på sigten, der heldigvis var rigtig god, så vi rigtig kunne nyde de store stimer skægtorsk, hummer og ikke mindst mekanikken.

Næste dyk på SS Maine var dikteret af tidevandet. Vi tøffede derover mens vi gumlede på den sidste Cornish Pastry i noget tid, mens Ivy sørgede for varme drikke. Hun havde i løbet af ugen lært alles præferencer.. Kaffe, kaffe med mælk, te, te med sukker… Kun Kasper udfordrede hende ved pludselig at ændre bestillig midt på ugen.

Krogen blev smidt og trak den sindrige konstruktion af bøjer under. “Når den kommer op igen er det tid til at hoppe” var beskeden.

Og således hoppede vi alle i vandet med en let strøm og landede, som vi eterhånden havde vænnet os til, lige oven på kedlerne. Lige bag kedlerne stod dampmaskinen og tronede. Det meste af maskinrummet var væk, så man kunne rigtig komme ned og rundt og kigge på store dimser.

Vi var blevet lovet at rorkvadranten stod højt i vandet og at roret var på plads. Så det forvirrede nogle at begge dele nu lå på bunden . Det var tilsyneladende sket inden for de sidste to uger. Naturen og tiden er ubarmhjertig.

Undervejs på dykket vendte strømmen og gik den anden vej – Skægt at opleve, men lidt en udfordring når man er vant til at navigere efter strømretningen.

I forenden tiltrak både 8-armede blæksprutter og store ankre sig opmærksomhed.

Tiden går stærkt når man hygger sig – og således også dette turens sidste dyk. Efter en lille halv time under bøjen brød alle overfladen næsten til tiden. Overflademandskabet troede dog, at dekoen var brugt til at betragte den flok af Rissos delfiner (halvgrindehval) der morede sig omkring båden og bøjerne.

Sidste mand var knapt på båden inden der blev lukket op for de to maskiner og vi susede mod havnen med en kop varm te (ikke alle var syge, så der var også kaffe! red.) den ene hånd og en lunken øl i den anden – der var nemlig ikke køleskab ombord.

Tilbage i havnen stod den på så meget tørring som vi kunne nå og nedpakning i de tasker som sagerne havde være i en gang – og derfor burde kunne være igen.Det var også tid til aftegning af gas, og indkøb af merch der kom helt frisk fra trykken.

Aftenen stod på lækker frisk fisk på en af byens mange restauranter – alene udvalget af restauranter kunne tælle som en god grund til at komme tilbage – der var meget vi ikke fik prøvet.

Lørdag
Nu stod den på den sidste sidste krig mod tyskerne om pladserne ved morgenmadsbufféten. Det var en krig, hvor vi ikke kapitulerede, og vi kom alle styrkede ud af kampen og var klar til de sidste ca. 225 miles til lufthavnen. Igen skulle vi lige bakse bagagen ind i bilerne, og denne gang skulle vi endda have Sørens kasse med…

Det lykkedes og herefter var det hver bil for sig indtil lufthavnen, nogle ville passere det ikoniske Stonehenge på vejen, når vi nu var der, men der var ingen der havde tid til at besøge stedet for alvor, så det blev kun til et hurtigt kik fra hovedvejen. Vi nåede dog lidt frokost på vejen og også her var der lidt variation på prioriteringerne, fra traditionel landsbypub-menu til kebab.

Heathrow blev nået i god tid til check-in for de fleste. Der var en del, der skulle pakke lidt om og flytte nogle kilo over i håndbagagen. Vi havde åbenbart ikke fået tørret udstyret ordentligt, og så skulle mange også her aflevere bagagen som special/heavy i en helt anden kø.

Dennis fik fornøjelsen i security, hvor han, som en del andre af os, fik nøjere granskning af vores medbragte og noget komplekse håndbagage. Dennis måtte checke håndbagagen ind, hvis han ville have det med, så han måtte forfra igennem et par køer igen… Vi så ham først igen, da vi var på vej til gaten. Med lommerne fulde af de batterier der så tilgengæld ikke måtte checkes ind.

Alle kom med flyveren og alle kom hjem i live – og al bagagen kom frem!

Reflektioner efter hjemkomst:
In Deep var professionelle, kunne deres kram, var venlige.
Gas og flaskeleje koster en del!
Dykning var på de gode dage uovertruffen, men meget vejrafhængig – ligesom herhjemme.
Plymouth er en attraktiv destination, både mht. dykning og byliv/turisme.
Hotellet fungerede godt.
Bilerne kunne lige akkurat rumme det, vi skulle have med. Måske skulle man sende et par paller med grej derover, eller lade en varevogn køre over med udstyret.

/Crew