Påsketur med Ternen

5/4-2012

Påsketur med Ternen Planerne var store, 14 dage med kurs mod Skagen, Læsø, Hönö og alle vragene i Rabarberne. Det kunne ikke gå galt, for vi havde jo to uger…Vores afgang blev udsat et par dage, for vejret var ikke optimalt, men vi havde jo heller ikke så travlt, og Ternen lå jo i Grenå klar til afgang, når vi ville. Men mandag formiddag var der håb om bedring i vejret, i hvert fald for tirsdag, og sidst på ugen så også OK ud. Jeg hentede Allan og vi hastede mod færgen til Grenå, hvor vi skulle møde Sten brandmand og Kim A. Vi nåede lige akkurat at få røven indenbords på færgen inden broklappen gik i. Vi fik gjort status, og vi manglede kun lidt frokost, før turen ville blive en succes, men vi ventede lige med at spise, til vi var på den anden side – der var noget med et spisested ved det første vejkryds(?). Men der var ikke noget spisested, og vi nåede havnen i Grenå før Allans tarme skreg så højt, at vi måtte gøre noget. Ind på havnegrillen, hvor der bestemt ikke var oliekrise. Der blev lagt en dæmper på de skrigende tarme, men de sure opstød afløste dem i rigt mål.

TernenDet stolte skib og lidt grej

Vi læssede alt vores grej ombord og fik installeret os på Ternen, og så skulle vi ha’ styr på planerne for tirsdagen og resten af turen, mens kompressoren blev vækket til live efter vinterpausen.

Kompressor Service på kompressoren

Vi ville drage mod syd (Skagen?), hvor der ville være bedst vejr ~ mindst vind. Vi skulle dog returnere til Grenå samme aften, da vinden ville tage til og vejrudsigten sagde vind onsdag og nogenlunde vejr torsdag og fredag. Resten af dagen gik med at hilse på Åge og se lidt på hans fine ting på gården og besøge hans barskab. Da vi kom tilbage til Ternen, stødte Jørgen til, så vi nu var fem dykkere, og vi kunne fokusere på dagens sidste vigtige begivenhed – middag. Den indtog vi på en restaurant tæt ved havnen, men serveringen var ikke uforglemmelig på den gode måde. Vi fik derefter en øl på Ternen inden vi tørnede ind. Tirsdag morgen startede med let frostvejr, hvilket udgjorde et problem, da vi skulle bunkre vand og slangerne var frosset. Ved alles hjælp og bestræbelser og en times forsinkelse kom vi af sted.

AfgangEndelig klar til afgang

Vi havde en sejltid på ca. 3 timer, inden vi var fremme ved en ældre kuldamper. Vi kom frem og fik smidt loddet og så startede turen for alvor, for det var jo en dykketur. Sten og Kim hoppede først i, så ville Jørgen tjekke sin JJ-rebreather, der havde fået repareret elektronikken. Sidst skulle Allan og jeg i, og jeg ville så binde af.

BroenBroen på Ternen

De første meldinger fra vraget, det var hummer, Sten og Kim havde hver nogle stykker med op, og mens vi beundrede fangsten, blev der råbt ”Hjælp” fra stigen. Det var Jørgen, der havde en hummer i hver hånd og derfor ikke kunne kravle op, før han var blevet aflastet.Endelig skulle jeg i vandet, der var meget klart i de øverste 15 meter og derefter 3-5 meter. Temperaturen var 4 °C. Vraget var meget sammenfaldet med masser af plader, der lå tæt på bunden. Jeg nåede ikke at se hele vraget og ved derfor ikke præcist hvor stort det var, men jeg nåede at skyde en fin havkat lige ved bundtovet. Jeg kunne ikke hive fisken ud af skjulestedet. Jeg halede i harpunen med den ene hånd og trak i halen med den anden, men lige lidt hjalp det. Allan kom og prøvede at hjælpe, han halede dyret i halen mens jeg trak i spyddet, man kan roligt sige vi famlede i blinde. Jeg tog mod til mig og lod hånden glide langs spyddet og fandt hovedet på fisken og fik en hånd bag gællerne og kunne efter yderligere et par minutter hale den meget utilfredse havkat ud af hullet, så den kunne få en kniv i skallen og blive rolig nok til at komme i posen.Allan var lige gået op med nogle hummere i hans goodie-bag, så middagen var sikret.

Hummer nam-nam Nam-Nam

Noget forpustet, men også ganske godt tilfreds, svømmede jeg nogle meter væk, indtil jeg kunne orientere mig, dvs. se noget overhovedet, for der var en enorm muddersky, men heldigvis løb en svag strøm på tværs af vraget, så sigten blev hurtigt bedre. Jeg så flere hummere, men jeg kunne desværre ikke nå dem med armen alene. Jeg så også en havkat til, og den fik også en harpun i skallen. Den var lidt lettere at få i posen, selv om den var også meget fin i størrelsen.

HavkatteLidt til hovedretten

Pludselig var tiden gået og jeg havde faktisk ikke set hele vraget, men det måtte vente til en anden gang, så jeg løsne slipkrogen og lod mig glide med loddet ud over bunden på et parogtyve meters dybde, hvor jeg, med loddets hjælp, fik sat en skræk i livet hos en del fladfisk.

Fladt vand i KattegatVejret kunne ikke blive bedre

Op igen og nu var der lidt sol, hvilket var behageligt nok, og så lige en servering, der fik varmen tilbage i fingerspidserne og klarede bihulerne på samme tid.  Vi sejlede tilbage mod Grenå, men undervejs skulle vi lige dykke lidt på en ubåd, hvilket Sten, Kim og Jørgen gjorde, og Allan og jeg ville så dykke på et vrag, der blev kaldt ”Naglevraget”. Meldingerne fra ubåden var, at der ikke var så meget liv der, men vi havde jo sikret middagen, så det var ikke noget problem. Naglevraget havde fået sit navn efter alle de nagler, der sad fast i de planker, der lå på og i bunden. Ellers var der ikke meget andet end spredt vraggods og kulstykker, der viste, at der en gang havde været et skib på bunden. Der var en hel del liv, desværre ikke af den spiselige slags, men vi havde jo også rigeligt til aftensmaden.

KonkLidt konk i bunke

Der var ikke bundet på, så det var bare at stige op, da jeg havde pillet ved et par nagler og set lidt på konksneglenes seksualliv, diverse eremitkrebs og nøgensnegle. Tilbage på Ternen var det så småt begyndt at lufte igen og vi sejlede mod Grenå, hvor vi nåede i havn ved 20-tiden. Vi fik hurtigt sendt en stafet til købmanden efter lidt dild og flutes, samt ingredienser til hollandaise sauce. I dette tilfælde vil det sige pulver…

Hummer mordHuman hummer aflivning

Vi lavede middagen oppe på gården hos Åge, hvor vi fik taget livet af seks fine hummere og en stor havkat, der dog var slagtet i forvejen. Vi kunne ikke koge hummerne hele, men vi tog kløer og bagkrop, og der var mere end rigeligt! Middagen blev indtaget med boblende vin, som Åge havde på køkkenbordet og så et par øller for at komme tilbage til virkeligheden. Vi havde på dette tidspunkt luret vejrudsigten, der sagde hård vind onsdag, så vi ikke kunne sejle ud og havde ikke så travlt med at komme tilbage til Ternen, for at krybe til køjs.

MiddagPåske mad

Onsdagen gik lidt med at traske rundt om den varme grød, og diskutere hvad vi skulle vi, kunne og ville. Der blev spillet et par Red Warszawa numre/videoer uden vi blev meget klogere, og vi fik smidt Allan i vandet, så han kunne skrabe lidt rur af skrue og skrueaksel.

Lidt arbejds dyk Så skulle der lige dykkes i havnen

Efter frokost nærstuderede vi vejrudsigterne for sidste gang og blev enige om at tage hjem, men være klar, hvis der kom en mulighed med flere sammenhængende dage med stille vejr… Kim R