30/10  2012

S.S Otto Det er jo lidt svært at mønstre et crew i disse tider, men via gamle pseudopentionerede dykker (Mark) og dykkerforum, så fik vi da stablet en lille flok på benene, som ville trodse en noget ulden vejrudsigt. Jeg måtte helt til Farum og hente båden og så afsted til Helsingør. Målet var som så mange gange før Otto, vores Lillebælt, Lynetten eller Havheks. Båden kom hurtigt i vandet og vi strøg derudaf, da vi ikke havde mange timers dagslys tilbage, ja eller tusmørke for den sags skyld, nogen vil sige at det aldrig havde været lyst på denne dag.

Dagens crew

Otto blev loddet op og der blev smidt et dræg. Strømmen var moderat, vel  en god knob sydgående, nu var spørgsmålet bare om den holdte helt til bunden, som vi var nogen der mistænkte, med den kraftige NV vind dagen før. Mark måtte hellere vise lidt engagement og tilbød at binde på og i røg han. Der var meget tov i overskud og det ville blive en sej tur ned. Jeg hoppede i lige efter og måtte skuffet konstatere at strømmen kun aftog en kende under termoklinlaget, til gengæld forsvandt sigten totalt lige over vraget. Det første jeg så var tovet der gned sig udspændt mod en david og jeg vidste med det samme at vi var på broen. Jeg fandt det øverste led af kæden der stod udspændt ind midt i vraget. Da jeg kom længere ned af den, tonede der sig et svagt lysskær frem i det turbulente mørke og jeg fandt Mark, der stadig var i gang med at binde på, eller af. Jeg kunne forstår på hans fagter at vi skulle hjælpes om at binde om og jeg strøg op af kæden igen, fik fat i daviden med den ene armkrog og prøvede at hive bøjen til mig, så Mark fik lidt slæk på tovet at arbejde med og vi fik bundet ordenligt fat i daviden. Da jeg slap, stod tovet spændt som en violinstreng, da Havgassen på overfladen nok lige havde bundet fast i bøjen. Nå, men nu kommer de nok små 100 dyk på Otto én til gode og jeg famlede mig ud i mørket. Man kunne godt glemme alt om at svømme, dertil var strømmen for stærk og kom man bare en meter væk fra vraget, ja så var vraget væk. Jeg kom ud til hjørnet af broen i bagbord side og fik et kæmpe chok da lønningen bevægede sig mellem fingrene på mig. En stor taskekrappe rejste sig på bagbenene og viftede faretruende med kløerne, ingen tvivl om at dér skulle man ikke have fingrene i maskinen. Dagsordenen med at fange en posefuld rødtunger, som der ellers er så mange af i øjeblikket, kunne jeg godt glemme. Selv med armen strukket ud foran mig, kunne jeg ikke lyse sandet op under dæksbjælkerne, selvom der kun var en halv meter ned til det. Jeg fandt mig derfor et passende hul for at hjælpe strømmen med at tømme broen for sand, et ambitiøst projekt, men hva fanden, der var ikke meget bedre forslag. TIl gengæld kunne de andre ikke brokke sig over at jeg ødelagde sigten, for der var jo ingen i forvejen. Det var nu meget hyggeligt at ligge her i strømlæ nede i vraget og kigge lidt på sagerne, selv små nøgensnegle fik meget mere tid end de fortjener og en god halv time fik alligevel ben at gå på. Da jeg kom tilbage til kæden, mødte jeg lige Mark og sammen konstaterede vi at der vi ikke var alene. En tynd hvid line var hæftet til kæden og Frederik, som var den eneste der ku finde på at bruge linehjul, lå et sted derude i mørket. Det så ud som om den gik ud over vraget og ned på bunden. Det var efterhånden blevet godt mørkt og jeg måtte bruge lygten hele vejen op for at undgå brandmænd i strømmen. Men de har gudskelov aftaget kraftigt på det sidste. En enkelt stor en kom farende og det så flot ud med klumpen fyldt med Hvillinger der lyste i genskæret. Man kunne lige fornemme morilden, som der var masser af, men til den slags var det alligevel ikke helt mørkt nok. Det ville Piv dog få glæden af, da han efterfølgende lå og boblede på deko i mørket, efter at Steffen som næst sidste mand var i båden. Deko var der nok ikke meget af for med den fine dybde Otto ligger på, så havde alle masser af procenter i flaskerne og god tid til det hele.

Kronborgs grønne lys kan anes i det fjerne

Mørket havde lagt sig over Øresund men så var det godt at vi stadig havde dagens lyspunkt til gode og Frederik delte ud af noget godt lagret øl, se så blev det alligevel en god dykkertur. Vi tøffede ind i mørket for til sidst at give gas og så var der bare de sædvanlige rutiner tilbage, afrigning, burgere og køretur til Farum.

Henrik